5. januar

 

Ånden selv vidner med vor ånd at vi er Guds børn.  Rom 8:16.

 

Hvilket stort og herligt ord! Være Guds barn - vide at jeg er det, og have den tillidsfulde barnekårets ånd med Gud! Sådan taler apostelen her. Sådan taler hele Skriften. Og sådan taler alle frigjorte kristne om det som er deres herligste erfaring: Ånden selv vidner med vor ånd at vi er Guds børn.

Hvordan står det egentlig til med dette vigtige forhold i blandt os? Du som læser dette; er du så lykkelig? Kan du sige at du har Guds Ånds vidnesbyrd med din ånd om at du er et Guds barn?

Du mener du er en kristen, du elsker Ordet, du lever et fint liv. Men hvordan står det til netop i dette forhold? Hvordan står det til med dit hjerte? Har du samfund med Gud - et virkeligt fortroligt samfund som kendetegnes ved at du kan sige: Abba, Fader? Det er hovedsagen!

Hør, og læg mærke til dette! Dette er den store hovedsag i alt kristent liv; at hjertet har et tillidsfuldt samfund med Gud gennem Kristus. At du lever i samfund med ham, knyttet til ham som en ven!

Åh, dette er selve hjertet og livet i al kristendom! Dette er det genoprettede Paradis-liv som menneskene mistede i syndefaldet, en tillidsfuld barnekårets Ånd som lever i samfund med sin Gud og taler med ham som barnet med sin far.

Og så er spørgsmålet: Er du også en af dem som har denne tillidsfulde barnekårets Ånd? Skub ikke dette spørgsmål fra dig før det har resulteret i en dybtpløjende afgørelse!

Som sagt er denne tillidsfulde barnekårets Ånd netop hjerteslaget i hele det åndelige liv, som alt godt strømmer ud fra igen. Og uden denne er alt bare død og kulde, afmagt og trældom. Hvad skal alt åndeligt liv tjene til, hvis du ikke ejer denne troens fred med Gud, dette fortrolige samfund med ham? Kristus har udtrykkelig sagt at ikke noget som helst andet godt kan frelse, hvis vi ikke har fået dette samfund og det inderlige kendskab til ham.

Det er også dette tillidsfulde forhold til Frelseren som er hele kraften i al kristendom, både til det som skal gøres, og til at lide. Ja, som er selve kilden til alt som er sandt og helligt, alt det Gud har behag i, i vore liv. Kristendommen bliver en trældom, bliver svag og fuld af ulyst, tung og kraftløs, hos dem som ikke ejer denne troens vished og kendskab til Gud. De kan have mange gode meninger, gode fortsæt og holdninger. Men de kommer aldrig længere. De er altid trælle under denne verden, og deres synder vil de ikke give slip på. De styres til stadighed af djævelen, fanget af hans vilje. De har ikke Den Hellige Ånd indeni sig.

Så findes der nok nogen hvor en virkelig tro er tændt, men hvor den endnu er svag. Disse hungrer og tørster, men er endnu ikke blevet mættet. Og hos ældre kristne kan troen have mistet sin evangeliske frimodighed, der hvor kristendommen er blevet mere tung og lovisk. Men selv hos disse er det afmagt under synden, som hersker. Og i alle livets forhold bliver også disse mennesker svage, træge og livløse. Bekendelsen forstummer, bønnen bliver tung og kraftløs, hjertet koldt og tomt.

Hjertet har ingen skat, én som kan fylde det. Ingen som har indtaget hjertet frem for andre venner. Derfor tørster det snart på ny efter det denne verden kan give. Og i endnu større grad er dette jo tilfældet der hvor sjælen i det hele taget aldrig er kommet til tro, men endnu er totalt fanget under trældommens åg.

Men der hvor hjertet tvært imod har fået en tillidsfuld overbevisning om at det er benådet hos Gud, og står i et tillidsfuldt venskab med Frelseren, - hvilket liv, hvilket lys og kraft, hvilken glad lovprisning og bekendelse man finder der! Og disse mennesker tager straks afstand fra denne verden.

Det var dette Kristus mente da han sagde: Sådan som grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke bære frugt, uden at I bliver i mig. Den som bliver i mig og jeg i ham, bærer meget frugt. Og sådan taler Johannes: Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro. Og sådan taler profeten: Glæde i Herren er deres styrke.

Åh, hvor vigtig er da ikke dette! Også for at vi skal have den kraft vi trænger til helliggørelse, til bekendelsen, til ikke at blive draget med i verdens ånd, og til tålmodighed og styrke i trængslen!

Hvor vigtig og nødvendigt at vi ejer en klar overbevisning om nåden, og står i et inderligt troens samfund, forenet med Frelseren. Det er helt nødvendigt at vi ejer - og bevarer - dette barnets ægte, tillidsfulde forhold til Gud, som apostelen kalder sønnekårets (barnekårets) Ånd, som gør at vi råber: Abba, Fader!

Skulle vi ikke standse op og spørge os selv ind for Guds åsyn, hver enkelt af os: Har jeg denne tillidsfulde barnekårets Ånd? Har jeg dette vidnesbyrd i mit hjerte, om at jeg har barnekår hos Gud?