14. juli

 

Helliget blive dit navn! Luk. 11:2.

 

Denne bøn må vel have lidt dybere og større betydning end vi rent umiddelbart opfatter. Ikke mindst fordi Kristus lod den blive den første bøn.

Derudover har denne bøn helt klart den samme hensigt som det andet bud i Guds lov: Du skal ikke misbruge Herren din Guds navn. Og til dette bud er det denne forfærdelige advarsel er knyttet: "Herren vil ikke holde den uskyldig som misbruger hans navn."

Når dette bud og denne bøn bliver understreget så stærkt af Gud, burde hver og en begynde at ane, at her må der skjule sig en stor hemmelighed. Mens samme bud og bøn for sædvanlige mennesketanker altså synes at være de mindst vigtige.

Og hvad kan Herren Kristus så mene med denne bøn: "Helliget blive dit navn?" For at indstille os ret overfor dette spørgsmål skal vi først tænke over hvad Guds navn vil sige.

Hvad er Guds navn? Svar: Guds navn er alt det som fortæller os hvad Gud er, med alle sine guddommelige egenskaber og fuldkommenhed. Men for at kunne sige hvad Gud er, måtte vi have hele Guds åbenbaring på jorden foran os. Og stadigvæk ville vi bare have en ufuldstændig opfattelse af ham.

Nu har Gud først åbenbaret sig i sit skaberværk. Men i den åbenbaring ser vi, om vi kan sige det sådan, bare hans ydre væsen. Hans hjertes tanker, hans guddommelige retfærdighed og barmhjertighed, hans vilje og rådslutning om menneskenes frelse, ville stadigvæk være skjulte hemmeligheder -. Hvis Gud ikke også havde åbenbaret sig i Ordet. Først det skrevne Ord, og senere i ham som er Ordet, og som blev kød og tog bolig iblandt os. Han som var afglansen af Guds herlighed og det sande billede af Guds inderste væsen. Derfor opfordrer hele Guds ord os da også til at lære at kende ham.

Kort sagt: Det er ikke givet at udtrykke Guds navn i hast. Da Manoah spurgte Herrens engel: "Hvad er dit navn?", svarede han: "Hvorfor spørger du om mit navn? – Det er et underligt navn," - eller måske rigtigere: "Det er Underligt." Sådan spurgte Moses også Herren om hans navn, og fik dette svar: "Jeg er den jeg er", og gentaget: "Jeg er." Dette er betydningen af navnet Jehova. Dette er hans majestætiske, guddommelige naturs navn.

Og han har også givet os mange andre udtryk for sit navn, både forfærdelige og herlige skildringer af hans guddommelige natur. Det er f.eks. et navn som kan gå gennem marv og ben, når han siger: "Jeg, Herren din Gud, er en stærk og nidkær Gud." Og når han kaldes en "fortærende ild" - en forfærdelig Gud for alle ugudelige - den almægtige, retfærdige, hellige, store.

Men Guds ord strømmer også over af herlige navne på vor Gud. Han kalder sig også for den barmhjertige, nådige, langmodige, hellige, trofaste. Særligt som åbenbaret i kød til frelse for mennesker bliver Gud kaldt Immanuel, betyder Gud med os, og Underfuld Rådgiver, Mægtig Gud, Evig Far og Fredsfyrste.

Han kalder sig også vor Trøster, Ven, Hyrde, Brudgom, Bror, Far. Men hvem kender vel alle Den Højestes navne? Som herlig balsam er de udgydt over alt i Guds ord, sådan som Salomo siger: "Dit navn er en udgydt salve." Kort sagt: Hele Guds ord udgør eller udtrykker Guds navn.

Men vi må ikke glemme særligt at nævne det navn som er over alle andre navne som nogen sinde kan nævnes i himmel og på jord. Det eneste navn vi kan blive frelst ved. Det navn som styrker dem som slider og bærer tunge byrder, som trøster dem som har sorg, læger dem som er såret, sætter fanger fri, gør fattige rige, udsletter synder, retfærdiggør og giver os evigt liv!

Det er det dyrebare navn Gud har givet sig selv i sin Søn, frelsernavnet, fuldt af trøst: Jesus!

I dette navn har Gud lagt hele sit hjertelag overfor syndere, sit evige råd til frelse, sin evige kærlighed, sin barmhjertighed, sin tålmodighed, sin trofasthed - ja, alt, alt som kan gøre en synder frelst og salig, har Gud lagt i dette navn: Jesus! Dette korte navn er et helt evangelium. Det betyder frelse for syndere.

Men nu mærker vi at mens disse mange og dybe udtryk for Guds navn får lov at arbejde med os, som også med andre hellige Guds ord, begynder Gud selv at åbenbare sig for vore hjerter, forklaret, stor, herlig, hellig, nådig... alt eftersom de forskellige udtryk vi standser op ved omtaler Herren.

Dette viser at det ikke bare er en hebraisk udtryksform, når Guds navn siges, og med det mener Gud selv. Men at det samme også bruges af os, når nogen f.eks. taler ondt om en anden person, hans ord eller gerninger. Da siger vi at de "sværter hans navn til."

Opsummerer vi alt dette, forstår vi at til det at hellige Guds navn hører alt det som gør at Gud bliver herliggjort for vore hjerter. Bliver kendt, æret og elsket ret.

Mens derimod alt det som fører til at forringe menneskers opfattelse af Gud, eller forringe respekten for ham og hans ord, hans værk og hans sag på jorden, kalder Guds ord for at vanhellige hans navn.