13. juni

 

Ikke med min egen retfærdighed, den som er af loven, men med den som kommer af Jesu Kristi tro. Fil. 3:9.

 

Når Paulus siger: "Når én døde for alle, så er de alle døde", da gælder det også at hvis én har opfyldt loven for alle, så har de alle opfyldt loven. Apostelen siger jo udtrykkeligt at Kristus er skabt under loven, for at han skulle købe dem fri som var under loven.

Én har opfyldt loven for alle. Vil jeg da være en kristen, tro og ære Sønnen på ret måde, så må mit vidnesbyrd jo helt klart være: Jeg har fuldkomment opfyldt loven. Jeg er fuldstændig skyldfri. Ganske vist ikke i mig selv, ikke i egen person, men i min garantist, min stedfortræder Kristus.

Jeg var jo ikke mere værd end øjeblikkeligt at kastes ud i det yderste mørke, hvis ikke dette var mit vidnesbyrd, hvis jeg ikke ærede ham så højt for al hans pine, at jeg i ham anså mig fuldkomment retfærdig.

For hvis jeg ikke troede og bekendte dette, ville det jo være som om jeg sagde, enten at han ikke fuldt ud havde udført den opgave han havde påtaget sig, eller også at det ikke virkelig var sket for os, men at det bare var noget han behøvede for sig selv. Og hvilken slags bekendelse ville dette være for en kristen?

Tænk dig at en konges tjener har ødelagt kongens ejendom. For denne sin store skyld bliver han fængslet. I inderlig barmhjertighed og medlidenhed med denne ulykkelige tjener går kongens søn hen og betaler alt det denne tjener skylder. Og derudover afsoner han den fængselsstraf tjeneren blev dømt til. Når så kongen også samtykker i dette, - hvordan skulle samme gæld og straf da nogen sinde på ny kunne kræves af denne tjener?

Og hvad skulle denne stakkels tjener gøre? Skulle han ikke i inderlig taknemmelighed og glæde falde på sine knæ for kongen og sige: Du har gjort alle ting vel. Det er nok i al evighed sådan som du har ordnet det!

Ville det ikke være den største synd og skam hvis han fortsat tænkte og sagde: Ja, men jeg har jo ikke i egen person og med egne midler betalt min skyld. Hvordan kan jeg da være tryg ved at jeg ikke fortsat havner i fængsel? Ville dette ikke være det samme som at sige: Hvem ved om dette er noget man kan stole på, det kongen og hans søn har gjort?

Og nu står det altså udtrykkeligt: "Det som var umuligt for loven, det gjorde Gud ved at sende sin egen Søn i syndigt køds skikkelse!" Og videre: "Født under loven, for at købe dem fri som var under loven."

Der står altså at Gud sendte sin Søn, for at han skulle udrette det som var umuligt for loven. "Født under loven", - da var han jo i vort fængsel, "for at købe dem fri som var under loven."

Dette er jo ikke nogen drøm eller et digt. Men den evige guddommelige sandhed som hele Skriften fra verden blev til har åbenbaret som summen af alt; at Gud gav sin Søn som en Stedfortræder og Frelser.

Han siger jo selv om loven at "jeg er kommet for at opfylde den." "Jeg helliger mig selv for dem, for at også de skal være helliget i sandheden." "Se, jeg kommer - i bogrullen er der skrevet om mig - for at gøre din vilje, Gud. Ved denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle."

Hvad vil vi så gøre med dette? Jovist er det alt for meget, at Gud selv, for intet, skal give os hele opfyldelsen af loven. Men Gud er jo i alle ting så alt for stor, så underlig og ubegribelig for os.

Hvad andet skal vi gøre, end bare som børn tage imod og takke. Med hjertets glæde og kærlighed til ham som har elsket os først, benytte den herlige frihed. Og med barnets inderlige villighed elske og tjene vor nådige Far, og gøre det gode vi får nåde til.

Men først og sidst at holde klart for øje at vor retfærdighed ind for Gud består i en andens gerninger. En retfærdighed som består - uformindsket - også når vi selv er på det mest elendige. Og som gør at vore synder ikke tilregnes os.

Men, siger du, hvad skal vi da gøre når loven tugter os på grund af vor synd? Svar: Vi skal straks bare give ham ret i, at i vort kød bor det intet godt. Men også omgående vise ham hen til Kristus, som vor eneste retfærdighed, og sige: "Der er den mand som i mit sted har opfyldt alt det jeg skulle have gjort. Gå til ham, han er den som garanterer for mig. Han er født under loven, og har så vist ikke syndet."

Men lyder det så fortsat at "du burde jo også selv være hellig, og gøre det som er godt", så svar: Det er helt rigtigt. Og når det er et spørgsmål om mit daglige liv, og jeg færdes blandt mennesker som behøver det, så mind mig da om dette. Da vil jeg gerne høre på dig.

Men når det nu er et spørgsmål om min retfærdighed ind for Gud, da gælder mine gerninger ikke, men en andens. Da gælder hverken mit kristne liv eller min synd noget som helst. For da var jeg helt klart fortabt, hvis jeg skulle dømmes efter noget af dette. Nej, da har jeg en andens kristne liv og hans hellighed, renhed, en andens kærlighed og gode gerninger, - Guds Søns, født under loven.

I dette spørgsmål vil jeg gerne være en stor synder i mig selv, og ikke gå for at være noget andet. For at Kristus alene må være min retfærdighed.

Her siger jeg med Paulus: "Ikke med min egen retfærdighed, den som er af loven, men med den som kommer af Jesu Kristi tro."