26. maj

 

Så vendte mændene sig bort derfra og gik mod Sodoma, men Abraham blev stående for Herrens åsyn. Abraham kom nærmere ham og sagde: "Vil du udslette den retfærdige sammen med den ugudelige?" 1. Mos. 18:22-23.

 

Vi går ind i terebinte-lunden i Mamre, og lytter til denne underlige samtale som føres mellem Abraham og hans højhellige gæster på højen tæt ved.

De står og ser udover i retning af Sodoma som nu skulle ødelægges (1. Mos. 18:16-33). Alt det som foregår her er bare i sig selv så dyrebart. Enten man ser på vor himmelske Fars omsorg, eller den trofaste tjeners fortrolige og nidkære bøn, kan det antænde ethvert Guds barns hjerte.

Men det viser os samtidig hvad alle Guds børn har pligt til at gøre i lignende situationer. Det åbner også for et blik ind i hjertet til en trofast Guds ven netop når et ugudeligt folk skulle rammes af en Herrens domfældelse.

Og endnu mere tiltrækkende og trosstyrkende er det blik som åbnes for os ind i vor himmelske Fars forbarmende hjerte. Og hvor højt han sætter sine troende børn, når han for bare ti retfærdige vil skåne en hel by som er fuld af ugudelige foragtere.

Hvis du læser beretningen i sin helhed i Bibelen, vil du se hvordan vor himmelske Far træder ned på sin tjeners plan, skjuler sin majestæt, forvandler sig fra sit guddomsvæsen til en menneskelig skikkelse, og sine tanker til menneskelig talemåde, sådan at man synes man hører og bare ser et menneske. Alt det gør han bare for at fjerne al frygt hos sin tjener, og vække hans fortrolighed til sig.

Dette lykkes også for ham. Vi ser hvordan Abrahams tro tændes mere og mere af Guds venlighed. Sådan at han bevæger sig stadig længere ind i bønnen. Men samtidig ligesom stadig mere forlegen på grund af sin frimodighed.

Abraham hørte at Herren ville skåne Sodoma hvis der var halvtreds retfærdige. Men han indså straks at selv på denne betingelse ville byerne som var truet alligevel blive ramt af Guds vrede. Derfor indså han at det var nødvendigt hurtigst muligt at reducere det første tal.

Vi ved han sluttede med at antyde ti, og fik løfte om at blive bønhørt. Da tænkte han, at gå længere ned i antal ville være at krænke Den Højestes retfærdighed, og at Herren, hvis der ikke fandtes ti retfærdige, ikke ville kunne holde sin retfærdige dom tilbage.

Tidligt morgenen efter vender patriarken derfor urolig tilbage til samme sted hvor han havde talt med Herren. Bekymret ser han nu røgen stige op fra dalen, som fra en ovn. Han havde fået et stærkt indtryk af Guds retfærdighed, og altså forstået at morgenen efter ville udfaldet vise sig.

Herren stod sammen med sin tjener på en høj hvor de kunne se ud over Sodoma og områderne der. På samme måde har hvert Guds barn også i Åndens lys et blik ud og over de rent menneskelige situationer. Og ser i store verdensbegivenheder bare Den Almægtiges tanker. Ser at det alene er Guds sandhed og dom som åbenbares i det alt sammen.

Herren talte med Abraham om hvad han ville gøre med Sodoma og Gomorra. Gennem sit ord åbenbarer han sit råd også for os. Vi ved at når et folk er kommet til det punkt, at de ikke længere hører på Guds røst, men frækt tramper både på hans bud og hans barmhjertighed -. Da stiger syndens råb mod himmelen og nedkalder Den Almægtiges nidkære ild gennem store ydre domfældelser.

Og hvad vi da bør gøre, har vi nu set. Den som er benådet og lever i det tillidsfulde barnekår hos Gud, så han taler med ham som et barn med sin far, skal nu anvende denne nåde. Han skal træde frem og "stå for Herrens åsyn", som Abraham, med forbøn for dem som trues med domfældelse.

Ja, lad os, som apostelen formaner, gøre bøn og forbøn for alle mennesker, for konger og øvrighed, for hele Kristi menighed, og for vore nærmeste. Gud vil gøre store ting, men helst som svar på sine børns bønner, for at hans nåde kan blive kendt og lovprist.

Derfor bør vi bede om meget fra Herren. Vi ser hvordan den fromme patriark seks gange ydmygt beder om at ønske endnu noget mere. Og ikke en eneste af disse seks gange bliver han afvist.

Gud svarede ham i sin nåde hver gang. Og hver gang vi beder Gud forbarme sig over syndere, kan vi være sikre på at vor bøn er velbehagelig for Gud. For da stemmer den så godt over ens med hans eget hjerte.

Guds børns bønner forandrer nok ikke på Guds dom og hans nåderiges love. Den som bevidst står imod Herrens Ånd kan ikke frelses, selv gennem Kristi egen forbøn og tårer. Det ser vi i Skriften når jøderne ikke ville omvende sig.

Men det virker i hvert fald forbønnen, at Gud alligevel gør noget særligt med dem som hans elskede venner beder for. Vi ser også her hvordan Herren af hjertet var villig til at forlade alle disse truede byer, bare der fandtes ti retfærdige.

Og her er så det næste vi skulle lære af dette bibelsted. Og det er noget overmåde herligt som stråler frem fra Guds hjerte. For se hvor dyrebar i Guds øjne en eneste retfærdig er, d.v.s. en sjæl som er retfærdiggjort i Kristi blod ved troen, som har syndernes forladelse og gerne vil helliggøres.

For nogle få sådanne vil Herren skåne en hel by, fuld af ugudelige mennesker. Herren Kristus viser altså at for ham er alle hans børn en dyrebar skat, der hvor de findes, spredt rundt om i verden.

Det burde sandelig drage og bøje os ned for hans fødder. Og næst efter forbønnen fra vor store Ypperstepræst, er der vist ikke nogen som har sådan indflydelse på hvordan Herren handler med folkene, som når han ser de få retfærdige og deres forbøn.