17. juni

 

Mit folk hørte ikke på min røst. Så sendte jeg dem fra mig med sine hårde hjerter, til at vandre efter sine egne råd. Salme 81:12-13.

 

Her ser vi hvad følgen bliver af at vi ikke hører når vi bliver kaldet af Gud, men står imod og gør Den Hellige Ånd sorg. Da må den gode og omsorgsfulde Ånd vige fra os. Og hvad andet skulle den barmhjertige Gud vel kunne gøre?

I sin evige, ubegribelige kærlighed sendte han sin enbårne Søn til os. Han blev vor bror og stedfortræder. Han tog vore synder og pligter på sig. Han blev sine tjeneres tjener og opfyldte loven for os. Og med sin lidelse og død sonede han vore misgerninger og gav os arven og barnekåret i himmelen tilbage.

Så sender han os sit ord og sin Hellige Ånd, som ømt opsøger os, rører ved vore hjerter, og indbyder os til nådens gæstebud.

Men hvis alt dette bare er forgæves? Hvad så hvis vi stadig bare foragter både hans advarsler og hans nåde? For vi elsker vor forretning og vor mark mere end hele Guds nåde. Elsker verdens venskab mere end Guds venskab, og står derfor altid imod, og gør Guds Hellige Ånd sorg.

Hvad andet skulle Gud da gøre end at overlade os til vor egen viljes råd, og sige: "Vil I ikke følge mig, så skal I følge djævelen og jeres egne lyster!" Så overlader han menneskene til sig selv. Og straks er de døde og forhærdet, så der ikke er noget Guds ord som bevæger dem. Da kan de roligt og selvsikkert fortsætte i synden, tro løgnen og falde i al mulig vildfarelse, i synd og skam.

Sådan er det det sker: "De hørte ikke på min røst. Derfor sendte jeg dem fra mig med sine hårde hjerter, til at vandre efter sine egne råd." De skal synde uden at de reagerer på det. Som også apostelen siger: "Selv om de kendte Gud, ærede de ham ikke som Gud, men de blev ødelagt i sine tanker, og deres tåbelige hjerte blev formørket. Derfor overgav Gud dem også til urenhed i sine hjerters onde lyster."

"Mens de påberåbte sig at være vise, blev de bare tåbelige." Sådan foregår det når et menneske forhærdes.

Og tænk så over hvad dette betyder! Al evne til at registrere det åndelige ophører. Man bliver fuldstændig ligegyldig og kold, utilgængelig for hvert eneste Guds ord. Vort sind bliver ligegyldig og letsindig. Hverken nådens herlige kald eller lovens pile kan bevæge denne forfærdelige dødssøvn. Vi kender ikke længere nogen anger over det som ligger bag, og heller ingen bekymring for hvad der venter os i fremtiden.

Nøjagtig som et dødt legeme ikke mærker et stykke glødende kul som lægges på brystet. Eller som ingen regndråbe kan trænge ind i et hårdt fjeld, om de så oversvømmer det som fra himlens åbne sluser.

Sådan er det med dem som har fået et forhærdet hjerte. Er han i kirken, så bevæges han ikke selv af de stærkeste sandheder. Selv om de hos alle andre virker "Ånds og krafts bevis." Han kan være til stede når både dåb og nadver forrettes, uden at det får lov at virke nogen dybere erkendelse hos ham. Lige lidt påvirkes han af at stå ved et lig.

Udbred himmelens herlighed for ham, og det rører ham ikke. Fremhold de fordømtes kvaler for ham, og det vil ikke gøre ham urolig. Før ham til Golgata, og hold Ham som blødte og døde for syndere, op foran ham, og han vil være lige ubevægelig, kold som is, hård som sten.

Venner kan bønfalde ham - men han hører det ikke. Forkyndere kan advare ham, og det rører ham ikke noget som helst. Han er som en sten. En sten kan sprænges - men smelter ikke, bliver ikke blød. Netop sådan er det med den som er forhærdet. Her må vi give Guds ord ret, som siger: "Ve dem når jeg vender mig fra dem!"

Åh, min Gud, lad mig gerne blive fattig, ja, en tigger. Lad mig hellere blive syg, blind og døv. Lad mig bare ikke blive forhærdet! "Kast mig ikke bort fra dit ansigt, og tag ikke din Hellige Ånd fra mig!"

Men den derimod som endnu kan blive bange for sig selv, endnu kan bevæges af Guds ord til at stoppe op eller omvende sig, får måske en lyst til at tro og være et Guds barn. Det menneske har trods alt et bevis i sig selv på at Gud ikke har overgivet ham til forhærdelse.

Men netop han må vogte sig for den djævel som nu siger: "Du ved jo godt selv at du har synder, som stadig følger dig. Og da må du jo også være opgivet og forladt af Gud!"

Nej, at synden forfølger os, beviser ikke noget som helst. Det er alle Guds børns nød og klage så længe de er her i kødet. Ånden anklager dig, og du forsøger at blive løst fra synden. Men holder du dig bare ved nådestolen, hører evangeliet og søger troen på blodet som renser i evighed, - og trodser al fornuft og følelser, - da bor Den Hellige Ånd endnu i dig som i sit rette værksted. Den er bare optaget med at opsøge syge syndere.

Blev du fri fra al synd, da havde Den Hellige Ånd ikke mere at gøre hos dig. Kristi rige er et rige for syndere.

Lad dig ikke føre vild! Det er kun dem som ikke lader sig tugte af Den Hellige Ånd, som han må forlade. Måtte Gud i sin nåde bevare os fra at det skulle ske!

Åh, Gud, tag ikke din Hellige Ånd fra mig! Tag ikke din Hellige Ånd fra mig!