11. maj

 

Hvad er det jeg endnu mangler? Matt. 19:20.

 

Mange er kristelige, uden at være kristne. Ja, uden i det hele taget at være vakt. Og mange er vakt og på en vis måde omvendt - nemlig ved den omvendelse de selv kan foretage. De har vendt sig bort fra verdens løsslupne, gudløse væsen, og til et viljesbestemt alvorligt og gudfrygtigt livsmønster. Men er stadigvæk ingen ret kristen, endnu ikke frigjort og frelst i Kristus alene.

Mange tror og bekender også at Kristus er vor visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, - fordi de ved at Kristus skal være alt dette, og at det er dette de skal tro og bekende for at være en ret kristen. Men under denne tro og bekendelse er der et hjerte som har sin skjulte trøst og tillid til noget ganske andet. Det kan være omvendelsens alvor, det kan være angeren, bønnen eller kampen. For når disse ting "fungerer tilfredsstillende", da er man så trøstet og så kristelig -. Men er det i Kristus -?

Det sande forhold viser sig når noget af dette ikke fungerer sådan som vi gerne ville. Da kan vi ikke trøstes udelukkende med Kristus. Da betyder han ikke noget som helst! Da viser det sig at være en snigende egenretfærdighedens slange, en falsk tro. For den har ikke sin virkelige - og eneste - trøst i Kristus alene.

Vi finder et herligt og træffende udtryk for disse sandheder i 1. Kong. 19:11-13: "Og se, Herren gik forbi, og en stormvind, stor og kraftig, rev bjergene i stykker og knuste klipperne for Herrens åsyn, men Herren var ikke i stormvinden. Efter stormvinden kom der et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Efter jordskælvet kom der en ild, men Herren var ikke i ilden. Efter ilden kom en svag, hviskende røst. Straks Elias hørte den, dækkede han sit ansigt til med kappen og gik ud og stillede sig i indgangen til hulen."

I dette majestætiske, billedlige under så profeten ikke bare Guds ledelse af sit eget liv skildret og malet for øjnene. Men også et billede på hvordan Gud arbejder i sit nåderige på jord.

Stormvinden, jordskælvet og ilden var jo en træffende skildring af loven, hvordan og når den arbejder. Mens derimod lyden af den svage, hviskende røst, skildrer evangeliet, og når det er tid for dette - først stærkt, og i det ydre.

Det skildrer hvordan Gud handler med menneskene på forskellig måde i Det gamle og Det nye testamente. Men også hvordan Gud arbejder mere stille i det enkelte menneskes indre, hvor også altid en "gammeltestamentlig tid", - med dens love, krav, mangfoldige offertjenester og venten, - går foran Kristi komme og nådefulde åbenbaring. Og denne "gammeltestamentlige tid" kan være lang hos den ene, og kortere hos en anden.

Hos mangen en sjæl rejser der sig nemlig ofte et stormvejr af åndelige opdagelser, indsigt, fortsæt, åndelige ord og aktiviteter. Så det til og med selv i Herrens navn begynder at storme på andre. Begynder at rive bjergene i stykker og knuse klipperne for Herrens åsyn. Og der er stærke meninger om meget. Men sørgelig lidt besindelse og visdom, sørgelig lidt af erfaringens dybde. Ja, selv er de ikke en gang virkelig opvakt. For de har fortsat stor trøst i mange ting i sig selv, og har store forhåbninger til en stadig positiv udvikling i deres omvendelse. Det er bare et stærkt vejr, en stor og kraftig stormvind. "Men Herren var ikke i stormvinden" -!

Så udvikler sagen sig videre med sådan en. Han bliver virkelig opvækket. Der bliver et jordskælv i hans indre. Et skælv som går gennem hans hjerte. Han får at se, at med al sin storm hverken er eller gør han selv det Ordets indhold virkelig kræver. Han forfærdes. Han går nu alvorligt ind for både at gøre og blive det som kræves. Men han lykkedes ikke i dette. Der er ingen kraft. Det blev bare ved jordskælvet, og alt hvad det magtede at oprøre. For "Herren var ikke i jordskælvet." Tværtimod bliver det nu bare værre og værre. For "de syndige lyster bliver vækket ved loven, som vækker al slags ondt begær i ham", og som nu bare overmander ham mere end før. Da begynder der at brænde en ild, en pinende angstens ild og en brændende anstrengelsens ild. Men alt lige nyttesløst - for "Herren var ikke i ilden."

Nu falder modet. Alt er lige frugtesløst. Alle forhåbninger er slået fejl, alle muligheder er tabt. Og nu begynder det at brænde op, det som ilden havde antændt; det egenretfærdige jeg-et: Jeg..., jeg måtte..., jeg skal…, jeg burde jo...! Men Paulus siger: "Og jeg døde."

Men nu, nu kommer "en svag, hviskende røst"; evangeliets helbredende, fredsskabende og frelsende stemme. Nu er tiden inde til at trøste det fortvivlede hjerte. Nu smager det godt at høre om en fuldstændig ufortjent nåde over det helt og holdent fortabte menneskebarn som ligger der i sit blod. Nu, når al anden trøst er slået fejl, får den rette trøst rum i hjertet. Nu falder de stormende tanker til ro. Kvalen og begærene stilner af. Nu er der født et nyt liv, en fryd, en fred, en kærlighed og en samdrægtighed og en fortrolighed med Herren. Nu er der skabt venlige øjne, glade og fredsskabende ord, nye åndelige evner.

For her er Herren nu, her dækker vi ansigtet til i en salig forundring over en så uventet hjælp, en så uforskyldt nåde, og siger: Dette havde jeg aldrig troet. Dette forstod jeg ikke, at det kunne ske på denne måde. At jeg af bare nåde skulle få nåde når jeg var allerværst.

Eller vi bliver stumme i en salig skam over den store nåde, sådan som det står i Ezek 16,63: "Du skal huske, blive skamfuld og aldrig mere åbne din mund på grund af din vanære, når jeg giver soning for dig for alt det du har gjort, siger Herren Gud." Når Elias i den svage, hviskende røst oplevede Herrens nærvær, "da dækkede han sit ansigt til med kappen og gik ud og stillede sig i indgangen til hulen." For ligesom at give udtryk for at han nu bare stillede sig ind under Herrens vilje i alt: "Tal, Herre; din tjener hører."

Først nu er man en kristen, og i stand til at leve et nytestamentligt liv - ikke i bogstavens, men i Åndens tjeneste. Nu er den stummes tunge også løst til lovprisning, til en ret bekendelse af Kristus. En rækkefølge som David også udtrykker sådan: "Jeg troede, derfor talte jeg, men jeg bliver dybt anfægtet."