16. maj

 

Vi har ikke en kamp mod kød og blod, men mod fyrster og mægtige, nemlig mod verdens herrer, de som regerer i denne verdens mørke. Ef. 6:12.

 

Ser vi nærmere på, og opsummerer det apostelen her antyder om vor fjende, får vi et forfærdeligt billede af ham; én som samtidig er særdeles mægtig, særdeles listig og snu, og oven i det en usynlig fjende som kan være tæt ind på os uden at vi aner det. Først vil vi se nærmere på dette sidste.

Når apostelen siger "vi har ikke en kamp mod kød og blod, men mod fyrster og mægtige", betyder det på ingen måde at vi ikke også skal stride mod vort eget onde kød og det stærke fordærv som er i os. Men efter Paulus’ sædvanlige måde at tale på betyder det at i denne strid har vi ikke, som i en sædvanlig krig, konkrete legemer vi kan rette våbnene mod, så vi kunne træffe dem med et sværd.

Vore fjender er tværtimod åndevæsener som vi ikke kan dræbe, usynlige fjender som kan være tæt ind på os uden at vi kan se dem eller frygte for at de er så nær. Og bare dette er jo et temmelig skræmmende forhold.

Dernæst lader han os forstå at vore fjender ikke er svage ånder som vi ikke behøver at tage så alvorligt. Men tværtimod særdeles mægtige og betydningsfulde. Han kalder dem fyrster og mægtige - eller nøjagtig efter grundteksten: "Fyrstedømmer" og "magter", eller øvrigheder. Disse ord antyder at djævelen også har et virkeligt rige med sin forfatning og sine love. Sådan at enkelte onde overengle som fyrster og øvrighed, styrer og regerer over de andre djævle.

Videre kalder han dem verdens herrer, som jo er en særdeles skræmmende betegnelse. Men så har Kristus også selv kaldt djævelen for "denne verdens fyrste." Og Paulus kalder ham til og med "denne verdens gud."

Disse betegnelser siger os da også tydeligt at djævelen fuldstændigt regerer samtlige uomvendte mennesker i denne verden, noget vi til dels også kan se med egne øjne. Konger og kejsere er svage slaver, eller trofaste og lydige undersåtter, i hans rige og regering.

Vi ved også at vor fjende er af høj afstamning; han er en falden engel. Og at han har et forfærdeligt mod, når han bevidst vover at kæmpe mod den almægtige Gud. I Kristi dage på jord gik han så langt i sit overmod at han til og med prøvede at friste Herren selv til at falde ned og tilbede ham.

Og den magt han har over et menneske fatter vi når Kristus skildrer menneskene og djævelen som et hus og dets herre. Når han taler om en som stærkt bevæbnet forsvarer sit hus, så er menneskene for djævelen bare som et hus er for husejeren.

På samme måde skildres også hans styrke så stærkt som hans brændende nidkærhed efter at ødelægge os. Det ser vi når apostelen Peter kalder ham en løve, en løve som brøler af sult, som springer omkring og søger nogen han kan opsluge.

Alt dette er jo så forfærdelige skildringer af vor fjende, at et menneske kan have god grund til at grue for at leve på jorden.

Og det er i hvert fald helt sikkert at de som ikke i gudsfrygt holder sig til Herren, må ganske sikkert helt være, eller vil falde, i djævelens klør. Det er også helt sikkert at hvis Herren overlader os til os selv, så er vi fortabte. Da kan djævelen når som helst kaste os i de forfærdeligste dyb af synd og elendighed, og derefter i helvedes afgrund.

Men vi ved også at så sandt vi ikke lever i selvsikkerhed og tillid til vor egen styrke, men er blevet små børn og svage får overfor Herren, skal udfaldet af striden heller ikke være afhængig af vor styrke. Heller ikke af djævelens magt. Men af Herren, som selv skal stride for os, ja, skal bære os i sine arme og bevare os som sine lam.

Hvis Gud bare en eneste time gav djævelen fuld frihed over os, ville han bare på den time rive os i stykker og kaste os i helvede. Hvert øjeblik i vort liv, når dette ikke sker, er derfor et vidnesbyrd om Guds trofaste, omsorgsfulde og stærke nærvær.

Åh, måtte vi også huske godt på dette! Striden er altså en åndelig strid. Den afhænger ikke af vor magt og styrke.

Men den egenskab hos djævelen som vi har mest grund til at frygte, er da også hans list, hans mangfoldige måder at lure og bedrage os på, så vi i det hele taget ikke tænker på at vende os til Herrens kraft, men frivilligt overgiver os til fjenden.

Derfor taler Skriften også mest om denne djævelens egenskab. I Bibelens sidste bog kaldes han den gamle slange, som bedrager hele verden, og deriblandt mange kloge, lærde og oplyste mennesker.

Men måske finder vi ikke noget ord som skildrer denne fjendes frygtelige omfang af list og bedrag mere skrækkelig end det vi hører fra Kristi egen mund: "Satans dybder." Og når apostelen siger at han også skaber sig om til en "lysets engel." Må Gud bevare hvert menneskebarn mod dette!

Mod "Satans dybder" duer ingen menneskes forstand, ingen kundskab eller årvågenhed. Hvis ikke Gud selv "i sit forsyn bevarer vor ånd."

Mod "Satans dybder" vil jeg bare opsætte "Guds dybder", "Israels vogter. Han slumrer ikke og sover ikke."