4. januar

 

Så mange som tog imod ham, dem gav han retten til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn ...de er født af Gud. Joh. 1:12-13.

 

En sådan udlæggelse af Skriften selv om hvem som er Guds børn, burde virkelig tænde alle troendes hjerter i glæde og forundring. Mens derimod de som i egen frimodighed og selvsikkerhed har tilegnet sig dette hellige navn, burde vågne op og blive rede.

Guds børn, i Skriftens betydning, er født af Gud. De er et underværk af Guds nåde. De er nye, åndelige skabninger på jorden, i sig selv et vidnesbyrd om at de har "fået del i guddommelig natur." Og det er netop dette den sande, levende tro virker.

At vi af bare nåde, ved troen, bliver Guds børn og salig frelst, er så fuldt af nåde og trøst, at vi burde græde af glæde. Men burde vi da ikke også forstå, og tænke grundig over, at her tales der om denne bestemte tro som vi fik da vi blev født af Gud? Eller kan det tænkes at også en indbildt tro, som aldrig har nogen sammenhæng med at vi blev født af Gud, lige så godt kan frelse os?

Der er ligesom ingen grænse for hvor mange som kan pynte sig med den herlige titel at de er Guds børn. Mange som til og med mangler de mest selvfølgelige kendetegn på den nye fødsel, trøster sig også med at de er sande kristne.

Lad jer ikke forføre; Gud lader sig ikke spotte! Det skal til sidst ikke blive et spørgsmål om hvor meget vi har i vor forstand oppe i hovedet, eller af ord i vor mund. Men om vor kristendom har været sand, om vi er blevet født af Gud. Åh, det ville være forfærdelig om jeg havde hyklet mig frem gennem livet med en selvlavet trøst, i stedet for en tro som var skabt af Gud.

Tænk om du har bedraget dig selv og andre med en forstandstro som hverken har kraft til at ydmyge hjertet, til at føde det på ny, eller til nogen helliggørelse. Den består bare i kundskab og ord, plus en vis kristelig aktivitet. Måske lidt bøn, lidt læsning og kristelige talemåder. Men alt sammen bare noget du gør i egen kraft, for at falde ind i det kristelige mønster, eller noget lignende.

Men snart er det slut med dette spil. Snart kommer Den Store, Den Hellige, han som har set hele skuespillet. Han kommer med det endelige budskab: Nu er det slut! Gør dit regnskab op! Så står vi overfor dødens ansigt og alvor. Da stilles vi afsløret og afklædt frem for Den Helliges øjne. Åh, hvor forfærdelig det vil være hvis vi hele tiden bare har hyklet! Netop fordi nåden er så stor og det himmelske barnekår så herlig, er det også så vældig farligt hvis ikke vor kristendom er af sandheden. Læg derfor godt mærke til apostelens ord i den tekst vi har foran os i dag!

Først sagde han: Så mange som tog imod ham, dem gav han retten til at blive Guds børn. Og hvad han lægger i dette at de "tog imod ham", det forklarer han med tilføjelsen: dem som tror på hans navn. Men læg mærke til at han går endnu længere i at forklare hvad der ligger i dette. Han tilføjer at de som ved troen var Guds børn, også var født af Gud.

Denne tilføjelse kan ikke indprentes stærkt nok. Den som skal kunne "se Guds rige", og som et Guds barn leve i al evighed med Gud, må være født af Gud. Før syndefaldet ejede menneskene det guddommelige liv, som også netop var Guds billede i dem. Det var særligt dette Gud tænkte på når han sagde: Den dag du spiser af det (kundskabens træ), skal du sandelig dø. Så måtte dette guddommelige liv genoprettes i os. Og det kunne bare ske ved en ny fødsel. Da bliver vi på ny "ligedannet med hans Søns billede" - selv om dette billede ikke bliver fuldkomment før vi også bliver friet ud fra den hindring kødets legeme altid er på denne jord.

Kristus udtalte klart og utvetydigt: Den som ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige. Guds rige bliver givet os af bare nåde. Det står evigt fast. Men du er totalt ude af stand til at få del i det, det er ikke mulig at du kan leve et liv med Gud her, og derefter i himmelen, hvis du ikke bliver født af Gud, og får del i Guds natur. Den sande Gud er en hellig Gud. En vanhellig skabning vil fortæres og pines i Guds nærvær.

Der må skabes en ny natur i mennesket, en natur med Guds slægtskabsbånd, et nyt menneske som er skabt af Gud, før livet bliver salig i samfund med Gud. "Kødets sindelag er fjendskab mod Gud" og trives ikke sammen med ham en eneste dag, og langt mindre en hel evighed. Derfor siger Kristus: "Undre dig ikke over at jeg sagde til dig: I må blive født på ny. Det som er født af kød er kød. Den som ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."

Og her siger Johannes altså: "De er født, ikke af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud." Og Peter siger: "I er genfødt, ikke af forgængelig sæd, men uforgængelig, ved Guds ord som lever og bliver." Og Paulus siger det sådan: "I Kristus betyder hverken omskærelse eller mangel på omskærelse nogen ting, bare en ny skabning."

Så er spørgsmålet: Hvem andre end Herren selv skulle du tro på i dette som afgør dit evige liv? Kristus er jo selve kærligheden og miskundheden. Det må jo være Kristus og hans apostle vi må lytte til. Og Kristus og hans apostle taler stærkt og klart, ligesom med en mund, at Gud har bestemt en sådan vej til frelse for menneskene; at de må fødes på ny og få del i Guds natur, hvis de skal komme ind i himmelen. Hvordan kan du da bare fortsætte på din vej mod evigheden uden at have dette tydeligt for dig?