28. maj

 

Det som vi har hørt, det som vi har set med vore øjne, det som vi har skuet og vore hænder har rørt ved, om livets Ord... det forkynder vi jer. 1. Joh. 1:1,3.

 

Tænk hvilken sejrende trøst og styrke det var for Johannes, når han kunne give så stærkt et vidnesbyrd! Det er den triumferende vished vi hører i dette vidnesbyrd; Jeg forkynder ikke noget tvivlsomt, men det jeg har set med mine egne øjne, hørt med mine ører og rørt ved med mine hænder.

Johannes var den som havde fået den store glæde at ligge ind til Jesu bryst. Som havde vandret, hvilet og våget sammen med ham. Stået ved hans kors, og været der da han for op til himmelen.

Ikke så underligt at Johannes da med fryd kunne gøre og lide alt det som var nødvendigt. I sit evangelium har han da også vidnet om det han havde set: "Vi så hans herlighed, den herlighed som den Enbårne Søn har fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."

Peter har også triumferet på samme måde, og stadfæstet sit vidnesbyrd med hvad han selv har set: "Det var ikke smart opdigtede eventyr vi brugte, da vi kundgjorde jer vor Herre Jesu Kristi kraft og genkomst, men vi var øjenvidner til hans herlighed." Lovet være Gud!

Men så siger du: "Hvad slags vished kan vi så have, vi som ikke har set dette med egne øjne?" Jo, Gud være lovet: "Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv!" - Det er noget han har set og skuet. Gud har sørget for at vi ikke står uden vidnesbyrd om ham.

Den som ikke tror Guds vidnesbyrd, han er med al ret straffet med blindhed. Han ser ingenting. Ser ikke det som står lige foran ham. Netop dette som de vantro jøder beviste, de som havde Kristus og alle hans gerninger lige for sine øjne. De havde Johannes og Peter. Men så alligevel ingen ting.

Men den som tror på Guds Søn, ser i ham "urim og tummim" (lys og fuldkommenhed). Han har hver dag samfund med Kristus. Skulle han da ikke kende ham?

Den som tror på Guds Søn, ser herlige ting. Først og fremmest i sig selv og sin frelse; det vil sige ved genfødslen en ny skabning, som ikke er noget mindre under end den første skabning fra Guds hånd.

Og omkring sig ser han også stadig nye stadfæstelser på Guds ord. Hvad ser han ikke f.eks. af den lille rest af Israel i jøderne! Hvad ser han ikke gennem hedningernes fattige lære om sine guder! Hvad ser han ikke bare i det faktum at ordet om den korsfæstede ikke standsede med hans død, men er gået ud til alle lande!

Hvad behøver han mere af bevis for Kristi opstandelse? Hvad er det da mere han behøver, for at vide hvem denne Herre var? Er det ikke alt sammen bare et spørgsmål om at se Jo, tak og lov, o Gud! Vi har set.

Men dette gælder alligevel ikke alle. Bare dem som du, Gud, "vil åbenbare det for." Vi må ydmyge os under Guds mægtige hånd, og bede om denne nåde; om et åndeligt syn. For dette får vi bare ovenfra, fra lysets Far.

Det andet Johannes lærer os her, er at vi dagligt må omgås vor Herre og Frelser og al hans sandhed og nåde, gennem Livets ord. Dette at han daglig omgås med dette, antyder han ved at gentage det samme med forskellige ord: "Det som vi har hørt, det som vi har set med vore øjne, det som vi har skuet og vore hænder har rørt ved, om Livets ord."

Her ser vi det andet nødvendige vilkår for at vi altid kan have en sejrende trøst og glæde af Kristus; nemlig at vi ikke bare har hørt og set. Men stadig, igen og igen, hører og ser - og på ny ser og "rører ved", eller omgås med alle disse vore himmelske rigdomme.

Her er hemmeligheden til at vi altid kan have kraft og trøst i hjertet: Dette at vi ser, - ja, at vi stadig ser og gransker alt dette som er hele grundlaget for al vor fryd.

Nu taler vi om det som alt sammen afhænger af. Her er årsagen til at vi har så lidt fred og fryd i vore hjerter: Vi gransker alt andet - tusind gange -. Bare ikke dette som giver liv og fryd. Ja, samtidig med at vi flittig hører og læser, kan vi lige så vel have vort indre øje rettet bare på os selv, på al vor elendighed. Men Kristi kærlighed, Guds evige udvælgelse, vore himmelske rigdomme, - det lader vi os ikke sænke ned i.

Og hvad hjælper hele Guds ord da! Det vort sind er optaget og omgås med, det fylder også vort hjerte. Det er en beklagelig sygelighed hos mange kristne at de er så lidt optaget med at tage alt dette store og herlige til sig, som netop skulle fylde dem med fred og fryd. Derimod sænker de hele sin sjæl ned i noget sådant som fylder dem med alt ondt, og giver dem uro og kvaler. Det vi er mest optaget med, det får vi også stærkest indtryk af. Gud hjælpe os!

Dette er noget så vigtigt og nødvendigt, at alt er forgæves hvis vi i dette forhold ikke retter os efter Ordet.

Her må vi hjælpe hinanden med formaninger og opmuntringer til flittigere at omgås med vore store rigdomme i Kristus. Der findes ingen anden måde til at få nogen glæde og styrke i hjertet.

Luther, som hele dagen ikke gjorde andet end at arbejde i Ordet og læren, havde ikke noget andet råd end det enkleste nådebarn har: Som sin egen sjæls behov tog han dagligt trosartiklerne og de ti bud til sig, og nogen velkendte kærneord om Kristus, som han om igen og om igen for tusinde gang tog til sig.

Og ingen anden kristen har endnu opfundet nogen anden måde at få kraft på, og til at beholde den i hjertet.

Må så Gud hjælpe os til at leve et liv efter dette!