26. juni

 

Hvad skal jeg gøre for at blive frelst? Ap. G. 16:30.

 

Du spørger: "Hvordan skal jeg få lov at eje nåden som er givet os i Kristus? Jeg ved jo at så højt har Gud elsket verden at han sendte sin enbårne Søn for at blive vor anden Adam. Til at stå i vort sted ind for Gud, "en retfærdig for uretfærdige." For i vort sted at gøre det vi skulle have gjort, og lide det vi skulle have lidt.

Jeg anser at dette er den dybe, uforanderlige grundvold for alle Adams børn, for at blive frelst. For ingen kan lægge en anden grundvold end den som er lagt, det er Jesus Kristus. Sådan har jeg altså store skatte gennem Kristi fuldbragte værk, som det også er lovet mig i det evige testamente.

Men nu er spørgsmålet: Hvad skal jeg så gøre for at få disse nådens skatte i eje? Hvad er den rette måde at modtage dem på? For det er jo let for enhver at forstå at det ikke er alle mennesker som bliver frelst, ikke alle som virkelig kommer til at eje den store arv. Men alene dem som søger og modtager den på rette måde.

Hvem som helst indser jo at den som overhovedet ikke søger denne skat, eller som søger den på forkert måde, har ikke mere af den end om arven aldrig havde været oprettet for os. Hvordan skal jeg da kunne blive helt sikker på hvad der er den eneste rette måde jeg kan få dette Kristi fuldbragte værk i eje på?"

Svar: Det havde aldrig her i livet været muligt at blive sikker på dette, om ikke Gud i sin evige rådslutning i himmelen også i dette spørgsmål havde et afgjort svar, og derefter også havde åbenbaret det for os i sit ord. Men, - højlovet være Herrens navn! - Så har han da virkelig fastsat en helt bestemt måde hvorpå vi kan komme til at eje denne nåde som ligger færdig til os. Og denne måde han har besluttet, har han i så tydelige ordvalg åbenbaret for os, at han kunne sige: Nu har de ingen undskyldning.

Den som derfor bare vil give agt på Guds ord om hvordan vi skal blive frelst, sådan som det er åbenbaret i Skriften, kan blive lige så sikker på vejen til frelse som han nogensinde kan blive på at han selv er til.

Den som aldrig kan blive sikker på hvordan han skal blive frelst, har ganske sikkert aldrig givet agt på Guds evige rådslutning om dette, sådan som det er åbenbaret i Ordet. Men har i stedet bare gennem eget tankespind, ved at spørge sin egen blinde fornuft, gjort sin egen frelsesvej.

Når et sådant menneske læser i Skriften det lille enfoldige ord som skjuler hele hemmeligheden om hvordan vi indtager Guds rige, bliver han betænkelig over at det står sådan. Ja, han tager anstød af det. I stedet for ydmygt og åbent at lade Ordet trænge ind og overbevise sig. Og på den måde vil han bare forvirres og forblindes mere og mere, og står fast i en evig uvished.

Tusindvis af mennesker har nok undret sig over hvorfor det lille enfoldige ord tro stadig gentages i Skriften. Og hvorfor netop hele vor frelse skal være bundet til troen. Tusinder har taget anstød af dette. Men hvad hjælper det? Den står der endnu, denne forargelsens klippe, urokkelig fast, og bygget på Guds evigt besluttede vej til fred.

Fra evighed af har Gud nemlig besluttet, og åbenbaret i sit ord, at hans enbårne Søn, vor mellemmand, af bare nåde skulle lægge hele frelsesskatten færdig for os gennem sit eget fuldbragte værk. Og skænke os den som en fri gave. Derfor skulle vi ikke behøve at gøre det mindste for at fortjene eller blive værdige til at få den. Vi skulle bare modtage den som en ufortjent gave.

Men fordi denne gave bliver delt ud gennem ord og løfter, kunne den ikke modtages på anden vis end ved troen.

Her bør der da lægges godt mærke til at den frelsende tro ikke er noget andet end tro, end at modtage gaven på en måde som harmonerer med måden, den bliver givet på. Den bliver skænket som en gave, og skal modtages som en gave. Bliver givet os ved ord, og skal modtages ved tro.

For os er det bare at tage imod. Apostelen siger: "Derfor er det ved tro, for at det kunne være af nåde, sådan at løftet kunne stå fast for hele slægten." For grundlaget var: "Af nåde er I frelst, ved tro, og ikke af jer selv. Det er Guds gave." Indprent dig dette. "Det er Guds gave!" Husk: Det er en gave!

Dette er grunden til at samtidig som Kristus forkyndte Faderens evige råd til frelse: "Så højt har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne", så tilføjede han straks den måde og midlet som var besluttet for at vi skulle få lov at eje denne gave. Han sagde: "For at hver den som tror på ham ikke skal gå fortabt, men have evigt liv."

Og samtidig som han gav sine disciple den store apostel-tjeneste: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen", så forklarede han også straks hvem der skulle få del i dette: "Den som tror og bliver døbt, skal blive frelst." Ja, dette var også grunden til at Jesus selv stadig tog dette ord i sin mund: "Din tro har frelst dig", "det ske dig som du tror", "dersom du troede."

Sådan er alle fædrene i Det gamle testamente også blevet retfærdige ved tro, og har "fået det vidnesbyrd at de var til behag for Gud." Allerede Adams og Evas anden søn, Abel, var retfærdig ved troen. Derfor var hans offer til behag for Gud. Og "ved den (troen) fik han det vidnesbyrd at han var retfærdig."

"Ved tro ærede Noah Gud, og blev arving til den retfærdighed som er af troen." Og "Abraham troede Gud på løftet om den velsignede sæd (slægten; Kristus), og det blev regnet ham til retfærdighed." Og den fromme Tobias sagde: "Vi venter et liv som Gud skal give dem som bliver stærke og faste i troen på ham."