12. maj

 

Tilpas jer ikke denne verden. Rom. 12:2.

 

Grundtekstens ord for "denne verden" betyder egentlig "denne tid", d.v.s. hele vort jordiske livs tid, som modsætning til den kommende verden. Men tiden eller tidsånden afhænger og består af verdens mennesker, deres ånd og væsen.

Det der tales om her, er derfor netop den verden, den store masse af mennesker som hersker med sin selvoptagethed og onde væsen. Som udvikler sig efter sin faldne natur, og efter "den ånd som nu er virksom i vantroens børn", "i denne verdens mørke." Derfor kaldes denne mægtige, onde ånd også for "denne verdens fyrste."

Derfor er denne verden altid ond, i en konstant strid mod Gud, forførerisk og farlig. Apostlen kalder den også så betegnende for "den nuværende onde verden" (Gal. 1). Derfor kan vi ikke leve et liv hvor "vi tilpasser os denne verden", hvis vi vil ofre os til Gud og gøre hans vilje.

Den som vil være en sand kristen, og følge efter sin Herre gennem livet, må helt og holdent bryde med det sædvanlige verdens væsen. Må, både i måden at tænke, tale og leve på, gå ind på en helt ny vej. Det er dette apostelen her mener med "Tilpas jer ikke denne verden."

Men skal vi følge denne formaning, da er det nødvendigt at vi "overgiver os selv som et offer." For da kommer vi til at leve et så ensomt og underligt liv at vi får hele verden mod os; far og mor, ægtefælle, søskende og mange vel ansete og velmenende mennesker. Og det vil vi ofte opleve som meget svært og bittert.

Lad dig da ikke blive nedslået eller forvildet. Herren Kristus og alle hans efterfølgere er gået denne vej før dig. Ja, mange tusinde er netop derfor blevet martyrer, fordi de ikke kunne leve et liv som tilpasser sig efter denne verden.

Derfor skal du tænke sådan: Ganske vist ser jeg naboerne og mine gamle venner, ja, mine nærmeste, gå en helt anden vej. Og de har hele verdens respekt og venskab. Men på trods af alt dette vil jeg hellere følge Kristus og hans venner. Da har jeg et meget herligere samfund end det jeg giver fra mig. Jeg har Gud og hans engle med mig, ja, alle de hellige helt fra verden blev til. Gud hjælpe mig til at forblive trofast til det sidste!

Du vil også se mange som så selvsikkert regner sig for kristne, men samtidig kan have et tillidsfuldt samfund med Kristi fjender. Deltager måske sammen med dem i mange unyttige ting, f.eks. unødvendigt tidsfordriv på helligdagen. Eller du ser dem kaste mangfoldige timer af den dyrebare nådetid væk i verdslig snak eller læsning. Men da må du som virkelig vil følge Kristus, tænke efter om han og hans disciple brugte tiden til sådant, og så hellere følge disse helliges eksempel.

Når du ser mange som vil være kristne, altid kan tie om Kristus og om den fare de uomvendte lever i, bør du tænke over om dette stemmer med kærlighedsbudet og med Kristi lære og eksempel. Og så leve dit liv med dette som rettesnor. Sådan skal du, både i større og mindre forhold, lære at "ikke leve et liv som tilpasses efter denne verden."

Men indprent dig nøje at dette bare gælder sådanne forhold som fører til synd, som strider mod Guds åbenbare ord, eller mod kærlighedsbudet.

I alle andre forhold derimod skal vi leve som andre mennesker, beholde en naturlig levemåde, og ikke opføre os mærkeligt med et påtaget og kunstigt væsen eller et unødvendigt særpræg.

En hovmodig ånd frister af og til selv ydmyge sjæle til at opføre sig som hyklere; have et særligt udseende og mærkelige kendetegn i måden at være på. Sådan kan nogen selvfølgelig også fristes til at kalde for "ikke at leve et liv som tilpasses efter denne verden." Men det er selvfølgelig ikke det apostelen mener her. Dette er tværtimod skadelig dårskab som bare "giver rum for djævelen."

Selv i måden at være på, kom Herren Kristus "i menneskers lighed, og blev i sin fremtræden fundet som et menneske" - men uden synd. Har du et sundt kristent sind, skal du være hans efterfølger også i dette. Du skal altid tænke på hvad der kan være til nytte for din næste. For det er den bedste rettesnor for alt vort ydre liv.

Alligevel vil du nok gennem troen og bekendelsen, i nidkærhed for Herrens ære og sjæles vel, og ved at du altid er på vagt overfor dig selv, altid blive set på som nogen rart af verden.

Men du må ikke lade dig bekymre af dette. Vi er fremmede og pilegrimme på jorden, som strækker os efter vort rette fædreland, det himmelske. Derfor vil vi jo altid blive set på som tåber af verden, som her på jorden tværtimod har sit hjem og sit alt.

Det er netop på disse helt væsentlige områder som angår Guds sag, vort eget og andres evige liv, vi må vogte os. Så vi ikke lever et liv som tilpasser sig efter denne verden. Det er dette apostelen lægger os på hjerte her.