13. juli

 

Hvis jeg havde uret for øje i mit hjerte, så ville Herren ikke høre. Salme 66:18.

 

Det er måske vanskeligt for dig at tro at du har barnekår hos Gud. Ja, måske det er helt umuligt for dig på grund af et eller andet bestemt forhold.

Men her kan du få hjælp til at få afklaret din stilling. Læg mærke til denne forskel: Spørgsmålet er om grunden til at du ikke kan tage den trøst som ligger i barnekåret til dig, ligger i at du har en bevidst synd du lever i, og som du ikke vil opgive.

Det kan være at du lever i et uforsonligt had til et menneske. Du praktiserer måske en eller anden kødelig lyst som du forsvarer. Eller du er uærlig i forretningsliv eller arbejde. Alt er med andre ord åbenbare kødets gerninger - som du ikke har tænkt at stoppe med.

Prøv da ikke at bruge evangeliet til at overdøve og nedtone protesterne i dit hjerte, og i et forsøg på til og med at tro at du lever i nåden. For hele Guds ord strider særdeles klart mod alt sådant. Og Herrens Ånd, som skulle give dig troens vished og vidnesbyrd om dit barnekår, er også "sandhedens Ånd", en ren og hellig Ånd.

Den kan da ikke give dig en vished som strider mod sandheden. I alle sådanne forsøg vil du altid bare møde apostelens ord til troldmanden: "Du har hverken del eller arv i dette ord, for dit hjerte er ikke ret for Gud." Han siger ikke: Dine synder er alt for mange og store. Men: "Dit hjerte er ikke ret for Gud."

Glæd dig alligevel over at han heller ikke siger: Derfor må du for altid gå fortabt. Nej, han tilføjer tværtimod. "Omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed Gud om at dit hjertes tanker må blive tilgivet dig!"

Tænk, ikke en gang troldmanden, så gennemsyret af hykleri, fuld af "bitterheds galle og bundet i uretfærdigheds lænker", blev uden videre opgivet som fortabt, men må komme til Gud og bede om forladelse!

Læg også mærke til, at til ham siger apostelen ikke bare: "Tro på Herren Jesus." Men: "Omvend dig fra denne din ondskab!" Det samme siger Kristus også: "Hvis dit højre øje frister dig (hindrer dit liv i nåden), så riv det ud og kast det fra dig."

Han siger ikke: "Tro på mig, så slipper du for at rive øjet ud." Nej, troen og en god samvittighed vil aldrig kunne gå sammen med synd som man forsvarer og dækker over, som tværtimod driver os bort fra nådestolen.

Luther siger at der er mange som holder sig borte fra nadveren og bønnen, fordi de er fanget i en synd som hersker over dem. Det kan være uforsonlighed, had o.s.v., som de ikke vil opgive. "Det bedste råd vi kan give sådanne", siger han, "er at de opgiver synden og kommer til Gud i nådemidlet og bønnen. Dette vil ganske vist være bedre for dem end at de fortsætter i synden, og giver legeme og sjæl til djævelen."

Åh ja, det er meget bedre for dig, siger Kristus jo også, at du tager den lidelse at rive et øje ud på dig, og går ind til livet. End at du skulle have to øjne, men bliver kastet i helvedes ild.

Åh, vær fornuftig, flygt fra synden! Herlighedens krone er mere end løn for al den lidelse det koster at korsfæste kødet. Hvis du derimod fortsat bliver i synden, hindrer du selv din bøn. Du mister Guds salige fred her i livet, og den himmelske glæde i evigheden.

Kødet har, selv hos de hellige, altid sin gamle kærlighed til synden. Men læg mærke til at her taler vi om den synd du accepterer og forsvarer ("dækker over"), ikke bare elsker. Det sker når du "tager parti" med den, undskylder den og ikke er indstillet på at stoppe med den. Og det på trods af at der ikke er tale om en tvivlsom, men tværtimod en åbenlys synd. At godtage og forsvare synden sådan, strider altid klart imod troen og nåden.

Noget ganske andet er forholdet når en kristen siger: "Jeg elsker dig, synd, forfærdeligt. Men jeg hader og forbander min kærlighed til dig." Og han så søger hjælp hos Den almægtige Gud mod selve den kærlighed til synden.

Er det dette som er netop din situation; du ser på din kærlighed til synden på denne måde, og søger forløsning fra dette? Da skal du ikke et øjeblik frygte eller vende dig bort fra din barmhjertige og forsonede Far i himmelen. Du skal skynde dig til hans favn. Vær da sikker på at du kan tro hans nåde!

Og - bemærk dette - vogt dig for at du ikke har den indstilling at du først må vente til du bliver udfriet fra synden, før du tør tro nåden. For en sådan udsættelse ville være den bedste fælde djævelen nu kunne fange dig i. Nej, det er alene gennem troen du kan vente nogen forløsning.

Og dette at kødet elsker synden, ja, at enkelte medfødte fristelser følger og plager os så længe vi er på jorden, det er noget alle hellige tynges af og sukker over. Men "sådanne synder", siger Luther, "som vi på denne måde selv dømmer, er nøgne og åbenlyse synder, som altid har Kristi offer mellem sig og Gud." De skal derfor heller aldrig kunne fordømme os, så længe vi bliver i Kristus, og synden derfor også er korsfæstet.

Mod sådanne synder og alle daglige fald må du da altid bare holde de store og evige sandheder om vor benådning, frem for dig, og gemme dem dybt i dit hjerte. Og du må kæmpe som for liv og salighed for at beholde trøsten og visheden om dit barnekår. For du skal være klar over at djævelen sætter alt ind på at rive barnekårets Ånd ud af dit hjerte, og styrte dig ud i tvivl og trællesind.

Tag derfor hele Guds evangelium til hjælp her! Brug sakramenterne, bønnen og brødres råd og forbøn til hjælp! Så samvittigheden ikke skal blive draget ned i trældom, men gennem troen sejre over al modsigelse.