2. maj

 

Vi roser os også i trængsler, for vi ved at trængslen virker tålmodighed. Rom. 5:3.

 

Læg nøje mærke til ordene: "Vi ved." Det er dette at "vi ved" alt afhænger af, om nogen skal kunne rose sig i trængsler.

Der er ingen som er glad midt i trængsler, uden at de ved noget om trængslen, noget mere end det som ses og føles. Der er ingen trøst i selve trængslen. Og de kristne er ikke gjort af sten, så de ikke skulle kende smerten i tunge prøvelser.

Davids Salmer vidner f.eks. stærkt om de helliges følsomhed for lidelser. Skulle jeg da dømme ud fra hvordan jeg selv oplever det under lidelserne, kunne jeg så vist ikke rose mig i trængslerne, men ville bare blive nedslået og fortvivlet.

Derfor er det nødvendigt at vi ved noget. Ved hvad trængslen betyder. Men også hvad den virker i os.

Enkelte kristne bliver fuldstændig modløse og opgivende bare en eller anden vanskelighed, modgang eller ulykke rammer dem. Det virker som om de ikke ved noget som helst mere om trængslen end det de ser og oplever.

Men sådan bør det ikke være med os. Kristne skal være et folk som ser noget mere end det de har foran sine øjne. Som ved noget bare ud fra sin Fars ord. Ser vi ikke noget som helst som trøster os, i trængslen, da kan vi jo ikke tro vor himmelske Fars ord netop om dette.

Lad os nu tænke lidt over hvad Herren, vor Gud siger om lidelser. Først og fremmest siger Herren udtrykkeligt at ingen ting kan hænde os, ikke en gang et hår kan falde af vort hoved, uden at det er vor Fars vilje. Hver eneste lidelse, hver en modgang, stor eller lille, er altså sendt os af den omsorgsfulde og viselige Far. Kan der være noget mere trøsterigt?

Og hvad siger han så videre om meningen og betydningen af alt det bitre som han sender os? Apostelen kommer i teksten ind på hvad trængslen virker. Men vi vil først se på hvad den betyder, hvad Guds mening og hensigt er når han tugter os.

Herren siger: "Alle dem jeg elsker, dem revser og tugter jeg." Måtte vi gemme dette ord i vore hjerter! Det samme siger apostelen: "Når I må tåle tugt, da er det Gud som behandler jer som sønner." Ja, apostelen anser dette tegn på barnekåret så vigtigt at han også tilføjer disse tankevækkende ord: "Hvis I er uden tugt, da er I uægte børn og ikke sønner."

Åh, hvilken uudtømmelig kilde af trøst i al lidelse, hvis vi bare kunne holde fast på disse sandheder! Først at alt som møder os, af ondt eller godt, stort eller lille, er sendt os af vor Far!

For det andet; at alt som tugter, knuser, forskrækker og bekymrer os, - vi som lever i troen på Kristus, det vidner om Guds faderlige omsorg for os. Det er et tegn på vort barnekår. Nu opdrages vi for himmelen.

Men er du endnu et uomvendt menneske, da er det bare din ondskab som gør at du bliver så plaget. "For sine overtrædelser og sine misgerningers skyld blev dårerne plaget." Da er der bare noget endnu værre som venter dig, hvis der ikke sker en omvendelse. Men har du søgt omvendelsens nåde og retfærdigheden af tro, da kan du være tryg i at al din lidelse bare er faderlig omsorg. Hvilken rig trøstens kilde det er at vide dette!

Videre har vi også en rig trøstens kilde i trængslens åndeligt helbredende virkninger. Det er disse apostelen taler om når han fortsætter vor tekst med at trængslen virker tålmodighed.

Ordet "tålmodighed" må ikke opfattes bare som en stille underkastelse i lidelsen. For grundtekstens ord betyder egentlig standhaftighed, udholdenhed i alt godt, modenhed og fasthed i kristendommen, og det at holde ud indtil enden.

Dette virker trængslerne hos sande kristne.  Mens verden gennem lidelserne tværtimod mister besindelsen, knurrer og forbander Gud. Da er det at de som bare rent overfladisk har modtaget ordet med glæde, men ikke har rødder, falder fra på grund af trængslerne. Men de som har "stukket sine rødder dybt ned", i Kristus, bliver gennem trængslerne stadig mere grundfæstet, faste og alvorlige i sit gudsliv.

Det apostelen her tænker på, kan vi ofte se i en flok af vakte og troende sjæle. Selv med et sandt Åndens liv i hjertet, kan en ung kristen som ikke har været prøvet i trængsler, alligevel ofte være temmelig ustadig og vaklende. Hans følelser og verden fører ham hurtigt bort fra den rette vej.

Da vækkes omsorgen hos hans nådesøskende. De bliver bekymret og tænker: Hvordan skal dette gå? Men før man ved et ord af det kommer Gud med hjælpen. Han fæstner et tungt lod til den lette og ustadige sjæl. Det kan være en langvarig lidelse, et bittert tab for hele livet, en langvarig sygdom eller fattigdom, eller en ydmygende og påtrængende fristelse.

Fra nu af bliver den tidligere så ustadige, vaklende sjæl langt mere gudfrygtig og rodfæstet. Går nu dybere ind i Ordet, kæmper nu alvorligere i bøn, bliver nu mere og mere bange for sit eget hjerte o.s.v.

Trængslen virker standhaftighed. Men dermed virker den også særligt tålmodighed. Samme menneske, som i modgangstider var fuldt af krav og utålmodighed, så han i den mindste modgang klagede og knurrede både mod Gud og mennesker, bliver gennem langvarig lidelse så tålmodig og fornøjet tilpas at han synes både Gud og mennesker efterhånden er alt for gode mod ham.

Men hvis vi altid skal kunne følge Guds vej, behøves der også en tålmodighed i en dybere mening. Skal vi altid holde ud gennem al den åndelige stridens trængsel og Guds underlige ledelser, da bliver vi afhængige af en helt særlig tålmodighed. Som også Herren Kristus siger. "Vær tålmodige, så skal I redde jeres sjæle!"