4. juni

 

Vi må gå ind i Guds rige gennem mange trængsler.  Apg. 14:22.

 

Dette er den vej alle Guds børn har måttet gå gennem dette liv. Og mere alder og nåde, mere tro og gaver, har altid været forenet med større prøvelser.

 En gang tillader Herren at Satan må sigte hans børn som hvede, så en David, en Peter falder i store synder. En anden gang tillader han onde mennesker, ulykker eller langvarige anfægtelser at knuse hele en kristens jordiske tilværelse, sådan som det skete med Job.

Et sted befaler han sin ven Abraham at ofre sit barn, underets, løftets søn; Isak, som var det mest dyrebare for fars hjerte. Et andet sted bliver Israels yndlingssøn, Josef, med alle sine åbenbaringer og fremtidshåb, solgt og bortført som slave til et fremmed land. Så ser vi at Herren lader en Paulus flere gange bede om at blive sat fri fra djævelens plage, men bliver ikke bønhørt.

 En anden gang lader han en Johannes, "Brudgommens ven", næst efter Guds Søn "den største som var født af kvinder", sidde som fuldstændig forladt i Herodes’ fængsel. Og til sidst, ligesom bare en leg, bliver han dræbt, ikke engang, som andre martyrer, med tro og frimodighed kunne ære Guds kraft foran mange tilskuere. Nej, her hedder det bare: "Giv mig Johannes’ hoved på et fad."

Her må man erkende at der kræves tro uden at se. At Johannes var en Guds øjesten, én han elskede af hjertet, og hans Søns nærmeste ven på jord, én Gud særligt omsluttede med sin kærlighed, - det kunne man ikke se nu. Nu var Guds kærlighed sandelig dybt skjult.

Men på denne måde er det Gud plejer at handle med dem han elsker allermest, dem han giver de største gaver og vil forherlige mest. Overfor dem stiller han sig ofte som om han ikke vil have noget som helst med dem at gøre. Lader al slags nød og sorg ramme dem, deres egne synder og skrøbeligheder forfærde dem, og verden og djævelen anfægte dem.

Når de så søger Gud, sin eneste trøst og hjælper, lader han over lang tid som om han ikke hører dem. Og det onde bliver bare værre og værre. Da sukker de stakkels Guds børn ængsteligt, og tror Gud med al grund har forladt dem for altid, for deres store synders skyld.

Da høres bitre suk fra manden efter Guds hjerte: "Jeg er drevet bort fra Herrens åsyn!" Da klager Jeremias sig: "Herren har vendt sin hånd mod mig og omringet mig med bitterhed og slid. Han har muret mig inde så jeg ikke kan komme ud. Han har stængt mine veje med mure af tilhuggede sten. Han har gjort stierne krogede for mig. - Og selv om jeg skriger og råber, lukker han bare ørerne for min bøn."

Daniel, som Gud havde mødt gennem en engel med denne tiltale: "Du højt elskede mand", måtte være seks dage og seks nætter i løvehulen, før Herren endelig kommer til ham med mad. Da ser vi hvordan han er forundret over at Gud ikke har glemt ham. For han udbryder: "Herre, Gud, du tænker altså endnu på mig!"*

Men trænger vi til flere eksempler? Han som er gået foran i alt, Guds enbårne, elskede Søn, råber jo i dybeste nød: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Hvorfor er du så langt borte fra at frelse mig, og fra min klages ord?"

Når alle Guds hellige altså sukkede på denne måde, samtidig med at de stod i den allerstørste nåde hos Herren, skulle vi da ikke også være indstillet på at gå den samme vej? Den som ikke har en prøvet og anfægtet tro, har så vist ingen levende tro. "Hvis I er uden tugt, da er I uægte børn og ikke sønner."

Hver eneste sand kristen skal i det mindste anfægtes så meget af sine egne synder at han vil have vanskeligt ved at kunne tro Guds nåde. Desuden vil djævelen og verden anfægte ham på alle måder, så han ikke vil få meget ro på jorden.

Prætorius siger så stærkt: "Hver eneste kristen må først have en djævel. Så en Judas. Derefter en Kaifas og en Pilatus. Og sådan lade sig hudflettes lige til blodet. Når den ene holder op, tager to andre til. Når så de standser, stiller fire nye op, den ene værre end den anden. Og sådan vil det fortsætte til lidelsen er fuldkommen. Jo mere hellig en kristen er, desto større martyrium må han igennem. En ydmyg og helliggjort kristen vil skulle smage alt som er bittert i denne verden, og ofte ikke have en eneste som trøster."

Og årsagen til denne underlige måde Herren fører os på, er at han ikke kender noget bedre middel til at døde vort gamle Adam. Til at kvæle det adamittiske sind hos os, som altid vil se, forstå og kunne udregne Herren, og selv dømme over hans domme.

Sådan vil han virke og opøve os i det som er den rette tro. Derfor har han også ladet alt det onde som fulgte med Adams fald, fortsat være blandt os her på jord; hele den syndflod, alt dens indre fordærv og den store flok af onde ånder og deres indvirkning på vore sind. Og ud over det mørke og kval som strømmer ud fra alt dette, og plager et hjerte som så gerne vil være hellig og ren, åndelig og himmelvendt.

Desuden er hjertet jo hos en vakt sjæl noget af det mest ømfindtlige og forsagte på denne jord. Det er som et åbent sår hvor et sandskorn eller et vindpust er nok til at skabe smerte. Og da kan man let tænke sig hvordan en kristens liv vil være fuldt af bitre oplevelser, bekymringer og anfægtelser, som omgiver de troendes sjæle som tykke og mørke skyer.

 

* Sådan som vi ser det gengivet i "Tillæg til Daniels bog" (Apokryferne) 14:31-42.