29. maj

 

Hvis vi siger at vi har samfund med ham, og vandrer i mørket, da lyver vi og gør ikke sandheden. 1. Joh. 1:6.

 

Det store spørgsmål som hele tyngden af dette vers hviler på, må være hvad det vil sige at vandre i mørket. Og i det spørgsmål skal vi være meget forsigtige, så vi ikke selv prøver at uddybe det, men søger at finde Herrens egen mening, Ordets egen forklaring. Så vi hverken påføres unødig uro, eller føres ind i en falsk trøst.

Men Gud ske lov! Alt ligger færdig uddybet i Ordet. Kristus siger: "Hver den som gør det onde, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal blive afsløret." Læg mærke til dette: "For at hans gerninger ikke skal blive afsløret!"

Menneskene undgår det afslørende ord. De vil ikke komme frem for Gud, som er lyset, med hele sit liv, og lade synden blive afdækket og dømt, bekende den og bede om tilgivelse og forsoning. I stedet forsøger de at dække sig, og siger som Judas: "Det er vel ikke mig?" Det er jo nøjagtig det, som er at vandre i mørket.

Sammenlign så dette med vers 8: "Hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os." Og modsætningen, i vers 9: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast."

At sige at man har samfund med Gud, og samtidig vandre i mørket, er ikke at have et åbent forhold til Gud, ikke at ligge med sin synd ind for nådestolen. Vi vil tværtimod ikke overgive vor synd til dom. Vi vil ikke bekende den for Gud, for at få den både forladt og dødet. Vi vil fortsætte uforstyrret i vor synd. Og trækker et dække af undskyldninger og skuespil ind over os, for at kunne have synden i fred, så den hverken bliver straffet eller taget bort.

Den egentlige grund til at et menneske vandrer i mørket, er at det har en ånd som sover. Som ikke vil høre og ikke vil vende om, og ikke regner med nogen Gud.

For gennem sit ord forkynder Gud os jo sin vilje og sin frelse for os til evigt liv. Viser os hvordan hjertet bliver født på ny, og hvordan vi i vort daglige liv bliver helliggjort. Når vi da alligevel fortsat kan leve et liv som ikke stemmer med dette Guds ord, da fornemmer vi at grunden er forhærdelse og foragt for Gud.

Mange kan have en ganske ydmyg ydre opførsel. Vil skille sig ud fra verden gennem et andægtigt liv, en vis kristelig aktivitet, skønne ord og gerninger. Men de vandrer i mørket. For de lever ikke ind for nådestolen, i "det allerhelligste", i den omvendelse som er af Gud og "den dyrebare tro i vor Gud og Frelser Jesu Kristi retfærdighed." De kender ikke til nogen Åndens fødsel. De foragter det Ordet taler om hjertets indre forhold, og spotter altså Den Almægtige.

Men Gud er lys. Hans øje lægger nøje mærke til alt dette. Og han lader sig ikke spotte.

Du ved at du aldrig har erfaret nogen Åndens fødselsarbejde med din sjæl, nogen syndens nød og dom. Du har ikke kæmpet ind for nådestolen. Og til sidst, gennem Herrens salige nådebudskab blevet forløst fra dommen, har fået løftet om forladelse, og gennem dette et nyt liv i hjertet.

Nej, det eneste du ved, er at du af dig selv begyndte på en ny vej, når du indså at det var nødvendigt. Du begyndte at læse dine andagter, begyndte med bøn og gode gerninger. Og sådan har du fortsat, uden nogen sinde at være sunket ned i en overmægtig og overstrømmende synd. Du har heller ikke oplevet at nåden, midt i din fortabthed "strømmede endnu mere over."

Nej, din forbedring og din trøst er vokset i takt med hinanden -. For din trøst har nemlig hele tiden bygget på din egen omvendelse og forbedring. Og sådan fortsætter du, og håber til og med at det skal ende godt. Du; dette er det samme som at spotte Herren, og foragte hans ord!

Du ved at Skriften lærer en helt anden vej; ved at synden bliver stor, og så nåden endnu større. Denne nye fødsels trange port. Og du ved at Kristus udtrykkelig sagde: "Uden at man bliver født - født på ny, kan man ikke se Guds rige."

Men du frygter fortsat ingen ting. Du håber stadigvæk på at du skal få Guds rige at se.

Du hører nogle Guds børn, ud fra egen herlig erfaring, tale om hvad den nye fødsel virker i deres hjerte. Du hører dem vidne om syndenød, om tro og om fred og glæde i Den Hellige Ånd. Og du ved med dig selv at det de siger, er sandt.

Men selv er du stum, så længe det handler om dette emne, - til det kommer gerninger, kristelig aktivitet og sådanne ting. Der føler du dig hjemme. Bare ikke i det som drejer sig om dit indre forhold i dette med omvendelse og tro.

Men stadigvæk håber du på at det skal gå godt med dig, at du skal få Guds rige at se! Du ser nok hvad det er Herren siger om dette. Men det vil du ikke forstå, ikke studere nærmere. Men går hurtigt forbi det.

Ja, det er dette som hedder at vandre i mørket med sit indre menneske, og ikke vil komme frem i lyset.

Men djævelens påfund er mangfoldige, for at føre os i fortabelse. Der findes også mennesker blandt os som bekender sig som kristne. Som virkelig har erfaret meget af dette, Guds arbejde, i deres indre liv. Og som kan tale om meget af dette med mange rigtige ord og udtryk. Om sin vækkelse, hvordan troen blev tændt, deres klare vidnesbyrd osv. De ved også hvordan de skal tale om loven og evangeliet, om troen og om helliggørelsen.

Men på trods af alt dette vandrer de nu i mørket. Det viser sig i, at de frimodigt beskæftiger sig med mørkets gerninger, og vil ikke erkende synden, vil ikke lade sig revse. Men undskylder og forsvarer sine holdninger.

Det er dette Johannes nævner som tegn på hvem det er som vandrer i mørket. Han bruger eksemplet med had, og siger: "Den som siger han vandrer i lyset, men hader sin bror, er i mørket og vandrer i mørket. Og han ved ikke hvor han går, for mørket har blændet hans øjne."