10. maj

 

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Alt det I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer. Joh. 16:23.

 

Der er mange som tænker som så: "Hvad betyder det at jeg beder? Min bøn er jo så svag, så utilstrækkelig og uværdig, at Gud da umuligt kan høre mig." Svar: Gud bevare dig fra at bygge din tro på bønhørelse, på hvor tilstrækkelig eller værdig din bøn er. For det er det du gør når du på grund af bønnens utilstrækkelighed tvivler på bønhørelse.

Er det da i dit eget navn du skal bede? Har Kristus ikke givet dig lov til at gå i hans navn til Faderen, og stå frem for hans regning, på den værdighed han har opnået gennem al sin lidelse og forbøn, høje råb og tårer, sin død og sit blod? Har han ikke sagt: "Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn. Men bed nu i mit navn, og alt det I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer"?

Afvis derfor djævelens angreb om din uværdighed, og sig: "Jeg behøver slet ikke min egen bøns værdighed. Jeg har en skriftlig fuldmagt fra Den store Herre, Guds enbårne Søn. Han har befalet mig at gå i sit navn til Faderen. Han sagde at "alt det I beder Faderen om i mit navn, det skal han give jer."

Og når denne skriftlige fuldmagt, signeret med Jesu navn, bliver lagt frem for Faderen, da har din bøn en kraft og værdi som holder. Dette bør vi have for øje hver gang vi i vor bøn bruger disse ord: "For din Søn, Jesu Kristi, vor Herres skyld." For Gud værdsætter sin egen Søns befaling og vor lydige tillid til den, meget højt.

Han har jo selv befalet dig at bede. Da gør du bare det han selv har befalet. Og da har din bøn kraft og er værdig på grund af hans befaling.

For hvis Gud så på personen, kunne intet menneske komme frem for ham. Om dette siger Luther: "Derfor må du sige: Mine bønner er ikke dårligere, mindre hellige og velbehagelige for Gud, end Paulus’ og de mest hellige menneskers bønner var. Årsagen er: I det som går på personen, erkender jeg gerne at de levede et helligere liv. Men jeg kan ikke godtage at de har noget fortrin når det gælder befalingen om at bede. For jeg er overbevist om at Gud ikke hører bøn for personens skyld, men for sit ords skyld, og den lydighed vi viser mod ham og Ordet."

Nu har jeg samme befaling om at bede, og samme Kristi fortjeneste som de hellige havde. Når Gud derfor bare ser på dette, bør jeg ikke anse min bøn mindre vigtig og hellig end deres.

Her kræves nu bare tro, den dyrebare gave: Tro. Og særligt når det du beder om, kan synes helt umuligt at opnå, og når Gud venter længe med at bønhøre dig. Da bør du foretage en grundig undersøgelse af om noget virkelig kan være umuligt for Gud.

Og denne undersøgelse skal du selvfølgelig først og fremmest gøre på Bibelens hellige sider. F.eks. i beretningen om Israels udgang af Egypten, hvordan de gik gennem havet. Om Daniel i løvekulen, de tre mænd i den brændende ovn, og det som står om dette i Daniel 2, eller i alle Kristi underværker i Det nye testamente.

Men ret også den samme granskning mod underværkerne på himmelhvælvingen og i blomsterengen. Tror du da stadigvæk noget kan være umuligt for Gud?

Når han da venter med at svare, så tænk på alle de hellige som har ligget i samme prøvelsens ild. Og husk at det hører med til Guds opdragelse af dig. Dette er noget du trænger til for at opøve din tro, din bøn, din ydmyghed og tålmodighed.

Men hvis du har vanskelig ved at tro så meget godt og stort om din Gud, så tænk på enken i Luk. 18. Jesus siger at hun i sin nød havde vendt sig til en stærk person, en dommer. Han hverken frygtede Gud eller tog hensyn til noget menneske, og ville derfor i begyndelsen ikke hjælpe hende. Men til sidst sagde han til sig selv: "Selv om jeg hverken frygter Gud eller tager hensyn til noget menneske, vil jeg hjælpe hende til at få ret, fordi denne enke plager mig (med bøn). Ellers vil hun plage mig ved stadig at komme her."

Så siger Herren: "Hør hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud da ikke hjælpe sine udvalgte til deres ret, dem som råber til ham dag og nat, og er han sen når det gælder dem?"

Se dette Jesu vidunderlige hjertelag! Bare for at opmuntre os til at tro, bruger han en sådan lignelse om sin kærlige Far. Burde vi ikke beskæmmes over vor vantro?

Dommeren var jo ikke uovervindelig, og Gud må da virkelig have et varmere hjerte end denne dommer! Skulle Gud da lade os råbe forgæves dag og nat til ham? "Er han sen når det gælder dem," siger Jesus.

Må Gud så give hver kristen mere iver og tro i bøn! Da vil Guds værk i ham og omkring ham nok også vokse mere. De som er blevet flittige bønnens mennesker, har altid mærkbart større vækst i nåde og visdom, i nådegaver og kraft. Ser du en kristen som har mere rigdom og frugt i disse ting, kan du samtidig være sikker på at det er en som ofte er på knæ for sin Gud.

Derfor ved vi også at de gamle, hellige, som David, Daniel m.fl. var særprægede bønnens mennesker. Det berettes om evangelisten Johannes, at huden på hans knæ var lige så tyk som under fødderne, fordi han tilbragte så meget tid på knæ. Og Prætorius siger: "Jeg har ikke talt så meget med noget menneske som med Gud."