19. juli

 

Han (Abraham) tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, men han blev styrket i troen idet han gav Gud ære.  Rom. 4:20.

 

Abraham tvivlede ikke på Guds løfte, men holdt ud i tro, og ventede på at løfterne skulle blive opfyldt, uanset hvor håbløst det så ud i menneskers øjne. Og her siger apostelen at han dermed "gav Gud ære."

Dette ord er der stor grund til at tænke grundigt over. Den som får troen udsat for store prøvelser, men fortsat holder fast på at Gud er sandfærdig i sit løfte -. Som fortsat håber, der hvor der intet håb er, bare fordi det er Gud som har givet løftet -. Han giver Gud ære.

Det menneske erkender for alvor at Gud er almægtig og sandfærdig. Luther siger: "At give Gud hans rette ære, er intet andet end at anse Gud for en trofast og sandfærdig, vis, barmhjertig og almægtig Gud. Og, kort sagt; erkende at det bare er ham som skaber og giver alt godt."

Dette er det alene troen som virker. Mens vi derimod i vantro fratager Gud al ære, og gør ham til et svagt, afmægtigt og troløst væsen. Johannes siger: "Den som ikke tror Guds vidnesbyrd, har gjort ham til en løgner", som jo er helt forfærdeligt.

Men sådan er troen. "Derfor", siger Luther igen: "Kræver vor Herre Gud intet mere af os mennesker end at vi giver ham hans ære, og anser ham for vor Gud. D.v.s. at vi ikke ser på ham som en indbildt og tom afgud, men som en virkelig og sandfærdig Gud, som tager sig af os, hører vore bønner, forbarmer sig over os, og hjælper i al vor nød.

Når han får dette af os, da bliver hans guddom hel og ukrænket. Ja, da har han alt som et troende hjerte har mulighed for at give ham. Af hjertet at give Gud en sådan ære, er derfor ganske vist en visdom over al visdom, en (menneskets) retfærdighed over al (menneskelig) retfærdighed, en gudstjeneste højere end al gudstjeneste, et offer større end alle ofre."

Hvis dette virkelig går op for os, vil vi vel strække os efter troens gave mere end det som sædvanligvis sker. For det skulle vel trods alt være en stor glæde at give Gud noget som rigtig behager ham! Og det gør vi altså, hvis vi bare tror ham, på hans ord og løfter, og dermed giver ham ære.

Vi hører mere om hvordan Abraham ved troen gav Gud ære, i apostelens tilføjelse: "Og han var helt overbevist om at han som havde lovet, han var også stærk nok til at holde løftet." Han var "helt overbevist" og gennemtrængt af denne sandhed; at han som havde givet løftet, "han var også stærk nok til at holde det."

Med spørgsmålet: "Skulle noget være umuligt for Gud", havde Herren givet Abraham en dyb erkendelse af, at hvad som helst Herren har lovet, så kunne han også opfylde det. Fordi han var selve Skaberen, den Almægtige.

For ham kunne noget jo ikke være umuligt. Det var med de samme ord Herren mødte jomfru Maria. Da englen mindede hende om at "ingenting er umuligt for Gud", fødtes troen på dette underlige budskab; at hun som "ikke vidste af nogen mand" skulle blive mor til Guds Søn.

Her lægger vi mærke til at troen må bygge på selve Guds almagt. Troen stilles gang på gang overfor så urimelige ting, som efter vor fornuft ikke lader sig løse. Og sådan må troen prøves, for at den ikke skal have noget som helst mindre end Guds almagt at trøste sig til.

Det er altså ikke at tro, når vi lemper og udtynder løftesordet så vi, ynkelige og afmægtige skabninger, skal kunne begribe hvordan det skal kunne gå til at løse problemerne. Dette er jo tværtimod at bruge vor egen målestok på Guds magt og visdom. Dermed trækker vi jo Gud ned på vort eget plan, og gør ham lige så lille som os, afmægtige dårer. Og det er jo ret og slet at spotte ham.

Nej, når jeg bare har et ord fra den almægtige Gud, så lad det være nok for mig! Da lader troen sig ikke længere holde tilbage af fornuftens mange indvendinger om "hvordan dette kan være muligt" osv. Men standser alle sådanne angreb med dette spørgsmål tilbage: "Skulle noget være umuligt for Gud?"

Det var med netop de samme skriftord, og med dagens tekst, Luther og de som stod sammen med ham styrkede sig i striden for den rette lære om nådemidlerne, mod dem som ville lægge for meget i nådemidlerne for at det kunne blive mere forståeligt for fornuften.

Men alle Guds børn må være forberedt på sådanne prøvelser, særligt når det gælder troen på nåden - samtidig med at synd, fristelse og anfægtelse er det eneste vi føler i os. Men også når det gælder troen på Guds bønhørelse og hjælp i al anden nød gennem livet, - prøvelser hvor intet mindre end Guds egen styrke og magt må til for at holde troen oppe.

Herren vil selv sørge for at vi møder sådanne prøvelser. For det gælder hans ære, og at vi må vokse i nåden.

Når vi prøves så hårdt at vi råber og skriger over al både indre og ydre nød, men altid bliver udfriet af Herren, da bliver hans magt og trofasthed herliggjort.

Selv siger han: "Jeg vil gå foran dig og udjævne det bakkede land. Bronzeportene vil jeg sprænge i stykker, og bommene af jern vil jeg hugge af. For at de skal vide, både i øst og vest, at der er ingen foruden mig. Jeg er Herren, og der er ingen anden."