13. maj

 

I kraft af den nåde som er givet mig, siger jeg til enhver som er i blandt jer, at man ikke må tænke højere om sig selv end man bør tænke. Rom. 12:3.

 

Hele dette brev, hvor vi finder disse ord, skriver apostelen til "alle i Rom som er Guds kære, kaldte og hellige." Alligevel har han altså her denne særlige tilføjelse: "Enhver som er i blandt jer."

Dermed bemærker vi at det ligger ham på hjerte at trænge ind på hver enkelt kristen, for at markere at hver eneste en virkelig trænger til denne advarsel. At nogen ikke må tro at de er frie for at fristes til hovmod.

Når apostelen vil at ikke en eneste skal overse denne formaning, er det samtidig også et klart signal om hvor skadelig netop denne fristelse er.

At tænke for højt om sig selv, have for store tanker om sine gaver og anlæg, og dermed bedåres af hovmods-ånden, - det er det farlige onde som apostelen advarer os mod her.

Og hvis vi skal se endnu nøjere hvad han sigter til med disse ord, må vi også lægge mærke til sammenhængen mellem dette vers og de som følger bagefter (vers 4-8). Der taler han om forskellen mellem de forskellige gaver, deres rette brug i menigheden, og viser hvordan alle Guds børn sammen udgør et legeme, og indbyrdes er hinandens lemmer med forskellige nådegaver.

Af sammenhængen forstår vi da at Paulus med det vers vi har foran os i dag mener, at vi ikke, på grund af forskellige gaver, må splittes eller ophøje os selv, og se ned på de andre. Men beholde åndens enhed, ydmyghed og kærlighed.

Men om vi nu har opfattet apostelens formaning, er det ikke dermed sagt at dette er levendegjort i vore hjerter. Vi er fuldstændig afhængige af at Gud på sin særlige måde forbarmer sig over os, om nogen skal undgå at tænke for højt om sig selv, ja, skal gå ind i et totalt frafald gennem den stærke og farlige hovmods-ånd.

For den fristelse er så påtrængende i al menneskenatur, og den angriber i så forskellige skikkelser. Til sidst stiller den sig så afvisende overfor alt som er ret, at en kristen som skønner dette kan blive mismodig med tanke på livet videre, og bare må råbe: "Gud, forbarm dig over mig!"

For intet menneske går fri for denne fristelse. Den ligger i selve vor natur. Vi finder det tidligt hos de små børn, og ser hvordan de begynder at sætte sig op mod hinanden med sit pral: Jeg er bedre end dig til at gøre dette osv. Og vi ved at det var særligt egenretfærdighed og hovmod den faldne engel i begyndelsen smittede menneskene med, da han sagde: "I skal blive lig Gud...."

Og så ser vi hvordan denne natur fra da af trængte sig på i mennesker, så der næppe findes en kristen som bare klarer at leve et stille og ubemærket liv. For hver eneste en vil strække sig opad.

Dette ser vi til og med der hvor et naturligt grundlag ikke findes. Selv hos dem som bare har en meget beskeden udrustning og anlæg, ja, måske er det man kalder mindre begavet, ser vi til og med ofte denne mærkelige hovmodsindbildning stikke frem. Dette er et ganske mærkeligt studie som bevis på hvor dybt denne tendens ligger i al menneskenatur, selv om den fremtræder i så mange forskellige omstændigheder og skikkelser.

Kan du nu ikke gennem Guds ord og Ånd holdes i ydmyghed, fattigdom og gudsfrygt, da begynder du snart at opbygge store tanker om dig selv. Da er du pludselig langt mere oplyst end andre. Mere viselig, trofast, alvorlig, ydmyg og dygtig.

Da kan du være sikker på at du vil blive styrtet ned fra denne "trone", falde i al slags dårskab, eller i synd og skam. Her kan ingen årvågenhed eller styrke hjælpe dig. Herren Kristus siger udtrykkeligt: "De første skal blive de sidste", "den som ophøjer sig selv, skal ydmyges." Og Peter fortæller hvordan dette foregår: "Gud står de stolte imod."

Når Gud står dig imod, forsøg da aldrig at komme frem på en lettere måde. Du kan prøve med hvad du vil. Uanset så kommer du til at falde. Tror du at du er mere vis og oplyst end alle andre, så vil du falde i flere vildfarelser og dårskab end alle andre. Tror du at du er mere ydmyg og stærk end andre, så kommer du til at falde i mere synd og skam end andre.

Mangen en ung dreng og pige med en strålende fremtid, fik hele sit liv ødelagt bare på grund af hovmod. Mangen en kristen med store nådegaver faldt i de største dårskaber bare fordi han lod sig indtage af smiger og stor ord.

Dette er så tydeligt gennem al erfaring både i stort og småt at hele verden kender ordsproget. "Hovmod står for fald." Her er der ikke noget andet som hjælper end at du i tide lader dig advare. At du straks begynder at påkalde og bede til vor store og almægtige Gud om at han må forbarme sig over dig, og gøre dig ydmyg og fattig i ånden. Og den bøn vil han gerne høre.

Hvis du ikke, selv gennem Ordet og Ånden kan få et ydmygt sind, har Herren nok endnu et middel. Da sender han dig en stærkt ydmygende oplevelse. Men tag da imod også dette som den allerstørste nåde, bare du kan blive bevaret i troen. For da er alt bare nåde - mod det at blive siddende fast i hovmod, og blive "blandt de sidste."

Gud, vær os nådig! Lad da hellere alt andet ondt ramme os, bare ikke hovmodets og forhærdelsens dom!