26. januar

 

Hver af os skal være til behag for sin næste, til hans bedste, for det fører til opbyggelse. For heller ikke Kristus levede til sit eget behag. Rom. 15:2-3.

 

Kristus levede ikke så det behagede ham selv. Her har vi det store forbillede og mønster på alt det som er helligt og godt. Kristus og hans eksempel er også den kæreste og stærkeste drivkraft i Guds børns hjerter. Er du en kristen, da har du den store nåde at leve i samfund med Kristus, i vished om at du er forenet med ham. Da er det i ham du har dit liv, din trøst, al din retfærdighed, hele dit håb. Og han er din bedste ven.

Men da må det også være både kært og vigtigt for dig at "vandre sådan som han vandrede", at være og gøre sådan som han var og gjorde. Og hvordan var han så? Apostelen siger han levede ikke til sit eget behag. Han var ikke optaget med hvad der var fordelagtig og godt for ham selv. Men så bare på hvad der var vort bedste, på fortabte synderes vel, da han gav sig selv for os.

Han søgte ikke sin egen ære. Han var ikke fornøjet bare han for sin egen del var vis, retfærdig, hellig, og al lovprisning værd. Men levede i ydmyghed under vanære. Bare for at også vi skulle få del i hans visdom, hans retfærdighed og herlighed.

Dette høje og herlige forbillede holder apostelen op for vore øjne. For at vi kan indtages af ham og drives til også at leve vort liv sådan som han, vor Herre og mester, levede. Ikke leve til behag for os selv, men være til behag for vor næste, til gavn og opbyggelse for ham. "Bære de svages skrøbeligheder." Så fristes jeg måske til at se på min næstes fejl og mangler, uforstand og andre skrøbeligheder. I egenkærlighed tænker jeg derimod på hvor klart jeg ser alt selv. Bliver fornøjet med mig selv og støder denne bror fra mig.

Da bør dette billede vi nu har set af Kristus straks slå ned i mig og gøre mig angst overfor sådanne tanker. Dette herlige, hellige billede af Kristi ydmyghed og kærlighed bør få mig til at vågne og forfærdes over mig selv. Det bør få mig til at tænke: Hvad slags kristen er jeg egentlig, som i egenkærlighed og foragt for denne bror lader mine øjne standse ved hans skrøbeligheder? Herren Kristus, det eneste og evigt fuldkomne, visdommen og godheden, var ikke optaget med sig selv. Han vendte sig ikke bort fra os, tåber og forfærdelige syndere. Han gjorde bare alt for at redde os ud af vor elendighed!

Ja, måtte alle kristne tænke sådan! Du støder dig på en brors uforstand eller de fejl du ser i hans liv. Du står klar til at foragte eller dømme ham, og anser dig selv som meget bedre end ham. Men se hvad Kristus gjorde, og stadig gør med os! Al den dårskab og fejl han dagligt må se hos dig, og hvordan han alligevel i sin barmhjertighed tager sig af dig!

Tænk over hvad Kristus gjorde med sine skrøbelige disciple. Deres liv var fuldt af fald, af uforstand og andre svagheder. Alligevel ser vi ham aldrig forkaste eller fordømme dem, så længe de fortsat trods alt klynger sig til ham. Altid bar han deres skrøbeligheder. Deres fejl, deres uforstand og skrøbeligheder var mange. Alligevel ser vi hvordan de selv var hurtige til at ville nedkalde ild fra himmelen over dem som foragtede Kristus. Vi ser Peter vil hindre sin Herre i at påtage sig lidelsen. Vi ser disciplene skændes om hvem af dem der var den største. Hvordan de alle forlod ham, og hvordan Peter på det groveste fornægtede ham.

Vi ser hvordan de fuldstændig havde glemt ordet om hans opstandelse. Ja, så totalt at Tomas ikke ville tro at han var opstået igen, uden at han kunne stikke sine fingre i sårene efter naglerne. Men hvad gør Herren da med så uforstandige og skrøbelige disciple? Han fordømmer dem ikke. Forkaster dem heller ikke, eller bare ganske stille forlader dem.

Nej, han tager sig til stadighed af dem, sådan som den enkelte af dem trænger til det. Taler med dem i inderlig kærlighed, revser mildt det der er galt hos dem. Korrigerer deres uforstand, og minder dem om Ordet, sådan som det står skrevet, og at Kristus måtte lide alt dette. Han taler så venligt med dem, som sine kæreste børn og venner. Som om de aldrig havde gjort noget som helst imod ham. Han forsøger at genoprette deres tro og fred, for at de kan blive endnu stærkere.

Måtte Gud give os alle nåde til at blive mere optaget af, ja, virkelig strække os efter den guddommelige kærlighed Kristi eksempel vil lære os! Vi må ikke sætte lid til vor egen ånd, men lade Kristus være vor lærer. Ham skal vi jo følge i alt, også i dette hans sindelag.

At kunne se og bedømme andres fejl og uforstand, er ingen kunst. Det kan farisæerne og de vantro også. Men at vise barmhjertighed, ydmygt og kærligt "bære" de svages skrøbeligheder, og bare være optaget med det som kan opbygge dem, det er en fin og høj kunst. Selv levende kristne, som selv hver dag har behov for andres barmhjertighed, lærer temmelig sent at de også selv bør vise samme barmhjertighed overfor svage brødre.

Men netop gennem at vi selv har brug for al mulig barmhjertighed. Og særlig hvis vi får at se lidt dybere ind i vor egen synd og falskhed, og alligevel - på trods af al vor store synd - får at se nåden overstrømme endnu mere, så vi helt smelter ned overfor Guds store nåde -. Først da begynder vi måske at modtage noget af Kristi barmhjertige sindelag. Begynder at lære noget af den høje visdoms omgang med skrøbelige brødre.

Men uanset, når du ser på vor Herre Kristi milde sind, og selv lever udelukkende på barmhjertighed, - da må du aldrig glemme at det er hans alvorlige vilje at du også skal vise den samme barmhjertighed mod alle andre. Og da skal det særligt vise sig i dette som apostelen lærer os her; at vi ikke skal leve til behag for os selv, men for vor næste, til hans opbyggelse. På samme måde som Kristus ikke levede til behag for sig selv, men for os. Og fortsat dagligt lader sin nådes overvældende rigdom være mægtig over os, på trods af alle vore skrøbeligheder. Måtte han selv give os den nåde at vi også i dette måtte være hans efterfølgere!