19. juni

 

Kan en kvinde vel glemme sit diende barn, så hun ikke har medynk med barnet som hun selv har født? Sandelig, disse kan vel glemme, men jeg kan ikke glemme dig!  Es. 49:15.

 

Sion, flokken af dem som troede på Herren, var fortvivlet. I verset foran dette havde de klaget i sin nød: "Herren har forladt mig, min Herre har glemt mig!"

Sions klager er som mennesker som går alene i en skov og taler med sig selv - går alene og ligesom klager sin nød for bjergene og for træerne i skoven. Da bliver Herrens svar til Sion som et ekko mellem bjergene. Og Sion hører en stemme, men ser ikke den som taler.

Nu ved vi jo at et ekko svarer på det sidste, og ikke det første ord. Sådan er det også her. Sion har sagt: "Herren har forladt mig, min Herre har glemt mig!" Så griber han fat i det sidste ord; "glemt mig", og svarer: "Hvad er det du siger? "Glemt mig!" Kan en kvinde vel glemme sit diende barn?"

Han svarer ikke på det første ord; "forladt mig." For det er vel muligt at Herren for en vis tid kan forlade - eller rettere sagt, gøre som om han forlader sine børn, når han skjuler sit ansigt for dem, skjuler sig i nødens stund. Men det er ret og slet umuligt at han et eneste øjeblik kan glemme dem.

Det overrasker altså ikke Herren at der bliver sagt: "Herren har forladt mig." Men at Sion også kan finde på at sige at "Herren har glemt mig!", det kan han ikke godtage. Det er for hård tale. Det vil han klart afvise: "Kan en kvinde vel (egentlig en mor) glemme sit diende barn, så hun ikke har medynk med barnet som hun selv har født? Sandelig, disse kan vel glemme, men jeg kan ikke glemme dig! Se, i begge mine hænder har jeg tegnet dig!"

Med disse ord stadfæster Herren altså klart at han hverken kan eller vil glemme sit Sion. Han kan ikke. Lige så lidt som en mor kan glemme sit diende barn, lige så lidt kan han gøre det. Og om så hun kunne glemme, så vil han alligevel ikke kunne glemme: "Om hun også glemmer, så kan jeg ikke glemme dig!"

Han viser også grunden til at han lige så lidt vil som kan, for han siger: "I begge mine hænder har jeg tegnet dig." Hvordan kan jeg da, hvordan skulle jeg da kunne ville glemme dig? Andre steder i Bibelen viser han at han også har en fars kærlighed.

Men det er ikke nok. Han har mere, han har en endnu mere øm kærlighed; han har en mors kærlighed: "Kan en kvinde vel glemme sit diende barn?" Ja, han viser at hans kærlighed er endnu større end en mors kærlighed. "Sandelig, disse kan vel glemme (han anser det altså for muligt at en kvinde kan komme til at gøre det), men jeg kan ikke glemme dig." Han viser at hans kærlighed er uden sidestykke, for den er til og med større end en mors kærlighed.

Så er dette da den dybeste grund til al den kærlighed, nåde og barmhjertighed Herren, vor Gud, har vist menneskeslægten helt fra skabelsen af; hans eget væsens helt særskilte kærlighed. En kærlighed som intet menneske endnu har kunnet fatte. Fordi heller ikke noget menneske nogen sinde har oplevet noget som ligner denne kærlighed. For den er nøjagtig som hele Guds øvrige væsen; umådelig, uendelig og ufattelig.

I denne sit høje væsens kærlighed skabte Gud menneskene, så fuldkomment udrustet og så rigt omgivet af alt det de kunne have brug for, noget hele naturen taler om. Og i denne kærlighed sendte Gud os sin Søn som Frelser, fordi vi ved vore overtrædelser mod Skaberen pådrager os retfærdig fordømmelse. Kristus siger: "Så højt har Gud elsket verden at han gav os sin enbårne Søn."

I denne kærlighed er det han ikke bare modtager de største syndere, men også selv leder efter dem. Sådan som Kristus viser hvordan faderen løb mod sin fortabte og uværdige søn, faldt om halsen på ham, kyssede ham og sagde: "Nu må vi glæde og fryde os, for denne min søn var død og har fået liv igen." Det er denne guddommelige kærlighed som taler her: Kan en kvinde vel glemme sit diende barn?

Men hvem kan fatte og udtrykke en sådan kærlighed? Johannes var ikke i stand til at udtrykke sig anderledes end at Gud selv var kærligheden - Gud er kærlighed. Så er dette da først og fremmest grunden til at Gud aldrig kan glemme os eller holde op med at tænke på os.

Det andet forhold Gud retter sit fattige Sions opmærksomhed mod er dette at barnet er en frugt af sin mors liv. Han siger: "Barnet hun selv har født!" Meningen ville være kommet godt nok frem bare med ordet "barn." Men denne tilføjelse: Barnet hun selv har født, skulle rette vor opmærksomhed mod et særdeles nærgående forhold for moderhjertet.

Men Herren vil jo med det alt sammen udtrykke sit eget hjertes forhold til menneskene, og der er ikke et eneste forhold i billedet som ikke skulle stemme over ens med det som billedet først og fremmest viser os.

Og da finder vi her en særdeles udpræget og trøsterig påmindelse. Menneskene er den store og kærlige Guds "livs søn." Eller; hvordan er menneskene blevet til? Hvad er vi skabt af? Denne underlige slægt på jord som kaldes for menneske, hvordan er den kommet? Er mennesket ikke født/skabt af Gud?

Dette er nu den dybeste grund til at Gud ikke helt kan glemme os.