27. juli

 

Brødet som vi bryder, er det ikke samfund med Kristi legeme? 1. Kor. 10:16.

 

Her siger apostelen hvad det er Herren Kristus vil give os gennem sit legeme og blod i nadvermåltidet. Dette er nemlig den inderlige forening mellem ham og hans troende børn.

Dette omtaler han selv udtrykkeligt sådan: "Den som spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham." Lige efter at han havde indstiftet nadveren, sagde han: "I skal vide at jeg er i min Far og I er i mig og jeg i jer." "Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig og jeg i ham, bærer megen frugt."

Og videre i samme stund til sin Far: "Den herlighed som du gav mig, har jeg givet dem, så de skal være et, sådan som vi er et: Jeg i dem og du i mig, for at de kan blive gjort fuldkomment til et."

Tænk hvad sådanne ord fra Kristi mund må indebære! Hvilket under fra den guddommelige kærlighed! "Den som spiser mit kød, han bliver i mig og jeg i ham." Tænk, dette er Kristi egne ord! Vi studser, vi kan ikke fatte så stor en kærlighed. Men hvad skal vi gøre med det, det er jo Kristi egne ord, ikke hverken en drøm eller et eventyr! Kristus kan ikke lyve.

Desuden, hvor går der nogen grænse for den store og underlige Guds herlige vilje og gerninger, når han først har forsonet os med sit blod, gjort os rene, retfærdige og velbehagelige for Gud? Så har det også behaget ham at herliggøre os, og selv så inderligt at sammensmelte sig med os. Sådan som vi mærker det her, når han giver os sit hellige legeme og blod for at vi skal spise og drikke det.

For det vi spiser og drikker, bliver mere end noget andet så fuldstændig et med os selv. Det guld og sølv jeg måtte eje smelter f.eks. aldrig på samme måde sammen med mig. Det virker heller ikke på samme måde hos mig som det brød og vin jeg spiser og drikker.

Altså har vor Herre Kristus her villet give os sit hellige legeme og blod i nadveren for at forenes med os på den mest inderligste måde. Og uopløseligt forene vor ånd med sin Ånd, vort legeme med hans legeme, vort blod med sit blod. Så hans kærlighed, hans renhed, hans værdighed, kunne blive vort eget, ja, for evig blive vort.

Dette siger den fromme Tauler følgende underlige ord om: "Intet står Guds Søn nærmere end hans egen menneskelige natur, som han iklædte sig. Konkret og personligt forenede han sig med den. Og intet er nærmere os end det vi spiser og drikker, for det optages i vort eget kød og blod. Når Kristus da på det stærkeste ville forene sig med os, indstiftede han dette hellige nådemiddel, hvor vi ved det velsignede brød spiser hans legeme, og ved den velsignede vin drikker hans blod."

Åh, dette må da være det største dette hellige nådemiddel betyder for os! Denne "forening", denne sammensmeltning og forligelse, burde jo være den største herlighed for os på jord! Ja, når en sjæl først har fået den store trøst mod alle synder som dette nådemiddel vil give os, bliver han ofte så brændende i kærlighed til sin Herre og Frelser at han bare ønsker at kunne trykke ham helt ind i sit hjerte.

Det er som om ingen salighed ville være større end om man kunne blive så inderligt forenet med ham. Og så sker det altså at den omsorgsfulde Herre kommer her og opfinder netop denne måde hvor selv et sådant ønske kunne opfyldes.

Men ser vi på hvad der er den egentlige grund til dette, må vi huske på at det jo netop var menneskets genforening med sin oprindelse, med Gud, som var målet for hele Guds forsoningsværk. Menneskene var fra først af skabt til et inderligt samfund, forenet, med Gud. Derfor blev de to første mennesker også skabt i hans billede.

Men dette gik tabt i syndefaldet. Da blev foreningens bånd slidt over. Mennesket skilte sig fra sin Skaber. De gik ind i den død Herren havde talt om da han sagde: "Den dag du spiser af det, skal du sandelig dø."

Det første skridt til genforening mellem Gud og mennesker blev taget da Guds Søn blev født, da Guds Søn blev menneske. Han blev ligesom en af os da han iklædte sig vort kød, og fik del i vor natur, ja, ved blodet blev en af vor egen slægt. Da var der allerede sket en underlig forening mellem Gud og os. For vi var forenet med blodets bånd.

Derfor havde profeten også forudsagt: "Han skal hedde Immanuel, Gud med os." Altså ikke bare Gud iblandt os, men Gud i os, Gud i vort kød, Gud er en af os gennem blodets bånd, sådan som også apostelen siger: "Både han som helliggør og de som bliver helliggjort, er alle af én. Derfor skammer han sig ikke over at kalde dem brødre."

Men denne forening, som begyndte ved Jesu fødsel, synes han at ville fuldføre i dette herlige nådemiddel, nadveren. Der lader han også hele det menneskelegeme som han iklædte sig, blive forenet med os.

Dette er vel i sandhed også noget af det englene attrår at se ind i! Åh, hvilken helligdom det menneske bærer i sig, som har fået del i Kristi hellige legeme! - Som er ét legeme og én ånd med ham! Hvilken ære og salighed!