14. maj

 

Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder. 1. Joh. 1:9.

 

Hvad det vil sige at bekende vore synder, kan vi lære af Davids ord i Salme 32:3,5: "Så længe jeg tav (om det jeg havde gjort, min store synd) var mine ben skøre, idet jeg stønnede hele dagen ... men jeg sagde: "Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren. Og du tog min syndeskyld bort."

Vi ser at denne bekendelse sker overfor Herren. "Jeg vil bekende for Herren", siger David. Da skønner vi at når han siger han "tav", var det også en holdning han indtog overfor Herren.

Men hvad vil det sige, spørger nogen måske. Er det muligt at tie om noget overfor Herren? Alt er jo åbent og synligt for hans øjne!

Jo, dette er noget erfaringen viser os. I Davids mund betyder det egentlig at holde sin synd, sin dårlige og syge samvittighed på en vis afstand fra Gud. Syndserkendelsen skal ligesom helst køles lidt ned, før man er indstillet på at gå frem til nådestolen, falde ned for Gud, erkende synden og bede om tilgivelse og nåde.

Men dette ord kan også siges at tale om alle denne verdens mennesker, som går der døde, og ikke vil omvende sig. For hele verden går og tier med sine synder overfor Herren. Derfor lever de i sin ufrelste, ulykkelige tilstand. De kender ikke synden, og har derfor ikke mulighed for at bekende den ret.

Derfor betyder ordet "bekende" at omvende sig, lære at kende sin synd ret, den overhængende forbandelse som hviler over en, og søge nåde i Kristus. Dette er da også alt hvad der kræves for at få del i den forladelse som allerede er opnået gennem Kristi fuldbragte værk.

Der må opstå en stor hunger i landet hvor den fortabte søn opholder sig, for at han skal få behov for at vende tankerne tilbage til sin fars hus, og den store synd han gjorde, da han forlod sin far og gik ud og ødelagde sin arv. Først da bestemmer han sig: "Jeg vil stå op og gå til min far og bekende: Far, jeg har syndet i mod himmelen og mod dig, og er ikke værd at kaldes din søn. Men lad mig få lov til at være som en af dine daglejere!"

Sådan har Jesus selv gjort ordvalget da han ville give et billede af en omvendelse. Og af disse ord skal vi lære noget om den rette bekendelse. Den fortabte søn nævnte ikke nogen særlig synd. Han sagde bare: "Jeg har syndet i mod himmelen og mod dig, og er ikke værd at kaldes din søn." Han sagde ikke: Den eller den synd har du al grund til at være opbragt over. Men jeg, jeg, hele mig, er uværdig til herefter at kaldes din søn.

Hvad skal vi lære af dette? Blandt andet at der er ingen ret omvendelse når man bare kender og erkender en og anden synd, men samtidig har mange andre gode sider som gør mig selvtilfreds.

Nej, man må indse at man er helt og holdent fordømt, eller kun fordømmelse værd. Videre ser vi at den fortabte søn ikke bare bliver der hvor han er, men begynder virkelig på vejen tilbage til sin far. Det er en falsk syndserkendelse hvis du fortsat kan blive der hvor du er; borte fra Gud, ude i verden og synden.

Men læg også mærke til at den fortabte søn sagde: "Lad mig få lov til at være som en af dine daglejere!" Her er det hans egenretfærdighed og vantro som kommer frem. Han syntes ikke at han på ny kunne få hele sit barnekår af bare nåde, men at han først måtte gøre sig fortjent blandt daglejerne hos sin far. Og dette er en holdning man stadig ser, gentager sig hos dem som omvender sig.

Men der skal vi lægge mærke til at faderen fuldstændig overser denne velmente vildfarelse. Vi ser at "mens sønnen endnu var langt borte (havde ikke nået at bede en eneste bøn, ikke grædt en eneste tåre, ikke gjort en eneste tjeneste), så faderen ham og fik inderlig medlidenhed med ham. Han løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham."

Åh, her ser du den enestående, guddommelige forladelse! Havde faderen ikke haft al grund til at sige: Gå bort, så uværdig du er, du fortabte søn? Du har sløset din arv bort! Du har kastet din arveret fra dig! Men nej, han bebrejdede ham ikke for hans synder med et eneste ord. Han krævede heller ikke den allermindste tilbagebetaling eller godtgørelse. Men sørger straks for at han bliver iført den bedste festdragt, får ring på hånden og sko på fødderne. Og han laver en glædesfest fordi sønnen er kommet hjem.

Sådan har Kristus selv skildret den guddommelige forladelse. Det er sådan han vil vi skal kende ham og forholde os til ham. Faderhjertet var uforandret, ømt og tilgivende, selv under sønnens fravær og forfærdelige syndeliv. Det blev ikke forsonet ved at sønnen kom hjem. Det var for længst tilstrækkelig forsonet! Men han som var draget bort, havde ingen nytte af det før han kom tilbage.

Af dette lærer vi at Gud er forsonet også for de ugudelige, de vantro og uomvendte. Kristus har borttaget også deres synder på én dag. Også de har en nåde og forladelse som er købt til dem; den bedste festdragt; Kristi retfærdigheds skinnende klare silke. Den har længe været færdig også for deres regning, og bare ventet på at blive taget imod.

Her kan vi også lære når det er at dette salige under sker, at en fattig synder virkelig modtager nåde, forladelse og barnekår. Det sker straks han i bevidst alvor vender om til Herren.

D.v.s. når han har mistet troen på sig selv og alt sit eget; sin anger, bøn og sin egen omvendelse, men vender sin opgivende, sultne og tørstende sjæls øje mod den korsfæstede.

Og i endnu stærkere grad når han fatter at han har sin frelse i Kristus. Første gang han ser det i evangeliet som han aldrig før har set; hvordan alt er færdigt, er nok og mere end nok i Kristus.