26. juli

 

Hævn jer ikke selv, kære venner, men lad Guds vrede få rum! Rom. 12:19.

 

Her stiller apostelen Guds retfærdige vrede og hævn, og det ugudelige i at vi selv tager hævn, op mod hinanden. I dette lægger han påmindelsen om at hvis vi lader Gud være vor beskytter, så vil han have omsorg for os i alle forhold. Han vil hævne al uret som rammer os, og skaffe os ret.

Hævner vi derimod os selv, da er vi gået foran Gud, og har taget sagen ud af hans hånd. Og da må vi hjælpe os selv -! Det er dette budskab som ligger i ordene: "Hævn jer ikke selv, men lad Guds vrede få rum!"

Apostelen siger ikke at den uret som har ramt os, ikke skal blive hævnet. Han vil bare at Herren Gud skal beholde sin majestætiske ret og være alle menneskers dommer. At vi ikke skal trænge os ind i hans embede ved selv at tage hævn. Herren vil selv, og alene, være konge og dommer over al sin skabning.

For der står skrevet: Hævnen er min, jeg vil gengælde, siger Herren. Disse Herrens ord burde i sandhed en gang for alle gøre ende på alt vort hævnbegær. For den almægtige, store Gud vil være vor hævner. Og da burde vi have al grund til at skælve for hans vrede, så al vor vrede i stedet blev vendt til inderlig nød og forbøn for dem den rammer.

Vi ser at Gud elsker sine børn og venner så højt at vi læser at "den som rører ved jer, rører ved Guds øjesten." Da forstår vi også med hvor stor brændende nidkærhed han våger over dem. Noget Kristus understreger med ordene: "Til og med hårene på jeres hoved er talt alle sammen." Det betyder også at Gud følger nøje med i den mest skjulte ondskab og ubarmhjertighed noget menneske kan ramme os med.

Og når vi så også ved hvor grufuldt det kan ske når Herren Gud selv bliver vred og straffer, da burde vi virkelig blive stille, og bare bede: Gud, vær os alle nådig! Forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere.

For når Gud hjemsøger dem som har gjort uret og ondt mod dig, går det langt mere grufuldt for sig end du selv kunne ønske. Vi må aldrig glemme at den som uforskyldt påfører os lidelser, har ikke bare gjort det mod os, men i endnu større grad mod Herren selv, han som har langt mere hjertelig omsorg for os end vi nogen sinde selv har. Da er han som plager dig straks under Guds vrede, - og ham har han ikke mulighed for at undslippe fra. For ham har ikke en eneste sjæl endnu opnået at undslippe fra!

Det som er sikkert, er at synd vi har gjort kan vi aldrig slippe væk fra. Det skal Guds uendelige fuldkommenhed nok sørge for. På en eller anden måde vil synderen altid blive stillet overfor synden, enten her i livet, eller i evigheden. Her i livet enten i omvendelsens anger og delagtighed i Kristi lidelse. Eller som straffens og hævnens lidelse. Bliver synderen her i livet omvendt og får del i Kristi lidelse for synden, da kommer han ikke til at opleve syndens rette straf. Fordi den har ramt Kristus. Men angerens og tugtens lidelse kommer han alligevel til at opleve.

Sker dette derimod ikke, da vil Guds vrede altid hvile over ham, og før eller siden ramme ham. Det sker her i livet ofte på en sådan måde at vi ikke opfatter det som nogen straf for synden. Det kan ske gennem almindelige ulykker, sygdom, hungersnød, i brand- og drukneulykker, i krig osv. Men af og til sker det også på en måde så selv vi mennesker tydeligt ser Guds retfærdige straf i dette.

En mand er f.eks. kendt for at undertrykke de svage; enker og faderløse, og tager andres ejendom til sig på uretsmæssig vis. Så ser vi han hjemsøges af mærkelige ulykker så han efterhånden bliver siddende i fattigdom og elendighed.

En anden har bagtalt, forrådt og løjet andre mennesker noget på, så han har ødelagt deres gode navn og rygte. Så ser vi ham selv falde i åbenlys skam og vanære.

Eller vi oplever en som har påført mennesker stor sorg og livslange hjertesår, som samfundets retsvæsen ikke dækker. Så ser vi ham ende sit livs dage i det største mørke; i vanvid eller selvmord osv.

Men sker det ikke at Gud hævner misgerningen her i livet, så venter der en retfærdig hævn i en forfærdelig evighed; "den kommende vrede."

Og nu spørger vi: Hvordan kan du da endnu bære på vrede overfor din fjende? Skulle du endnu have nogen grund til at hævne dig mere, - når du ved at så stor en Guds vrede fuldstændig hviler over ham?

Burde du ikke hellere gribes af så stor en medlidenhed for ham at du begyndte at bede for ham at han måtte omvende sig. Dette er tanker som burde vække os, når den store og almægtige Herre som vi alle burde frygte, siger: "Hævnen er min, jeg vil gengælde."

Dette holder apostelen nu frem for os, for at give os en alvorlig advarsel, og tilbagevise og knække vor stærke tilbøjelighed til ondskab og til selv at tage hævn.

Alle som vil være kristne lever jo selv udelukkende på Guds barmhjertighed, og er hvert øjeblik afhængig af Guds tålmodighed med dem. Skulle denne formaning da ikke være nok, så vi ikke overfor en fejlende medtjener løfter en finger som hævn, eller i uvilje!