3. maj

 

Hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort i hans blod, ved ham blive frelst fra vreden! Rom. 5:9.

 

Her har vi nu disse vældige ord, med hvilke som med kraften af en løftestang kunne vælte de største sten bort fra Guds børns hjerter.

Apostelen siger: Når Guds kærlighed til os mens vi endnu var syndere, uden forsoning, uden retfærdiggørelse, var så stærk at han frivilligt gav sin enbårne Søn i døden for os. Hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort i hans blod, ved ham blive frelst fra vreden.

Dette er jo en overmåde stærk, mægtig og trøsterig konklusion. Og det er lige nøjagtig denne trøst alle Guds børn behøver. For det er trods alt dette som allermest bekymrer alle vågne sjæle som kender sin synd. De frygter for at Gud måske på ny kan blive vred på dem, og måske dermed lade al mulig ulykke komme over dem, og så til sidst fordømme dem.

Da bliver der jo virkelig en stor trøst i at apostelen netop møder sådanne bekymringer, og med stor frimodighed ligesom siger: Vi har en Gud som bare af kærlighed til mennesker har gjort så meget mens vi endnu var syndere, uden forsoner og uden nogen retfærdighed, at han gav sin enbårne, elskede Søn i en blodig død for os. Er det da muligt at han nu, når vi er blevet retfærdige i hans Søns blod, skulle kunne trække denne nåde tilbage, og begynde at behandle og dømme os efter vor fortjeneste og efter loven?

Hvad skulle det da være for, at han sendte sin Søn i døden for os? Kristus siger: "Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle blive frelst ved ham." Det var jo Guds mening og vilje med at sende Sønnen at vi skulle blive frelst ved ham. Og dermed ikke længere dømmes efter loven, når vi tror på ham.

Det er fuldstændig umuligt at Gud nu skulle handle på en måde som strider mod hans egen kærlighed, og mod hans evige råd om frelse i Kristus. Det er bare i vore egne hjerter sådanne tanker om Guds vrede opstår, eller indskydes af den gamle løgnens far. I Guds hjerte vil der altid være en evig nåde over dem som tror på hans Søn.

Og det er ikke nok med at Gud elskede os så højt, at han gav sit liv for os, da vi ingen forsoning havde, og derfor nu slet ikke kan være uden kærlighed til os når vi er forsonet. For apostelen lader os jo her høre at vi som tror, nu også står for Guds åsyn i et helt andet lys; nemlig som retfærdiggjort!

Når Gud elskede os så højt mens vi endnu var syndere, at han gav sin Søn for os, siger apostelen, "hvor meget mere skal vi da, når vi nu er blevet retfærdiggjort ved hans blod, ved ham blive frelst fra vreden!"

Læg nu mærke til hvad det er apostelen siger: Nu er vi blevet retfærdiggjort! Skulle Gud da ikke elske os nu, han som elskede os så højt mens vi endnu var "syndere", som vi nu har set? Nu er vi blevet retfærdiggjort, d.v.s. ikke syndere, men overfor loven fuldkomne og ustraffelige. Og hvordan blev vi det? Apostelen siger: "Vi er blevet retfærdiggjort i Kristi blod."

Først og fremmest er dette ikke sket gennem nogen fromhed eller gerning hos os. For det andet heller ikke bare gennem en mildere Gud, som dermed har slået af på nogle af sine retfærdigheds krav.

Nej, siger apostelen, det er sket i Kristi blod. Her kræves det at "blod blev udgydt." Og ikke noget mindre end Guds Søns blod. I vers 1 ser vi at apostelen bruger udtrykket "retfærdiggjort af tro." Og nu siger han altså her: "Retfærdiggjort i Kristi blod."

Da bemærker vi ud fra hans eget ordvalg at det ikke er gennem selve troen vi bliver retfærdiggjort. Men bare gennem det som troen rettes mod, bygger på og lever af: Forsoningen i Kristi blod.* Noget mindre kunne ikke udrette dette. Måtte ingen tillade denne tanke om Guds fuldkomne hellighed; at han skulle kalde noget menneske retfærdig som ikke virkelig er det. Skulle slå af på et eneste bogstav eller tøddel i sin hellige lov, og så kunne retfærdiggøre nogen uden at alt det loven kræver, var fuldkomment opfyldt af dette menneske. Nej, hans hellige lov og domme er lige hellige og urokkelige som hans kærlighed.

Disse ord; i hans blod, giver os en alvorlig påmindelse om hvor uendelig ond synden virkelig er. Om Guds strenge og ufravigelige retfærdige lov og dom. Og om hans fasthed i udførelsen af sin først udtalte dom: "Den dag du spiser af det, skal du sandelig dø."

Hvis Kristus ikke havde udgydt sit blod, og med det gået ind i det allerhelligste, så havde han ikke "fundet en evig forløsning" for synderne. "Livet er i blodet", og Kristi blod gælder da på samme måde som hans død, hvor han fuldbyrdede hele sit soningsværk. Derfor forkyndes "Kristi blod", "Lammets blod", gennem hele Skriften som vor forsoning.

Så er da dette "dommen": Når alt dermed, sådan som loven kræver, er fuldkomment opfyldt af den store Stedfortræder og Ypperstepræst, så lad os fryde og glæde os, og give ham æren.

Og da først og fremmest ved at tro og bekende at vi virkelig, og overensstemmende med loven, er retfærdige! Men husk igen: ikke med nogen indbildt eller opdigtet retfærdighed. Men med en retfærdighed som fuldkomment svarer til lovens krav, som også ordet "retfærdig" betyder. "Jesu Kristi, Guds Søns blod renser os fra al synd."

*"Troen kan sammenlignes med en udstrakt tom hånd som tager imod den gave Kristus har tilvejebragt for den som ikke tror" (Citat oversætters tilføjelse).