14. juni

 

Enhver synes at hans veje er rene, men bare Herren prøver hjertets tanker. Ordsp. 16:2.

 

Menneskene har mange og forskellige meninger om vejen til frelse, og alle tror de kender den rette. Nøjagtig som Skriften selv siger: "Enhver synes at hans veje er rene, men bare Herren prøver hjertets tanker."

Vi ser jo at ingen føler sig mere tryg end den døde, blinde verden, som allermindst søger efter sandheden. Frejdig, selvsikker og i en afgørende tone siger den ene: "Gør bare ret, og så meget godt du kan overfor mange. Så kan du være sikker på at Gud ikke kommer til at kræve mere af dig."

En anden siger: "Jeg har ingen ting på min samvittighed. Jeg går til skriftemål og lever et sømmeligt liv. Jeg tror at Kristus har lidt og er død. Om jeg så af og til falder - for ingen er jo fuldkommen - så vil Gud tilgive det."

En tredje siger: "Gud har set min bøn og mine tårer i ensomme stunder. Det er min trøst."

En fjerde: "Gud er nådig mod mig. Det siger mit hjerte mig. Det ser jeg gennem hans nådige måde at føre mig gennem livet på. Ja, det har han selv på en særlig måde (f.eks. i drømme) sagt til mig. Jeg behøver ikke studere mere på dette spørgsmål" o.s.v.

Men en femte, en mere alvorlig sjæl siger: "Der kræves mere her; en sand omvendelse, tro og helliggørelse. Det er vejen."

Men Kristus siger, selv om de mest alvorlige: "Mange skal søge at komme ind gennem den trange port, men ikke være i stand til det." Og Paulus siger: "Jeg kan bevidne at de har nidkærhed for Gud, men ikke med sand erkendelse." Da har den ene hele sin trøst, sin salme og sin sang i den nådens orden vi netop nævnte, mens derimod Kristus og hele hans værk ikke betyder nok for ham. En anden taler bare om at tro. En tredje bare om gerninger.

En fjerde ser hele sin frelse i sønderknuselsen og hvordan han oplever fordømmelsen. En femte taler bare om dette at vi skal dødes; om forsagelse, renselse, bøn, og hvordan vi skal dø fra verden og vor egen vilje. En sjette siger: "Størst af alt er kærligheden"; bøn, ydmyghed og kærlighed i Jesu fodspor, det er vejen. En syvende siger: "Det er Ånds og krafts bevis det kommer an på. Herre, har jeg ikke profeteret i dit navn, uddrevet djævle og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?"

Sådanne, og mange flere, er opfattelser og de forskellige meninger om hvad der er vejen til frelse, som florerer og krydser hinanden midt i kristenheden. Rigtig nok handler det alt sammen om vigtige ting og leveregler som ingen sand kristen skal foragte, men med alvor stræbe efter. Ja, dette er sådanne egenskaber som i virkeligheden også bare findes hos sande kristne.

Men det som kendetegner en sand kristen, og som også beviser at disse gode egenskaber er ægte og er et Åndens værk, ligger ikke i sådanne bekendelser som vi har nævnt her. For al denne åndelighed i disse bekendelser kan være lige fjernt fra den sande, som Sibbolet fra Shibbolet. (Se Dom. 12).

Med al denne åndelighed kan man fortsat, på Herrens store dag, få dette svar: "Jeg kender jer ikke. Gå bort fra mig!" Se bare Matt. 7, hvor Herren selv siger: "Mange skal sige til mig på den dag: "Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, uddrevet dæmoner i dit navn og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?" Men da skal jeg bekende for dem: Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I ugerningsmænd."

Her spørger nogen måske: Har Den Hellige Skrift da givet noget konkret kendetegn på Kristi rige, noget som gør at den eneste rette åndelighed skiller sig ud fra alle falske veje? Svar: Ja, lovet være Gud! De som allerede er kommet til sandheden og har fået øjne at se med, de finder dette over alt i Skriften. De ser nemlig at det er et eneste forhold alt afhænger af. De indser at al kristendoms karakteristiske kendetegn, hemmelighed og hovedsag, er Kristus. At Kristus selv er blevet hjertets dyrebareste skat.

De ser at det helt afgørende er: "Den som har Sønnen, har livet. Den som ikke har Guds Søn, har ikke livet. For livet er i Guds Søn." Dette bør vi alle tage ind over os, og prøve os selv på.

Og den som har fået lyset, må virkelig takke Gud! Da vil han sikkert nok også forstå meget om de mange andre forskellige former for åndelighed. Måtte han da også bare i sin kærlighed være vis og forsigtig, men i sin forsigtighed af kærlighed være nidkær! Mange som endnu ikke er kommet til sandheden og livet er jo netop disse som en dag skulle opleve det - bare alle Guds børn i kærlighed og visdom ville prøve at oplyse dem om dette.

I en sum: At nogen er nidkære og optaget med sønderknuselse og alvor som det vigtigste. Andre med kærlighed og ydmyghed. Nogen med selvforsagelse, dø fra sig selv o.s.v.. Det er alt sammen sandt og godt, og dyrebare egenskaber. Men det er ikke selve livet, endnu bare egenskaber på et forberedende stadie.

Foran Lammets trone står den frelste skare som er indskrevet i Livets bog, og synger og lovpriser ham. Blandt disse vil nogen kunne stå frem og sige: Også jeg har arbejdet og stræbt med alle disse gode egenskaber. Men når jeg stræbte mest, mærkede jeg at Guds øjne var som ildsluer. At for ham var himlene ikke en gang rene. At Guds dom gik langt dybere end menneskenes. "Og jeg døde."

Men Kristus blev mit nye liv. Han er nu min sang og min frelse. Og for hans skyld regner jeg alt for tab, ja, jeg regner det for affald.

Herren har givet mig en ny sang i min mund: "Du blev slagtet og har frikøbt os til Gud med dit blod! Du er værdig al ære og pris og lovsang fra evighed til evighed. Amen."