6. juli

 

Del ud til de hellige efter deres behov. Rom. 12:13.

 

Denne formaning taler om at alle kristne skal se på andre fattige trosbrødres behov som de ser på sine egne, være lige så optaget med at hjælpe brødrene som sig selv.

Og vi bør have en så sand og hjertelig kærlighed, at dette da også sker efter Bibelens ord om at: "Når et lem lider, lider alle lemmerne sammen med det", og efter det store kærlighedsbud: "Du skal elske din næste som dig selv."

Når apostelen særligt nævner de hellige, lærer vi også her, som i Gal. 6:10, at selv om vi efter den almene kærlighedslov skal "gøre godt mod alle mennesker", skal det alligevel ske "særlig mod dem som er af troens folk."

Dette bibelsted viser nok om de "helliges behov" at det forhold som blev indført i den første menighed, hvor alt det de ejede blev overgivet til et fælleseje, nu allerede er ophørt. Uden tvivl fordi det blev misbrugt af letsindige mennesker som tidligt kom ind i menigheden. Ligeså lærer vi nok også af dette at vi skal dele ud med visdom. Ikke til at understøtte lade og letsindige mennesker, men for at afhjælpe virkelige "behov."

Men så bør vi da også desto mere villigt gøre dette: "Dele ud til de hellige efter deres behov", d.v.s. i hjælpsom og broderlig kærlighed dele ud til dem som virkelig har brug for vor hjælp, og ikke misbruger hjælpen.

Men hvem er så "de hellige", disse "fattige blandt de hellige", som apostelen omtaler dem i Rom. 15:26? Åh, om vi nu endelig måtte forstå dette ord "hellig!" Over alt i apostlenes breve ser vi at det er alle genfødte Guds børn som omtales med denne store betegnelse hellig. Det er ikke bare nogle kristne som skiller sig ud på en særlig måde, som apostlene eller profeterne, som kaldes for "hellige." Men alle dem som ved Den Hellige Ånds nye fødsel er udskilt fra verden for Gud, som ordet først og fremmest betyder.

Og disse genfødte sjæle er i dobbelt forstand virkelig hellige for Gud. Først og fremmest er Guds fuldkomne hellighed blevet tilregnet dem. Og for det andet er Åndens helliggørelse nu begyndt i dem. Begge forhold udtrykker apostelen med at sige at de er "helliget i den Herre Jesu navn og ved vor Guds Ånd." Da er vi Guds hellige. Men ikke i den forstand at vi i os selv er syndfrie. Det ser vi tydeligt nok bl.a. når David efter at have omtalt sin store syndeskyld, derefter tilføjer: "Mod dette bør alle hellige bede til dig i tide."

Det er bare i Kristus vi virkelig er hellige. Dette udtrykker Luther så stærkt og tankevækkende, netop over vor tekst, sådan: "Paulus taler her om de hellige på jorden, d.v.s. de kristne, og kalder dem hellige ved troen. For det ville være en stor skam, og rent Gudsbespottelig, om en kristen ville nægte at han er hellig. For da ville han bekende at også Kristi blod, Ånd og nåde, ja, Gud selv ikke var hellig, - dette som Gud brugte, alt sammen, for at han netop skulle være hellig."

Så er da disse "de hellige." Og deres daglige behov skal vi så alle være optaget med at fylde, som om det gjaldt os selv. Og sådan forsøge at standse, eller i hvert fald lindre nøden. Gør vi ikke det, men bare beholder alt det vi ejer for os selv, da kan vi sandelig ikke leve i Guds kærlighed. Noget ganske andet er at vi i skrøbelighed af og til kan fejle, eller på anden måde være eller gøre det vi ikke vil.

Men når vi ingen kærlighed har, eller viser, da vidner det om en endnu større fare; at vi ikke lever af Guds kærlighed. Om dette siger Johannes udtrykkeligt: "Den som har denne verdens goder og ser sin bror i nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed blive i ham?"

Vær gæstfrie! Denne formaning møder vi ofte (se f.eks. Heb. 13, 1. Pet. 4). Grunden var ikke mindst at de første kristne under forfølgelserne ofte blev drevet på flugt fra deres hjem, og kom da til fremmede steder. Da fandtes der ikke mange offentlige overnatningssteder for folk som var på rejse. Sådanne forfulgte kristne burde deres trosbrødre nu omslutte med glæde og kærlighed, og åbne sine hjem for dem, ja, tragte efter at gøre det.

Men i dag, selv om tid og tilstand er forandret, står den store kærligheds-lov alligevel altid fast. Den siger at vi i alle mulige situationer skal tjene vor næste. Og at kærligheden ikke bare skal bevises i smukke ord, men i praktisk handling. Selv om det så koster os både anstrengelser og opofrelse.

At tilbyde nogen at bo hos os, i vort hjem, kan også i dag ofte blive et kald til os. Dette kan nok ofte byde på problemer for os. Men også på denne måde bør vi altid tjene andre nådesøskende, hvis de har brug for det og det ikke er fuldstændig umuligt for os at gøre det. Og med denne indstilling skal vi møde dem, med et glad hjerte og ansigt.

Peter føjer også til, at dette skal vi gøre "uden at klage." Og dette ønsker vi jo også selv at opleve den dag vi har behov for vor næstes hjælp. Hovedbudet når det gælder vor næste, er jo netop dette at "det I vil mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem."