23. juli

 

Enten vi lever eller dør, hører vi Herren til. Rom. 14:8.

 

Dette er både hemmeligheden og storheden i Guds børns liv på jorden. Med hele sit liv, ja, med hele sin tilværelse og selv med sin død, tilhører de Herren. De er ikke sine egne, de er hans ejendom som har skabt, genløst og helliget dem. De er hans, ikke bare efter pagten med ham, men også i sin ånd og hele sit livs holdning.

For ingen af os lever sig selv. De åndeligt døde kan ikke andet end "leve sig selv." De kan bare leve sit eget selvliv, leve for egen regning og efter sine egne lyster, "frie for retfærdigheden." Mens Guds børn derimod både i sin ånd og med hele sit livs holdning virkelig lever Herrens nye liv i sig.

Det kommer af at den nye fødsel og det åndelige liv ikke bare er en tanke eller noget de forestiller sig, men en stor virkelighed. Og det stadfæstes i kraft, i frugter og nådegaver som aldrig findes i det naturlige menneske.

Og et af de stærkeste kendetegn på al denne Guds kraft og nåde er at et Guds barn ikke længere "lever sig selv", altså bare lever sit selvliv. Nu har vi vort højeste og mest dyrebare mål i Herren, hans sag, hans ære og hans velbehag. Uanset hvor godt eller dårligt det lykkedes os at udføre hans gerning, så er det altid dette vi så inderligt elsker og strækker os efter.

Som vi allerede har sagt, lever vi for Herren, ikke bare med baggrund i vor pagt med ham, men også ud fra vor ånd og vor inderste trang. Og går det ikke fuldkomment for sig i vort daglige liv, så vi på et eller andet område begynder at leve vort selvliv, så er dette en afvigelse fra vor inderste vilje. Og da straffer vi straks os selv.

Og ingen dør sin egen død (COR: Ingen dør sig selv). Også når det gælder sin død, er en kristen ikke længere sin egen, men Herrens, er hans ejendom. En kristen har hverken ret eller vilje til, f.eks. for sin egen ære, at ofre sit liv. Skal han udsætte sig for fare, eller bevidst ofre sit liv, så må det ske efter Herrens bud og ordninger for samfundet.

"I tilhører ikke jer selv. I blev købt for en høj pris", siger apostelen. Kun hvis det er til Herrens ære og velbehag, eller hans bud og ordninger for samfundet kræver det, skal vi være villige til at ofre vort liv. Og da på den måde og det tidspunkt som behager Herren.

Et Guds barn må hverken ønske at leve eller at dø ud fra hensynet til sig selv. Hans holdning skal altid være denne: Vil Gud jeg endnu skal være en tid på jorden, så vil jeg også det. Vil Gud derimod hellere tage mig hjem, så vil jeg ikke være på jorden. Vi fejler snart ved at ønske et langt liv, snart ved et selvisk ønske om at dø. Men alt det vi er og har, selv vort liv, tilhører Herren, og bør lægges i hans hænder.

Lever vi, så lever vi Herren. At vi "lever Herren" indebærer at vi anser vort liv og hele vor tilværelse som Herrens ejendom. Og derfor også i alt handler som hans tjenere.

Det betyder at vi i alle forhold ser efter hans vilje, som den eneste rettesnor for alt hvad vi gør eller foretager os. Vi har hans ære og hans velbehag som vort eneste mål. Det betyder også at vi i alt hvad vi oplever her i livet overgiver os til hans ledelse. Det gælder både i glæde og i nød, enten han giver eller tager fra os. Og at vi vil ofre alle vore gaver og kræfter til ham.

Dør vi, så dør vi i Herren (COR: ... så dør vi Herren). På samme måde som hele vort liv er Herrens, og helliget ham, sådan er det også med vor død. Om det så sker ved en naturlig død, så sker det i vished om at vi er Herrens ejendom. Derfor vil vi også være fornøjet uanset hvilket tidspunkt og på hvilken måde det behager ham at hente os hjem.

Men i visse situationer kan vor død nok også blive et resultat af vort eget valg. Som når en martyr under blodig forfølgelse kan undgå døden hvis han fornægter evangeliet. Når en missionær ser en konkret fare for døden i en bestemt situation han går ind i for at sjæle skal blive frelst. Eller når en soldat i overensstemmelse med Guds ordninger for samfundet er i krig og vover sit liv, men kunne have reddet sig ved at rømme.

I alle sådanne situationer har en kristen både pligt, og er også i sin ånd villig til hellere at ofre sit liv, end at svigte sin troskab til Herren, hans sag og hans ordninger. Og når han sådan, for Herrens skyld, ofrer sit liv, da er det at han "dør i Herren."

Enten vi da lever eller dør, hører vi Herren til. Så vel i livet som i døden er vi både hans ejendom og hans tjenere. Det er denne store trøst og fordel som kun de troende har, at hvor de så end er, i livet, i døden eller efter døden, så "er de Herrens", - Herrens ejendom, som al hans kærlighed og omsorg er rettet mod.

De er altid i hans hænder, - hans som er givet "al magt i himmel og på jord." Selv når vi lever her i et fremmed land, er vi alligevel hans børn og tjenere. Vi lever i hans usynlige samfund. Og kaldes vi hjem, så er vi "hjemme hos Herren" og skal i evighed se ham sådan som han er.

Her i livet hører vi Herren til. Først og fremmest i troen og efter samvittigheden. Men dernæst også i kærlighed og tjeneste. Og når vi dør, da er vi også Herrens ejendom og i hans varetægt både med legeme og sjæl.

Legemet er gemt i hans hemmelighedsfulde, men sikre forvaring til opstandelsens dag. Da "skal dette forgængelige blive iklædt uforgængelighed" til et evigt liv. Og vor sjæl er i Guds paradis, sammen med Kristus og alle de hellige frem til den store dag da den på ny skal iklædes, men nu med et "åndeligt legeme", som er lig Kristi forklarede legeme.

Vær sikker på at den som tilhører Herren her i livet, også skal tilhøre ham i døden og evigheden. Så er dette da så herlig en sag, højt over hvad vore tanker kan følge; at "enten vi lever eller dør, hører vi Herren til."