1. juni

 

Hver den som elsker, er født af Gud. 1. Joh. 4:7.

 

Lige så umuligt som det er at få sne og is til at varme hinanden så længe de endnu er sne og is, lige så nyttesløst er det at tvinge sig selv til at elske Gud og mennesker før hjertet er blevet forvandlet, før du har fået et nyt hjerte - som af sig selv elsker.

Kærligheden kan ikke tvinges frem. Den er hjertets frie sag. Uanset hvor meget du kan tvinge dig til at tale og leve, kan du alligevel ikke tvinge hjertet til at elske nogen det ikke vil elske.

Derfor er det tåbeligt at tale om kærlighed til et hjerte som ikke er født på ny. "Kødets sindelag er fjendskab mod Gud, for det bøjer sig ikke ind under Guds lov, og har heller ikke evne til at gøre det."

Al den kærlighed man tror man har til Gud før man er født på ny, er bare indbildning, noget man trøster sig til, som ikke holder. Du elsker Gud bare så længe han gør og taler det som smager dig. Men når han sætter dig på prøve, eller beder dig om noget som du ikke vil, da knurrer du mod ham, og anklager hans bud for at være for hårde på et eller andet område. Og du elsker heller ikke din næste som dig selv, men er altid mere optaget med dit eget bedste, end med hans.

Sådan er alle menneskehjerter af naturen. Ja, alle, uden undtagelse. Spørger du hvordan man så får et nyt hjerte som virkelig elsker, så er svaret at du aldrig får en ret kærlighed til Gud før han først har vist dig så meget af sin kærlighed at dit hjerte ligesom smelter af denne hans kærligheds varme.

Du kan ikke begynde med at give Gud kærlighed. Det må begynde med at tage imod kærlighed fra ham. Apostelen Johannes siger: "I dette er kærligheden, ikke at vi har elsket Gud, men at Gud har elsket os." Og Jesus siger: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer."

Men nu er der ingen Guds kærlighed som kan smelte og forvandle hele dit væsen, uden den som gælder og frelser hele dit væsen: Den kærlighed som gælder selve livet her på jorden og i al evighed; nemlig din benådning hos Gud, forladelse for alle dine synder, og at du er blevet et Guds barn.

Dette talte Herren selv om hos farisæeren Simon. En stor synderinde kommer ind, falder ned for hans fødder, vasker hans fødder med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Farisæerne undrer sig over dette. Men Jesus forklarer det sådan: "Der var en pengeudlåner som havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundred denarer og den anden halvtreds. Og da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han dem begge gælden. Sig mig da, Simon, hvem af dem vil elske ham mest?" "Den som han eftergav mest", blev svaret. Og Jesus tilføjede: "Du dømte ret. Denne kvinde har fået mange synder forladt. Derfor elsker hun meget."

Her ser vi betydningen af Paulus’ ord: "Der hvor synden flyder over, der flyder nåden meget mere over." Jo mere loven arbejder med samvittigheden, desto mere hærger og føles synden. Jo mere vi føler af synden, desto større bliver nåden når alt dette forlades. Og jo mere nåde du får, desto større bliver din kærlighed, glæde og taknemlighed. Dette er Det nye testamentes regeringsform; at Gud befalede os at elske vore uvenner, og samle glødende kul på deres hoved med velgerninger.

Det samme gør Gud med os. Han smelter og overvinder os med den "overflydende" nådens glødende kul. Og nu, først nu begynder du at elske Gud tilbage. Nu bliver dit hjerte også så forvandlet at du elsker alle mennesker med en helt ny kærlighed. For Guds kærlighed er udgydt i dit hjerte ved Den Hellige Ånd, som blev givet os.

Denne kærlighed til vor næste er dobbelt: En almen kærlighed og broderkærligheden. Med den almene kærlighed elsker du alle mennesker, og gør dem godt, hvor du har mulighed, og i alle deres behov. Kærligheden sætter ingen betingelser for hvem den skal tjene. Forudsætter hverken et fortroligt forhold, eller venskab. Ikke noget som helst andet end at det er et menneske. Det er om denne kærlighed Jesus siger dette: "Elsk jeres fjender, gør godt mod dem som hader jer" osv.

Dette er vigtigt at lægge mærke til hvis du vil være en kristen, så du ikke bare elsker dem som er dine venner, elsker dem som vi kalder elskværdige, og gør godt mod dem. Som en kristen har du det ikke sådan. Da må du bare tænke efter om de har samme blod som du. Om de nedstammer fra samme Far i himmelen, og fra samme stamfar på jorden som du. Om de er genløst med samme blod som du. Og det er jo en stor opmuntring til kærlighed at du, når du ser en som trænger til din hjælp, tænker: Dette er min bror, min søster! For efter kødet er vi jo alle brødre og søstre.

Den anden slags kristen kærlighed, er broderkærligheden. I denne broderkærlighed er alle Guds børn over hele verden knyttet sammen i et saligt, inderligt og fortroligt søskendebånd. De forskellige kirkers bekendelser, ritualer og andre former eller skikke sætter ingen grænser for dette broderskab. For det søger bare noget som findes over alt der hvor Kristus forkyndes; nemlig Guds børn, født af Gud.

Fordi grundlaget for denne broderkærlighed bare er dette: "Den som elsker Ham som fødte, han elsker også den som er født af Ham." Og her ser vi årsagen til at Kristus nævner netop denne kærlighed som tegnet på hvem som er hans rette disciple når han siger: "Af dette skal alle forstå at I er mine disciple, om I har kærlighed til hinanden."

For alt andet kan hyklere kopiere. Men ikke den indbyrdes kærlighed, som opsøger dem som er født af Gud.