21. maj

 

Jeg vil altid love Herren. Hans pris skal altid være i min mund. Salme 34:2.

 

Dette siger David, han som oplevede så mange og hårde prøvelser. Og sådan bør en kristen nok også have det, at han altid er glad og taknemmelig over en sådan lykke. Han er jo givet arveret til hele Kristi rigdom. Sådan siger apostelen også: "Vær altid glade... sig tak under alle forhold! For dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus."

Først og fremmest er det vel den mest naturlige og salige pligt for et Guds barn, at det i denne jordiske skole begynder det himmelske liv. Og da med at lovprise vor Gud, glæde sig over, elske og ophøje sin himmelske Far for alt hvad han er i sig selv. Og for hvad han har gjort, gør og skal gøre for sine børn. Hvem kan vel uddybe alt det vi bare med disse antydninger har at lovprise Gud for?

Men noget som ikke er mindre betydningsfuldt at lægge mærke til, er at utaknemmelighed er en synd som drager en hel masse forskellige følger med sig. "Utaknemmeligheden er som et udtørrende vejr. Den får alle Guds nådeskilder til at tørre ind."

Og utaknemmeligheden fortryller på en måde menneskets sind, så det ikke ser alt det gode det ejer. Da kan han i virkeligheden være det mest lykkelige menneske på jord, men går alligevel rundt som det mest ulykkelige væsen gennem hele livet, og er en martyr i stadig misfornøjelse. Han bliver en byrde for sig selv og en fornægter af Guds ære.

En ting er sikkert; selv den som har fået mindst på denne jord, har alligevel al mulig grund til uafladeligt at lovprise, takke og ophøje vor Gud. For bare det at se eller vide noget om Guds herlige værk og væsen, burde jo fylde os med lovprisning til ham. "Hele jorden er fuld af hans herlighed. Himmel og jord er fuld af hans ære." Den mindst lykkelige har al grund til at prise Gud bare for det han er i sig selv.

Og langt større grund til at prise Gud har du, hvis du er en af dem som også har fået lov at mærke hans store nåde og barmhjertighed i dit eget hjerte. Har fået den store nåde at være kaldet til Kristi rige. Er blevet benådet med Den Hellige Ånds lys, så du har lært at kende dig selv og din Frelser, og er blevet et Guds barn. Men ud over alt dette måske også stadigvæk erfarer en hel masse velgerninger fra Gud, både åndelige og legemlige. Har Guds ord og dagligt brød, ja, alt som er nødvendigt for hele dette liv. Burde du da ikke også takke og lovprise vor Gud?

Hvis du da tværtimod glemmer alt dette. Går utaknemmelig og misfornøjet, og bare stirrer på nogle små vanskeligheder. Da er dette en utaknemmelighed som vanskeligt bliver stående ustraffet. En kristen bør være et glad og taknemmeligt menneske.

Om vi nu har forstået at utaknemmeligheden er en virkelig farlig og ødelæggende synd, så er der endnu et spørgsmål tilbage: Hvordan skal vi da få sådanne hjerter som sætter den rette pris på de goder Gud giver, og takker og lovpriser ham for dette?

Ja, her er der ikke noget andet som hjælper, end det apostelen siger: "Vågn op sådan som ret er!" Her er det bare om at gøre at vi i sandhed fæster blikket på Gud. De mest døde og utaknemmelige mennesker har fået hjerter fulde af lovprisning til Gud, bare de fik øjnene åbnet så de så Gud og det han har gjort og dagligt gør.

Derfor, når David virkelig ville opvække sin sjæl til at lovprise Gud, sagde han: "Glem ikke - glem ikke nogen af alle hans velgerninger." Hvis Gud ikke har gjort noget godt mod dig, behøver du ikke takke ham.

Men vi burde sandelig lovprise og tilbede Gud bare for det han er i sig selv, om vi så ikke har set han har gjort noget som helst godt mod os. For vi bliver jo ofte begejstret for store personligheder - selv om vi ikke har oplevet at de har gjort noget godt mod os.

Men den rette taknemmelighed indtager ikke noget menneskehjerte før det selv har erfaret noget af Guds nåde; den store nåde som fuldstændig smelter og omskaber mennesket.

Derfor kan vi aldrig for alvor opfordre nogen anden til at lovprise Gud, end dem som har fået hans store barmhjertighed at se. Og som har fået at se at de er blevet frelst fra dødens og djævelens vold, og født på ny af Guds Ånd. "De døde priser dig ikke, Herre."

Og uden at nogen bliver født på ny kan han heller ikke her i livet se Guds rige. Han er blind og død, og ser ikke Guds herlighed. At forsøge at få sådanne til at være glade og taknemmelige, ville være som at skulle få sne og is til at blive varm.

Men selv om det altså ikke nytter at arbejde med selve hjertet, for at det skal blive varmt og taknemmeligt, hvis vi ikke har fået Guds godhed at se -. Så er det på den anden side meget let at være taknemmelig når vi smager og ser hvor herlig Herren er. Ja, da bliver det tværtimod vanskeligt at lade være med at takke og lovprise ham.

Det var ikke vanskeligt for Israels børn at lovprise og ophøje Gud når de var gået gennem det Røde Hav, og så fjenderne blive begravet i bølgerne. Nej, da var det let, ja, et uimodståeligt hjertets behov for at bryde ud i lov og pris til Guds ære. Hør hvordan de da sang bare om hvad Herren havde gjort, hvad Herren var, og hvad Herren havde bevist for dem, hvad han var i stand til.

Så er da hele hemmeligheden med et taknemmeligt og lovsyngende hjerte at det ser Herren.