31. juli

 

Men hvis I er uden tugt, som alle har fået sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner. Heb. 12:8.

 

Gud er ubegribelig fuld af kærlighed og omsorg. Det er det mest sikre på denne jord. Men hvordan kan det så være at alle Guds børn på jord må opleve lidelser? Ja, her skjules visdommen, Guds tanker, som må åbenbares.

Hvis vi bare fik åbnet øjnene så vi så hvad der skjuler sig i Guds børns lidelser, ville vi virkelig elske lidelsen og fryde os i den. Ja, vi ville elske den lige så højt som de herligste himmelske budskaber fra vor Far.

Gennem disse hilser han os venligt: "Vær frimodige! I kommer til himmelen. Mærker I ikke at jeg allerede er begyndt at forberede jer til dette når jeg døder jeres kød, og renser, prøver og helliggør jeres ånd, sjæl og legeme? Vær sikker på at det er ikke uden mål og mening jeg fører jer sådan! Og tro mig; når jeg her i livet virkelig forbereder jer for himmelen, at jeg da også virkelig tænker at føre jer derhen!"

Dette tegn er så tydelig tale, at til og med de åndeligt blinde i dette har fået syn for den store sandhed; at Gud virkelig har et evigt liv i himmelen som mål for sine børn. Ofte kan det her i livet se ud som om "det går med den retfærdige som om det var ham som havde gjort de uretfærdiges gerninger", mens den uretfærdige derimod bare oplever alt godt. Det de her ser, har givet mange tænkere, bare ud fra deres fornuft, vished om at der er et evigt liv efter dette.

For disse tænkere har, gennem alt det de ser af Gud i skabelsen, forstået at Gud må være et aldeles fuldkomment væsen. Fuldkommen i retfærdighed og uendelig i sin godhed, kærlighed og ømhed overfor mennesker.

Og da har enkelte også fattet så meget at der må komme en anden, en ny tid, da al ujævnhed skal jævnes, når Lazarus skal få alt det gode, og den rige mand alt det onde han fortjener. Andre har til og med forstået at al den lidelse Guds børn oplever, ikke er noget som helst andet end Den Helliges arbejde for at døde synden i os, og fuldføre vor helliggørelse.

For de har set med egne øjne det apostelen også siger, at "den som har lidt i kødet, er færdig med synden." De har set at det gamle menneske gennem trængsel og lidelse svækkes og udmattes i sine lyster og begær.

Vi ser altså at Guds mening med al vor lidelse er at han forbereder os for himmelen. Han døder vor synd og fuldfører vor helliggørelse. Og hvordan skulle det gå med hele vor kristendom, med hele Åndens værk i sjælen, hvis ikke Gud hele tiden tugtede og bevarede os gennem lidelsens salt?

Mærker vi ikke dagligt hvor hurtigt vi begynder at blive søvnige, kødelige og verdslige, når livet er gledet let, fint og lykkeligt gennem en tid? Og hvordan skulle troen blive prøvet og styrket hvis vi ikke havde oplevet prøvelser?

Den mest naturlige opøvelse af troen sker jo når vi oplever situationer hvor vi absolut ingenting ser, ingen hjælp og kraft ejer. Hvor alt bare afhænger af den almægtige og sandfærdige Gud. Hvordan skulle det gå med vor bøn, hvis vi altid havde alt det vi behøvede, eller selv kunne finde på hjælp?

Hvordan skulle det gå med vor gudsfrygt, hvis Gud ikke af og til viste sig vred? Hvor dybt ville vi efterhånden se noget i nåden, hvis vi pludselig kunne blive fri for al vor synd i kødet? Eller kunne, når vi selv ville, gøre os fri fra den? Hvordan skulle det blive med kærligheden og ydmygheden, hvis vi aldrig oplevede ydmygelser?

Det går, desværre, stadigvæk alt for langsomt og for dårligt med væksten i alt det som er af det gode. Men hvordan skulle det gå hvis vi var uden tugt? Vi ser nok hvor nødvendig det er at Gud hvert øjeblik følger os med sine vækkende og tugtende prøvelser. For at vi skal vokse i alt som er godt. For vor helliggørelse. Og for at vi skal blive bevaret fra åndelig død, og fra at synden skal tage overhånd i os.

Her har vi så selve årsagen til at alle hellige på Bibelens tid og senere, og alle ægte Guds børn i dag, må opleve tugt gennem prøvelser og lidelser. Og dette er altså så konkret en del af Guds plan med os, at apostelen siger: "Hvis I er uden tugt, som alle har fået sin del af, da er I uægte børn og ikke sønner."

Dette er tydelig tale. Det fortæller udtrykkeligt at så sandt du er et Guds barn, så skal du opleve tugt. Og at hvis du er uden tugt, og kan leve frit sådan som du selv finder for godt, så er det et afgørende tegn på at du er uægte, og ikke er barn i huset.

Samtidig fornemmer vi at de små spædbørn endnu ikke trænger til nogen ydre tugt. De ledes endnu så trygt gennem Ånden og Ordet. Men når de så vokser, og tåler lidt hårdere renselser, eller efterhånden bliver søvnige og ligeglade, så må de også have tugt.

At et Guds barn skulle kunne blive så rent og så godt at det ikke længere behøver at renses, prøves og vokse, det er et ukendt billede i Skriften.

Det er derfor en regel uden undtagelse, at alle de som skal forberedes for himmelen, må prøves, tugtes og renses.