27. maj

 

Elsk hverandre inderligt af et rent hjerte, I som er genfødt. 1. Pet. 1:22-23.

 

Kærligheden til Guds børn er en frugt og et tegn på den nye fødsel. En formaning til at elske med denne kærlighed der her tales om, angår derfor ikke hvem som helst. Men bare genfødte kristne.

Vi må passe på at vi ikke prøver at formane dem som bare er "født efter kødet" til at elske dem som er "født efter Ånden." Det bliver altid en umulig opgave at ville ophæve det gamle fjendskab mellem slangens sæd og kvindens. Det er Guds genfødte børn det gælder, når Herren Kristus og apostlene formaner: "Elsk hverandre inderlig!"

Kærligheden er født i vore hjerter af Ånden, og vokser ved at vi selv lever sammenvokset med Frelseren. Alligevel er det nødvendigt, som med alle Åndens frugter, at den vogtes og plejes godt. Derfor har vi de mange formaninger og opmuntringer til kærlighed i Skriften.

Og det er et stort tab, og en stor fare, hvis du mister kærligheden til brødrene. Vor svorne fjende fører en konstant kamp mod de kristnes broderkærlighed. For han ved godt hvad han har opnået hvis han kan få dig ført fra samfundet med brødrene. Også i vore egne hjerter finder han mange midler han kan bruge.

Men lige så meget som denne kærlighed er en frugt af livet i Kristus, så er den også altid totalt afhængig af dette liv. Så længe jeg lever et liv i en levende nådens daglig omvendelse og tro, elsker jeg mine nådesøskende. Derfor ligger den første, den almindeligste og mest alvorlige årsag til at kærligheden bliver kold, i et svækket nådeliv.

Når et jordisk sindelag begynder at tage overhånd hos en kristen, da lever han ikke længere i en nådens daglige omvendelse og tro. Da har han ikke længere en sand syndserkendelse og al sin trøst i nåden. Og da begynder han straks at blive kold overfor brødrene. Da ser han mere deres fejl end den nåde som bor i dem. Også sådan fuldbyrdes disse ord fra Herrens mund: "Fordi uretfærdigheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste."

Desuden er der også meget uforstand og andre fejl blandt brødrene, som kan støde og dæmpe kærligheden. Og så findes der også meningsforskelle som splitter brødrene. Ganske rigtig gælder meningsforskellene som regel bare mindre væsentlige spørgsmål, for i den store hovedsag er alle Guds børn i hele verden jo enige. Men alligevel kan disse meningsforskelle påføre kærligheden dødelige sår.

Dette sker særligt på to måder: Først og fremmest hvis jeg ikke indser at en åndelig bror kan være en lige redelig og benådet kristen, selv om han ikke opfatter alle ting i Guds ord sådan som jeg gør. Det har sammenhæng med at jeg ikke forstår at der findes genfødte Guds børn også blandt dem som på visse områder har andre opfattelser. For følgen af dette bliver at jeg begynder at fordømme alle disse som i nogen grad har en anden mening end mig. Og en sådan dømmesyge vil altid slukke kærligheden.

Noget ganske andet er det, om jeg modsiger den falske opfattelse, eller påtaler en fejl eller uforstandig opførsel hos en bror. Sådan som også Kristus revsede Peter da han trak sværdet, og en anden gang kaldte ham "Satan" (modstander). Dette vil ikke gå ud over kærligheden. Men helt at fordømme dem som trods alt har al sin trøst i Kristi blod, det bryder totalt med kærligheden, og vil dræbe den.

Dernæst sker dette når disse mindre vigtige spørgsmål bliver så store og afgørende for mig, at de får førstepladsen i mit hjerte. Det vises ved at alle de som er enig med mig i de aktuelle spørgsmål, selv om de ikke lever i Kristus, bliver mere kær for mig end de som virkelig er Jesu venner, men ikke er enig med mig i et eller andet spørgsmål. Åh, det er et betænkeligt tegn og et forfærdeligt forhold!

Det kan måske gælde et så overfladisk spørgsmål at selv Kristi fjender med glød kan gå ind for det. Men som er blevet så vigtig for mig at jeg i kærlighed og glæde har samfund med disse, udelukkende fordi de står sammen med mig i dette mindre vigtige spørgsmål. Frem for at foretrække et møde med de nådesøskende i Kristus "som har fået samme dyrebare tro som jeg i vor Gud og vor Frelser Jesu Kristi retfærdighed."

Når altså et menneske som er min Herres fjende. Som endnu aldrig har fået den tanke at søge sin forsoning og fred i Lammets blod. Som endnu aldrig har ligget som en fortabt synder ved Jesu fødder, men har trampet Guds Søn under fod og vanhelliget pagtsblodet. Er det da ikke betænkeligt, og en frygtelig situation, når et sådant menneske bliver mere kært for mig end en Jesu ven, som har fået sit alt i Lammets død og smerte. Og som er et Guds barn og min evigheds-bror?

Og vidner dette ikke om at det ubetydelige spørgsmål, som var årsagen til det alt sammen, har fået større betydning for mig end Frelseren. Og de som er brødre på det grundlag er kærere for mig end de som er brødre i Kristus?

Kærligheden til Guds børn kan altså udslukkes gennem så mange forskellige forhold.

Hvor vigtig er det da ikke at give nøje agt på sig selv! Og være opmærksom på de store grunde vi har til at elske vore nådesøskende!