18. maj

 

Selv om havets vand bruser og skummer, selv om bjergene skælver når havet løfter sig. Sela. Alligevel skal Guds stad eje fryden ved sine brønde, der hvor Den Højestes hellige boliger er. Salme 46:4-5.

 

Dette er jo en glad og triumferende sang. Et virkeligt frimodigt hjerte som med sin Gud springer over murene, som svinger sig over alle hindringer, over både bjerge og skrænter. Her finder vi ikke tegn på forsagthed.

Alligevel er denne glade salme skrevet på en tid da "havets vand bruste og skummede", da "store trængsler" var opstået, sådan som vi ser af vers 2.

Hvad er det som gør at man i sådanne tider kan være så frimodig? Læg mærke til hvordan denne kongelige sanger udtrykker sig!

Sådan begynder Salmen: "Gud er vor tilflugt og styrke." Og sådan slutter den: "Hærskarernes Ære er med os. Jakobs Gud er vor tilflugt. Sela."

Det er bare alt om at gøre at sådanne sandheder bliver sande og levende for vort hjerte. At vore øjne åbnes. At der bliver en lille åbning i det tykke mørke som skjuler Guds herlighed for vort øje. Da vil vi, alle sammen, synge og springe af fryd på samme måde som David.

Da Elisas tjener så hæren med heste og vogne som havde lejret sig rundt om byen, råbte han: "Åh, min herre! Hvad skal vi gøre?" Men Elisa sagde: "Frygt ikke, for de som er med os, er flere end de som er med dem."

Men den skælvende tjener var endnu ikke beroliget. Hvad gjorde Elisa da? Han sagde: "Herre, jeg beder dig, åbn hans øjne så han kan se." Da åbnede Herren tjenerens øjne, og han så at bjerget var fuldt af heste og vogne af ild omkring Elisa. Og nu var tjeneren ikke bange længere. Her ser du alt hvad vi behøver: Herre, åbn vore øjne, så vi kan se!

Her må vi forstå at denne Guds stad, den sande, levende kirke, ikke må opfattes som noget ydre kirkesamfund som kan inkludere et helt lands indbyggere, selv om alle er døbt til Kristus. Nej, her tales der om "de helliges samfund", som består af alle levende Kristi lemmer indenfor alle kirker og forsamlinger som har Guds ord. Guds ord er den ene nødvendige sæd til Guds rige, og er derfor spredt ud over hele verden.

Se hvordan disse levende lemmer i Kristus er spredt rundt omkring, her og der! Dette er bruden og Lammets hustru, som en lille stund lever her i et fremmed og fjendtligt land, fjernt fra sit rette hjem, sin brudgoms slot. Dette er Kristi legeme, som endnu skal lide meget på jorden, og venter på sin forløsning. Dette er Herrens menighed, den gode hyrdens hjord som græsser på hans saftige græsmarker. Dette er det "hellige tempel af levende stene, opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, der hvor Jesus Kristus selv er hoved-hjørnestenen."

Dette er de helliges medborgere og Guds husfolk. Blandt disse lever og regerer Herren som en Far i sit hus.

Dette er Herrens have som han selv har plantet, hvor han fryder sig mellem roserne. Det er, kort sagt, "den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, menigheden af de førstefødte som er indskrevet i himlene."

Det er om denne Guds stad David synger så frimodigt og fuld af fryd: "Selv om havets vand bruser og skummer, selv om bjergene skælver når havet løfter sig. Sela. Alligevel skal Guds stad eje fryden ved sine brønde, der hvor Den Højestes hellige boliger er."

Men findes der da også noget i blandt os som svarer til dette herlige budskab vi har her foran os? Eller måske er det bare tomme ord? Og hvad er det da vi har som det karakteristiske kendetegn på Guds folk, på dem som Herren selv kender som sine?

Dette spørgsmål vil altid være det helt afgørende for ærlige sjæle. Og på dette svarer vi: Til dette levende Kristi legeme hører hver eneste en som i større eller mindre syndserkendelse har søgt frelse. Og så omsider har fundet sin eneste trøst, sit liv og sin salighed i Frelseren, - udelukkende i Frelseren. Sådan at han, bare han er den som hjertets længsel er rettet i mod, bare i ham har hjertet fundet sin fred. Og det er hjertets største sorg når han savnes, og største glæde når han er nær.

Ja, dette er brudens kendetegn. Og i dette hjerteforhold er alle kristne lige: At Kristus er uundværlig. Først og fremmest som forsoner og retfærdighed. Så også til helliggørelse og forløsning.

Er det ikke underligt at tænke på at i alle lande og til alle tider, i alle folk, slægter og tungemål der hvor man finder kristne, uanset alle de forskellige folk, traditioner og skikke, - er de i dette hjerteforhold alligevel lige? De kan være meget forskellige på andre områder, i nådegaver og kald, og i enkelte, særlige opfattelser. Men på et område er de alle lige: Kristus, Kristus er deres liv og deres lovsang.

Her ser du hvem disse er som virkelig er Guds folk, og som i vor tekst skildres som Guds stad.

I sandhed en underlig stad! Lille og uanselig, og alligevel så stor og herlig. Stor i sit omfang, over hele verden, strækker sig fra pol til pol. Og overmåde herlig, ud fra sit indre liv og det mål den har i vente.

En gang skal vi så også se dem samlet, alle disse som er spredt rundt om i landene. Da skal bruden stå frem i hendes fulde glans og pryd.