18. juni

 

Voks i nåde og kendskab til vor Herre og Frelser Jesus Kristus!  2. Pet. 3:18.

 

Her siger nogen: "Jeg er nu begyndt at tro, men føler mig alligevel ofte så uendelig svag på mange områder. Hvordan skal jeg få mere kraft, og vokse i helliggørelse?"

Åh, så sørgeligt at vi på alle områder skal være totalt afhængige af Kristus! Ja, det synes den gamle Adam virkelig. Men det nytter ikke at høre på ham.

For den som er færdig med selvstræbet, som er ydmyget og dødet, nådebarnet som har fundet sin trøst i Kristus, er denne afhængighed af Kristus derimod den herligste trøst. Dette er noget vi alle kan bekræfte. Vi har erfaret, at netop det som var totalt umuligt da vi stræbte og kæmpede mest, blev så uendelig let når bare Herren fik lov at komme til, fik givet os troen, freden, fryden og kraften. Da gik det ligesom af sig selv.

Og alligevel glemmer vi stadigvæk dette. Den gamle, evige selviskhed i os rejser igen og igen slangens hoved. Igen vil vi forsøge at klare os selv. Vi siger: "Jeg skulle jo, jeg burde jo det ene og det andet. Men jeg kan ikke tro, for jeg er jo så svag...." Vi vil ikke tro, at vi slet ikke er i stand til at udrette noget som helst - andet end det som er ondt.

Og dette fører os ofte ind i en forfærdelig frygt, i anfægtelser, mørke og vildfarelser. Særlig hvis vi tilmed selv har et ganske andet billede af en kristen end Skriften viser os, og vi drømmer om en helt anden vej og kraft end den Gud har lovet. Om en kraft som er stærk og konstant, og ligesom overladt i vore egne hænder, så vi selv kan eje troen, freden og styrken.

Hvis man sidder med et sådant opdigtet billede af en kristen, og endnu aldrig har fundet noget som ligner dette i sit eget liv, da ender man snart i fortvivlelse og bitterhed. Da knurrer man, og ser slet ikke nogen nåde eller noget Åndens værk over sit liv.

Forvirringen og fortvivlelsen bliver bare værre når man i sin bøn ubevidst fortæller Gud både når og hvordan han skal bønhøre os. Så tænker man at "Gud har jo lovet at høre bøn. Og dette som jeg nu beder om, må nødvendigvis være hans vilje. Han kan jo ikke ville at jeg skal være så svag og fuld af synd, ja, helt som en djævelens slave. Når han nu ikke hører mig, forstår jeg jo at han fuldstændig må have forladt mig." Da kan det let ske at man finder på en eller anden galskab, at man fornægter Herren eller fortvivler.

Da er det om at gøre at vi husker godt på hvordan Herren fører sine på underlig vis. Hvordan f.eks. Paulus tre gange bad Herren om at blive Satans engel kvit. Men fik til svar: "Lad min nåde være nok for dig. For min kraft bliver fuldendt i skrøbelighed." Og den lærdom apostelen tog til sig af dette: "Derfor vil jeg mest af alt rose mig af mine skrøbeligheder, for at - læg mærke til - for at Kristi kraft kan bo i mig… for når jeg er svag, da er jeg stærk."

Læg mærke til dette: "Når jeg er svag, da er jeg stærk!" Det er hemmeligheden med en kristens styrke. Som om apostelen ville sige: Den eneste hindring for min styrke er at jeg er alt for stærk i mig selv. Jo mere min egen svaghed bliver følbar, desto større Guds kraft får jeg, desto lettere kan Gud gøre med mig det han vil.

Et andet sted fortæller apostelen om en lige så hård prøvelse, og siger: "Vi blev i den grad tynget ned, mere end vi magtede, sådan at vi til og med tvivlede på om vi skulle redde livet. Ja, vi var blevet overbevist om at vi helt sikkert kom til at dø. Og dette skete for at vi ikke skulle finde noget at trøste os ved hos os selv, bare hos Gud som opvækker døde. Han som også friede os ud fra det som så ud som døden for os, og endnu dagligt udfrier os."

Sådan må Gud altså blive vort eneste håb, så vi ikke har noget andet at trøste os til end ham som kan opvække døde.

Og da synes menneskene at være i en meget ynkelig stilling, når de bare har Gud at håbe på. Gud er ikke meget at håbe på, synes de! Vi opfører os som uforstandige dyr. Derfor trænger vi til denne opdragelse, hvis den rette tro og kraft nogensinde skal blive virksom i os.

Det var også situationen med Abraham da han gik for at ofre Isak. Han "troede Gud, han som gør de døde levende og kalder på det som ikke er til, som om det er til. Og han troede med håb, der hvor der ikke var noget håb." Og i 5. Mos. 8:16 står denne underlige forklaring: "Han ville ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han til sidst kunne gøre godt imod dig. Ellers ville du sige i dit hjerte: Min kraft og mine hænders styrke har givet mig denne velstand. Men du skal huske på Herren, din Gud, for det er ham som giver styrken."

Kort sagt: Jo før vi mister al tro på nogen kraft i os selv, jo før bliver det bedre med os. Da ligger vi i Herrens hånd. Og hans barmhjertighed er stor.

Da siger vi til Herren Jesus: Du ser og ved jo, at jeg ikke kan gøre noget som helst. At jeg hellere tusind gange må fare til helvede, end at jeg af mig selv skulle kunne præstere nogen tro eller magte noget bedre liv. Slipper du mig, falder jeg i synd efter synd, i tvivl efter tvivl, dårskab efter dårskab. Det er bare dig jeg kan håbe på. Og du har jo også sagt at "uden mig kan I slet intet gøre." "Jeg, jeg skal gøre det, løfte, bære og hjælpe jer."

Og vær du sikker på at da skal vi også nok snart erfare det. For når bare Kristus får lov at blive vort alt, da kommer forløsningen vi længes efter, freden og kraften tilbage.

Da bliver vi bare stående i en salig undren, og siger: Så let det går nu, det som før var ganske umuligt! Jeg skønner at alt afhænger af at det bliver Gud som får lov at give!