19. maj

 

Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud. Joh. 20:17.

 

Dette var det første Frelseren sagde efter at han var opstået og havde fuldbyrdet sit store værk. Og vi mærker på ordvalget at han har en tydelig omsorg for at vi skal fæste opmærksomheden ved ordet brødre. Særligt fordi han også understreger dette i ordene bagefter: "Min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud." Vi husker også at Kristus før sin død aldrig tiltalte sine disciple med brødre.

Han havde nok tidligere kaldt dem venner, og vist dem stor kærlighed, og i mere almen omtale også sagt at "den som gjorde hans vilje, skulle være hans bror og søster og mor." Men han havde ikke direkte tiltalt dem med brødre.

Dette har virkelig stor betydning. Dette har vi al grund til at standse op for og tænke over. Og at dette var det første Herren udtalte efter sin opstandelse, giver os endnu mere at tænke på. Vi forstår at det var netop dette som var det store mål for hele Kristi forsoning: At genoprette det barnekår hos Gud som vi mistede i syndefaldet.

For alt det øvrige som blev udrettet; at synden blev sonet, lovens forbandelse blev taget bort og den evige retfærdighed ført frem, er alt sammen bare dele af et eneste stort værk: Genoprettelsen af barnekåret som vi havde mistet.

For det er jo dette som er selve hovedsagen, at menneskene i begyndelsen var skabt til Guds børn og arvinger. Og når dette vort barnekår blev tabt i syndefaldet, skulle "kvindens sæd" genoprette dette.

I barnekåret hos Gud har vi al vor frelse og salighed, "for er vi børn, da er vi også arvinger." Det var altså genoprettelsen af dette som var selve målet og indholdet i alt det Kristus, som den anden Adam, skulle udrette.

Den som har forstået dette, vil efter Kristi fuldbragte soning straks spørge: Er vort barnekår nu genoprettet hos Gud? Er vi nu på ny sat ind i det forhold til Gud som menneskene havde før faldet?

Og nu kommer Herren altså selv her og bekræfter det. Det er det første han udtaler efter sin opstandelse. Og han har en særlig omsorg for at vi skal lægge mærke til hvad han siger: "Mine brødre", "min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud", - Min og jeres! Min og jeres! Den som her ikke aner noget stort og guddommeligt, må have sine sanser fuldstændig lammet.

Åh, så underligt! Kristus selv, himmelens Herre, Guds evige Søn, som først kom og blev et menneske nøjagtigt som vi, og som nu har fuldbyrdet genløsningens værk, - han siger om fattige, skrøbelige disciple: Mine brødre - mine - brødre - min Far og jeres Far!

Sådan har Herren nedbrudt skillevæggen. Så er Gud og menneskene på ny forenet. Så er det som gik tabt: Barnekåret hos Gud, blevet genoprettet! Så er Guds Søn, som apostelen siger, blevet den førstefødte blandt mange brødre. Indprent dig dette: "Den førstefødte blandt mange brødre."

Hvad er det jeg hører? Selv om vi tit og ofte har studeret denne vidunderlige broderhilsen, er vi alligevel knapt begyndt at fatte den. Her er der dybder og højder som går ud over al menneskelig forstand. Gaven er alt for stor, og vore hjerter er alt for trange.

Men skulle nogen endnu have dette spørgsmål: Ja, dette sagde han om disciplene, disse trofaste, som stod Jesus nærmest, som havde fulgt ham i mere end tre år, og som var ydmyge og hellige. Det var dem han kaldte brødre. Men hvad har dette med os at gøre?

Da vil vi bare svare: Er det endnu ikke gået op for dig at dette broderskab med Kristus er det samme som vort barnekår hos Gud? Og at dette var selve hovedmålet for Kristi forsoning, som jo ikke skete bare for nogle få venner, men for hele verden!

Ganske rigtigt er det alt for urimeligt at vi, fattige syndere, skulle være Kristi brødre. Men hvad siger Skriften? Og har Kristus nogensinde gjort forskel på folk?

Gud, som er alle menneskers skaber og frelser, ser ikke efter personlighed, men på mennesket. Ikke en gang Kristi egen mor fik lov at have noget fortrin. For alle som hedder menneske var lige for ham.

Det er ganske enkelt menneskene som er så dyrebare for ham. Ikke den eller den person. Bare med den forskel at de genfødte Guds børn ligger i hans favn og er hans store fryd og glæde. Mens de vantro er hans store sorg, fjernt fra hans varme omsorg.

Så gælder dette broderskab da ikke bare de første disciple. Men også alle os som ved deres ord er kommet til tro på Kristus.

Åh, hvilken herlighed! Åh, du evige frydens kilde! Hver eneste en af os som gennem deres ord er begyndt at tro på ham, har samme ret som dem til at vide at dette herlige Kristi budskab også gælder mig: Mine brødre - min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud.