22. juli

 

Om jeg har profetisk gave og forstår alle hemmeligheder og har al kundskab, og om jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg ingenting.  1. Kor. 13:2.

 

Det er en alvorlig tilstand når en finere form for egenretfærdighed vil gøre vor kærlighed og denne praktiseret i aktiv tjeneste, til frelsesvej.

Så har vi på den anden side kristne som har lært den store hovedsandhed om, at vi bliver retfærdiggjort ufortjent udelukkende ved troen på Kristus. Gennem denne tro har de også fået den nye himmelske kærlighed. Men efter en tid begynder de at blive kolde og døde. Og nu mister de mere og mere af kærligheden, både i hjertet, og af udslag i praksis. Nu synes de bare at "leve for sig selv."

Dels ser vi at de nu også har let ved at trøste sig selv overfor denne tilstand, med at vi bliver nu trods alt bare frelst af nåde ved troen, - som om vi skulle kunne blive frelst ved en tro som ikke skaber nogen kærlighed.

Det er særligt overfor dette alvorlige bedrag at vi ofte og alvorligt bør tage det Herrens ord lærer os i dette spørgsmål, ind over os. Det er sandt at vi bliver retfærdiggjort udelukkende af Guds nåde ved troen på den kærlighed Gud elskede os med i Kristus, og ikke gennem nogen vor kærlighed. Men det er ikke sandt at vi bliver retfærdiggjort gennem en tro som ikke virker kærlighed.

Nej, siger apostelen, "om jeg har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da er jeg ingenting." "Det er lige så umuligt at den levende tro kan være uden kærlighed, som at ilden kan være uden varme" (Luther). Når Skriften lærer at vi bliver retfærdiggjort alene ved tro, menes der alene den tro som gør hjertet levende og varmt i kærlighed.

Herren Kristus sagde: "Af dette skal alle forstå at I er mine disciple, om I har kærlighed til hinanden." Og Johannes gentager stadig i sit første brev at det er netop gennem kærligheden "vi ved at vi er af sandheden", at "vi er Guds børn", at "vi er født af Gud."

Hvis vi en gang er kommet til troen, husker vi også hvordan vi da fik en ny, brændende kærlighed i vore hjerter. Ikke bare til den nådige Gud, som forlader alle vore synder, men også til vor næste. Vi får både en "broderkærlighed" til alle dem som tror og elsker Jesus. Men også en "almen kærlighed", sådan at vi i inderlig omsorg er optaget med at alle mennesker må blive frelst.

Men hvis vi nu ikke længere har denne hellige kærlighed, hvordan er det da med vor tro? Vor frelsesvished kan være så varm og stærk den vil, og vort åndelige lys stort. Men vor tro er nu på trods af alt dette bare et dødt billede af hvad den en gang var, fordi den nu ikke længere virker nogen kærlighed.

Læg bare mærke til hvor store og prisværdige gerninger Herren Kristus fandt hos englen for menigheden i Efesos. Alligevel havde han forladt sin første kærlighed. Og dette viser Kristus var så alvorligt et tegn, ja, så stort et frafald, at hvis der ikke skete en omvendelse, ville hans lysestage blive flyttet fra sit sted.

"Jeg ved om dine gerninger", siger Herren, "dit arbejde, din tålmodighed, og at du ikke kan tåle dem som er onde. Og du har prøvet dem som siger de er apostle, og ikke er det, og du har fundet ud af at de er løgnere. Og du har holdt ud, og du har tålmodighed, og du har arbejdet for mit navns skyld uden at blive træt. Alligevel har jeg dette imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Tænk dig derfor om hvor du er faldet fra! Omvend dig og gør de første gerninger, ellers skal jeg brat komme over dig og flytte din lysestage fra sit sted, hvis du ikke omvender dig."

Her ser vi at kærligheden er noget særligt i hjertet. Og vi kan have mistet den selv midt i så prisværdig virksomhed, så kraftige og kristelige gerninger som dem Kristus nævner her. Nemlig hvis vore synder nu ikke længere driver os på knæ ved Jesu fødder, men vi tværtimod er selvgode og derfor heller ikke bliver optændt i kærlighed til brødrene.

At man selv med de mest åndelige gerninger kan savne denne kærlighed, det viser apostelen jo netop også når han siger: "Om jeg taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg blevet en lydende malm eller en klingende bjælde. Og om jeg har profetisk gave og forstår alle hemmeligheder, om jeg bortgiver alt det jeg ejer til de fattige, og om jeg giver mit legeme hen til at brændes (som martyrerne på bålet), men ikke har kærlighed, så gavner det mig ingenting."

Ja, sådan som forholdet her bliver skildret, burde det sandelig vække os alle til at spørge os selv ind for Herrens åsyn, hvordan vi har det med kærligheden.

Vi ser jo både af Kristi og apostelens ord, at hvordan vi end er, tror eller gør, så er det alt sammen bare et falskt bedrag, hvor kristelig og pænt det end synes, - hvis ikke vi har denne virkelige kærlighed i hjertet, som fødes ved troen og nåden.

Måtte vi virkelig have dette klart for øje alle vort livs dage!