15. juni

 

Lad os frygte, så vi ikke skal falde fra det løfte som endnu gælder, om at komme ind til hans hvile. Heb. 4:1.

 

Her ville nogen måske sige: Det er jo netop dette jeg frygter for. Netop nu har jeg vel nåde til at tro. Men hvordan skal jeg kunne blive stående indtil enden? Vi ser jo at mange falder fra og går fortabt. Svar: Kristus siger: "Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine, og jeg er kendt af mine. Mine får hører min røst, og ingen skal rive dem ud af min hånd."

Disse ord viser at ingen behøver at være bange for om de skal blive stående, ingen behøver at gå fortabt. Ingen kan rives ud af den gode hyrdes hånd. Ingen skal være i stand til at skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Og længere går Skriften ikke med sine forklaringer om netop dette.

Mange som ikke er fornøjet med at stå i en konstant afhængighed af Kristus, vil have et løfte om at de aldrig kan falde fra. Skriften giver ikke nogen sådan garanti, men understreger tværtimod det modsatte for os. Og advarer hver og en mod denne fare. Vi overlades derfor altid i en frygt for os selv - og med vor fortrøstning i Herren alene.

Og dette er da også den stærkeste medicin for vort åndelige liv. Det er også dette Skriften med tydelige ord understreger: "Pas på at I færdes med frygt al den tid I er udlændinge her! Fryd jer med bæven! Lad os frygte, så vi ikke skal falde fra det løfte som endnu gælder, om at komme ind til hans hvile. I som frygter Herren, sæt jeres lid til hans barmhjertighed, for han svigter jer ikke."

Hvad er så vor trøst i Herren? Jo, at Kristus, Guds Søn som gav sit liv for os, er vor hyrde. Hans kærlighed og trofasthed var jo så stor at han for vor skyld blev menneske, blev gjort sine brødre lig i alle ting, blev prøvet i alt sådan som vi, og til sidst gav sit liv for fårene.

Hvad skulle vi da ikke kunne vente os af ham? Når han så også er en almægtig Gud - hvilken fjende kan da skade det får som ligger på hans skuldre, som hører hans røst og holder sig tæt indtil ham?

Dette er vor trøst at han, den gode hyrde, selv skal føde sine får, d.v.s. hele vejen ved evangeliets ord, holde vor tro levende. Styrke og holde trøsten og glæden i ham, kærligheden og håbet levende. At han skal opsøge det fortabte og føre det tilbage som har forvildet sig bort.

Han vil altså, selv når vi har forvildet os bort fra den rette vej, ikke forlade os. Men vil gå efter det får som er borte, råbe og lokke det tilbage. Og bare det på ny begynder at lytte til hans røst, vil han lægge det på sine skuldre med glæde.

Han skal forbinde dem som er såret, d.v.s. trøste og opmuntre de sjæle som Satan har hærget rundt med, og genoprette både deres sjæl og helbred. Han skal styrke de svage. Og lammene, som ikke har været i stand til at følge hjorden, skal han samle i sin favn og bære dem i sit skød. Kort sagt vogte hele hjorden som den enkelte behøver det.

Men skal fårene da ikke selv bidrage med noget som helst i denne sag? Om dem siger Herren bare dette: Mine får hører min røst. For det første er netop dette jo det samme som at "de har sat sin lid til mig, de har ikke noget andet håb end mig."

For den som i nødens stund er vort håb, hans røst hører vi nøje efter. Det at høre Herrens røst betyder for det andet at lytte opmærksomt til den, værdsætte den højt og tage den til os som mad for vor sjæl. Og at skelne den fra fremmede røster.

Dette er alt hvad vi behøver. For alt det den gode hyrde gør for at bevare os, det gør han gennem sin røst. Hvis vi da bare lytter opmærksomt til hans røst, vil vi blive hjulpet i al vor nød. Alle Satans listige angreb, alle kødets fristelser, al verdens forførelse, al vor svaghed, vantro, ligegyldighed, overmod - kort sagt: Alt ondt og alle sår bliver lægt bare vi lytter til hans røst.

Ingen kristen er så stærk, så lærd i Gud, så troende, så fast i sin kristendom at han ikke kan blive angrebet af alt muligt ondt. Så afhænger alt altså af at han endnu har det sind at han lader sandhedens ord gælde mere end hans egne tanker, meninger og følelser. Og gennem dette lader sig korrigere, tugte og trøste. Det er dette som hedder at høre Herrens røst. Da kan vi blive hjulpet i alt.

Vi ser at Frelserens disciple aldrig fik så fuldkommen forstand og tro, i agtsomhed og styrke, at de så kunne lede sig selv, tro og vandre som de burde. Nej, dagligt havde de større eller mindre fald. Men det som gjorde at de fortsat blev bevaret og kunne vokse i nåden, var bare dette at de var nær Herren. De hørte trods alt Herrens røst, lod sig daglig korrigere, advare, tugte og trøste af ham. På den måde blev alt godt igen, og sådan lærte de altid mere og mere det de behøvede at lære.

Hvad var det så som gjorde at den ulykkelige Judas gik fortabt? Ikke andet end at han ikke hørte Herrens røst. Når djævelen såede det som var ondt i hans hjerte, brød han sig ikke om Herrens advarsler. Og når samvittigheden vågnede i skræk, lod han ikke noget nådens ord trøste sig. Havde han bare lyttet til sin barmhjertige hyrdes røst, ville alt kunne være blevet lægt.

Derfor; så længe vi endnu hører Herrens røst, elsker ordet om Kristus, lægger det alvorligt på sinde, for at få Ordets kraft til tro, kærlighed og gudsfrygt, og lytter til den trofaste ven som usynligt følger os og taler til vore hjerter -. Så længe skal ingen fjendtlig magt kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

For Herren er større end alle, og han har højtideligt lovet at "Ingen skal rive dem ud af min hånd."