1. juli

 

Vi roser os i Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen. Rom. 5:11.

 

Her sammenfatter apostelen alt det salige som kunne nævnes i denne evige kilde og ophavet til alt; Gud selv, og siger: Vi har Gud selv! Gud selv er vor ven og Far. Dette er jo selve grundlaget som al tryghed og salighed strømmer ud fra.

For det første betyder Gud selv meget mere end alle hans gaver. Guds venskab betyder mere end hele himmelens salighed. Gud selv er solen og saligheden i himmelen, på samme måde som hans venskab også her i livet er Guds børns egentlige fryds og glædes kilde.

Dernæst er det også i ham vi har alle vore gaver: I ham er al vor retfærdighed og styrke, i ham vor fred og trøst. Gud er vor Far, og al børnenes rigdom og tryghed er i selve Faderen; "Er vi børn, da er vi også arvinger." "Når Gud ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvordan skal han da kunne andet end at give os alle ting med ham?"

Tænk, når du ejer selve den store almægtige Guds venskab, da må du jo hvert eneste øjeblik være fuldkommen lykkelig! Om du så var det fattigste menneske, så er du jo i ham den rigeste. Var du den mest ynkelige og foragtede, så er du jo i ham den mest ærefulde. Var du det mest ensomme og forladte menneske, så har du i ham altid det herligste selskab.

Sådan ser vi David og andre Guds mænd har frydet sig i Gud selv, som deres egentlige trøst og ros; "Min sjæl skal rose sig i Herren." Lad os daglig rose os i Gud, over at i ham har vi alt det vi behøver. Sådan at tonen i vort hjerte bliver denne: "Herre, min klippe, min fæstning, min forløser, min Gud, min trøst, som jeg sætter min lid til, mit skjold, mit frelses horn, han som beskytter mig."

Det er dette kendskab alle retfærdiggjorte sjæle skal have til sin Gud, og kunne rose sig i ham. Som profeten siger: "I Herren skal hele Israels sæd (æt) blive retfærdiggjort, og skal rose sig i ham."

Ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi fået forligelsen. På ny og på ny gentager apostelen at vi har al denne nåde, tryghed og ros udelukkende ved vor Herre Jesus Kristus og hans forsoning. Og det er højst nødvendigt at vi til stadighed tænker over dette. Al vor trøst og ros i Gud, hans venskab og den evige frelse, er straks forsvundet så snart vi vender blikket bort fra denne eneste grund som gælder, og begynder at se på os selv.

Da står vor synd og mangfoldige uværdighed snart foran os, og da gør vor samvittighed os tavse og forsagte. Da er det slut med glæden og rosen i Gud.

Husk derfor altid, ja, uafladeligt, at al denne nåde som gør at vi roser os i Gud, at han er vor med alt det han er og har, har sin grund udelukkende i forsoningen i Jesus Kristus.

Ikke i nogen som helst værdighed eller fortjeneste fra vor side. Bare i den evige kærlighed som gjorde at Gud gav os sin Søn mens vi endnu var "syndere", "ugudelige" og "fjender."

Gennemtænk grundigt hvad der ligger i dette at Gud, som først selv har skabt os til sine børn og arvinger, også selv gav os sin Søn til Frelser - mens vi endnu var ugudelige og fjender. Og at vi da "blev forligt ved hans Søns død." Dette er den evige trøstens grund for fattige syndere. Den grundvold vakler og falder ikke når vi vakler og falder, men bliver altid stående der, støt og fast.

Og da kan du let regne ud at han som har gjort det som er større, da han gjorde fjender til venner, - skal meget mere kunne gøre det som er mindre; nemlig også vil behandle os som dem som er så dyrt forligte. Det vil sige; ikke se på vore synder og dømme os efter loven. Men altid være barmhjertig og nådig, og føre os helt frem til den frelse og salighed han fra først af skabte os til, og senere også så dyrt genløste os til.

Vi kan altså ikke understrege nok hvor nødvendigt det altid er at rose sig i Gud, d.v.s. altid beholde en virkelig troens tillid, en glad og hjertelig trøst i ham. For hele en kristens åndelige liv afhænger af at vi har dette liv i Gud.

Men lige så nødvendigt er det derfor også at vi altid, som en dyb erkendelse holder fast på det som ligger i dette: "Ved vor Herre Jesus Kristus, for i ham har vi fået forligelsen."

Og dette trænger vi særligt til når vort hjerte er fuldstændig iskoldt overfor Gud, sådan som det af og til sker. Vort indre blik er måske begyndt at vende sig bort fra Herren, og er blevet fremmed for ham, og så kommer vi i en nødsituation, så vi trænger til at bede. Men da oplever vi det som om Gud også er fuldstændig iskold overfor os, bryder sig ikke om os, ser os ikke og hører ikke vor bøn.

Da er det vigtigt at vi husker at dette billede af Gud er total falskt. Det er en gruelig vanskabning, som bare kommer af vort kolde, vantro hjerte, og djævelens giftige indflydelse.

For Herren, vor Gud, har selv givet os et ganske andet billede af sig selv; som en evig og uendelig kærlighed som gav sin egen, enbårne Søn for os. Og som nu hvert eneste øjeblik elsker alle dem som tror på ham. En øm Far som hvert øjeblik er os nær, ser alle vore behov og bekymringer. Og om han nok også af og til skjuler sig, og tøver med hjælpen, har han alligevel altid sin lyst i at gøre godt mod os.

Gud kan aldrig være kold og ligeglad overfor dem som jo er dyrt forsonet med ham gennem hans elskede Søn, og i ham er retfærdige!