29. januar

 

Kristus er alt og i alle. Kol 3:11.

 

Åh, hvilket tordenslag disse ord er over al egenretfærdig vildfarelse! Men også; hvilken rig kilde af lærdom, trøst og fred for de elendige, i al mulig åndelig nød og bekymring!

Kristus er alt og i alle! Dette er hemmeligheden både i den kristnes retfærdighed og i hans helliggørelse, i hans styrke så vel som i det at blive stående i nåden. Det er også hemmeligheden bag den underlige fred vi kan se enkelte mennesker har midt i den største skrøbelighed og prøvelse.

Kristus er alt og i alle - de få ord har vi snart lært, når det bare går på nøgne ord og betydning. Og mange tror nok ikke der er mere at lære af dette. Men her er vi ved det punkt som altid svigter for os straks nød eller sorg møder os.

"Kristus er alt og i alle" er også en ret kristens vidnesbyrd, til forskel fra alle andre slags kristelige mennesker. En kristen er nemlig et menneske som har erfaret at Kristus er alt i alle, og lever i dette.

Der er mange religiøse mennesker. Men i deres hjerte er andre åndelige sager blevet vigtigere for dem end Kristus. Derfor er de også i tanker og ord mere optaget med dette end med Kristus. Kristus siger selv: "I gransker Skrifterne, for I mener at I har evigt liv i dem. Men I vil ikke komme til mig så I kan have liv." Hvad der betyder mest for hjertet, det mærker man let på menneskenes tale, "det hjertet flyder over af, det taler munden."

Men disse mennesker kan både høre og læse sådanne ord og denne omtale, uden at blive så oprigtige mod sig selv at de opdager hvordan de har det på dette område. Det kan både blive lagt ind over dem, og til og med overbevise dem om at de lever i et frygteligt selvbedrag og hykleri. Og de kan virkelig mærke at det rammer dem. Alligevel kan deres åndelige søvn være så tung at de ikke er i stand til at blive oprigtige mod sig selv.

Men der findes også andre mennesker som trænger til at høre denne forkyndelse: Kristus er alt og i alle. Sjæle som står meget nær Guds rige. Ja, også dem som har en virkelig tro på Kristus, men som alligevel ikke ved hvad de ejer i ham - noget ganske rigtigt ingen kristne mennesker fuldt ud gør. De tynges af mange bekymringer. Bekymringer som de måske aldrig helt kan undgå. Men som alligevel ikke i den grad ville tynge deres liv, hvis de bare vidste hvad de ejede i sin Herre Kristus. Johannes siger der er mennesker "som tror på Guds Søns navn", men som ikke ved at de "har evigt liv i ham."

"Jeg magter aldrig at blive stående i nåden", sukker nogle. "Når man ser hvor mange som kan falde fra, og de store og utallige farer, - hvordan skal det så gå med mig som er så forfærdelig svag, som har et kød fuldt af syndig lyst, som har et så letsindigt, verdsligt og falskt hjerte?"

En anden sukker. "Jeg bliver aldrig noget andet end en slave for synden. Jeg ser det onde, men kan ikke stå imod det. Jeg har forsøgt at tro, bede, våge og kæmpe. Jeg har tænkt at én gang skulle jeg vel opleve den rette, dybe og virkelige helliggørelse, også i mit liv. Men nej. Jeg bliver bare værre og værre!."

En tredje siger: "Min synd står altid for mig. Jeg får hverken fred eller vished om at jeg har Guds nåde og tilgivelse for de synder jeg har gjort. For jeg mærker altid anklagen i min samvittighed. Desuden magter jeg aldrig at blive sådan som en kristen bør være."

En fjerde sukker: "Med mig står det meget værre til. Jeg kan hverken mærke, angre eller blive forskrækket over mine synder, eller min tilstand. Jeg går bare der, fuldstændig hård og død, kold og ligegyldig." Osv.

Hos alle disse er hovedproblemet at de så totalt glemmer Kristus, i alle sine tanker overser de Kristus. Dermed gør de ham til et intet.

Sit indre liv lever de med andre ord som om der ikke var nogen Kristus, nogen Frelser til. Ingen retfærdighed som holdt ind for Gud, ingen almægtig hjælper, ingen omsorgsfuld hyrde.

Ja, som om de ret og slet skulle være overladt til sig selv. Så hver og en selv måtte være sin egen frelser. Selv måtte stå frem med den retfærdighed som kan godtages af Gud. Selv være sin hyrde, sin hjælper, sin styrke, sit alt i alle!

Ja, dette er det vantroens mørke som er grunden til alt ondt. For alt ville kunne blive godt, hvis bare Kristus fik lov at være alt i alle. Han er givet os af Gud, og blev vor "visdom fra Gud, vor retfærdighed, helliggørelse og forløsning."