20. maj

 

Og Gud skal tørre hver tåre bort fra deres øjne. Og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig og ej heller pine skal være mere. Thi det som var før er nu forsvundet. Åb. 21:4.

 

Det som var før er alt det som tilhører vor jordiske tilværelse, støvets tid på jord: - "Tårer", "sorg", "skrig", "pine" og "død." Når alt dette er forsvundet, da skal der bare være fryd og salighed ved Guds højre hånd i evighed. Da skal jeg aldrig mere græde, ængstes og lide under syndens magt i mig, af djævelens fristelser og anfægtelser, eller af verdens ondskab, foragt, løgn og spot.

Tænk hvad dette betyder! Aldrig mere pines af syndige tanker eller begær, men altid være hellig, ren, fri og åndelig. Nu skal mit hjerte varmes af frelsens salige følelser. Nu skal jeg have et hjerte som helt og fuldkomment kan elske Gud, et hjerte som ikke kender noget større og herligere end det mine øjne nu ser og nyder. Nu skal jeg aldrig mere behøve minde mig selv om at jeg bør elske Gud. For nu skal jeg have et hjerte som ikke kan andet end at elske ham og alt som tilhører ham - nøjagtig som en der brænder af kærlighed til kæresten, helt af sig selv har det hjerte som elsker.

Åh, hvilken herlig tid, når synden ikke længere skal hænge fast ved os! Da skal vi ikke længere kæmpe mod dette oprørske hjerte, som her i livet altid vil føre os bort fra Gud. Ikke mere forfærdes over det dybe fordærv, af en eller anden træghed, ligegyldighed eller vrede. Eller af utålmodighed, stolthed, eller af fejhed ved at bekende Kristus. Ingen snublen og fald, ikke længere gøre Den Hellige Ånd sorg. Ingen syndige ord eller gerninger skal længere bekymre vor samvittighed. Nu skal vi for evigt hvile ud fra alt dette.

Vi skal heller ikke længere opleve tvivl om vi har Guds kærlighed. Nu skal vi ikke længere udtrykke os på denne måde: "Hvordan skal jeg kunne vide om mit hjerte virkelig er oprigtig ind for Gud, at min omvendelse er sand, at jeg har en levende tro? Jeg er bange for at alt det jeg gør, bare er hykleri, at Gud er vred på mig."

Nej, alt dette hører ind under det som var før, det jordiske liv. Alt dette skal nu forandres til lovprisning. Aldrig mere skal vi frygte for Guds mishag. Ikke længere nogen hjertets kval. Ikke mere noget helvede som blander sig med himmelen.

Her i livet sker det ofte at Guds børn føler Guds vrede "skyller over dem som bølger og brodsøer." Men når det som var før er forsvundet, skal de fuldkomment "smage og se at Herren er god." Nu skal de høre ham sige til dem: "Bare en kort tid, som et øjeblik, skjulte jeg mit åsyn for dig. Men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig."

Endnu en gang gentager vi: Tænk hvilken sabbatsro og hvile, når vi ikke længere skal kende kødets og djævelens fristelser! Hvilken smerte det er for en kristen bare det at kende fristelserne til alt ondt. Snart er det forfærdelige og bespottelige tanker om Gud, om Kristus og om visse hellige sandheder. Snart en fristelse til at vende sig mod jordiske ting, lege med syndens lokkemad, søge lidt glæde i kødets lyster, som står klar som krudt til at tænde ilden, så snart en gnist falder ned i dem.

Her svæver vi i en konstant fare. Hver sans, hvert lem hos os, hvert eneste skabte væsen kan blive en fristelse for os. Vi kan knapt åbne øjnene, før vi misunder dem som er over os, eller ser ned på dem som er mindre end os.

Hvor hurtigt sker det ikke at vi synder med tungen, og endnu mere med hjertet! Har vi en skarp forstand, hvor hurtigt opblæses vi da ikke! Har vi nogen myndighed, hvor hurtigt misbruger vi da ikke vor magt! Er vi underordnede, hvor hurtigt ærgrer vi os ikke over hvordan andre foretrækkes, og kritiserer dem!

Sådanne hjerter må vi slides med her. Men tænk når vi bliver fuldkomment fri fra al denne ondskab! Og det for al evighed, for al evighed - "for det som var før er forsvundet!"

Men alt dette er jo talt "som af et barn", og bare om det onde som vi skal slippe bort fra. Af dette onde har vi al mulig erfaring. Men hvem er i stand til at skildre det gode vi skal modtage, "det øjet ikke har set, og som ikke er gået op for noget menneskes hjerte"?

Tænk bare hvad den almægtige Gud kan gøre for rigtig at glæde sine børn som er kommet hjem! Han kan skabe en herlighed som aldrig får ende. Han kan, om han vil, skabe hjerter i os som selv kender en usigelig fryd. Vi oplever jo ofte at sorg og glæde bare afhænger af hjertets stemning, sådan at et glad hjerte fryder sig uden nogen særlig grund. Tænk hvordan det da bliver når alt i og omkring os bare er de allersaligste tilstande. Og så hjertet oven i det er friskt og glad, ja, beruset af fryd, som Den Almægtige Skaber er i stand til at gøre det.

Vi forstår at når bare den tid kommer at Gud vil skabe denne salige og evige tilstand, da kan han også gøre ufattelige ting.

Og for det andet indser vi at han som er selve kærligheden, i sin time også virkelig må ville det, - når vi, som er onde, til og med kan fable om at ville skabe himle.

Åh, Gud, driv dette tykke mørke i vor sjæl bort! Vi har jo ufattelige ting i vente - lige så sikkert som du selv har sagt det.