20. januar

 

Men netop derfor skal I også med al iver lade jeres tro vise sig i et ærbart liv. 2. Pet. 1:5.

 

Når man virkelig tænker over alle de dyrebare løfter Gud har givet os, kan man blive bange over sin forfærdelige ligegyldighed og ulydighed. Man bliver forskrækket over at opdage at man slet ikke altid tænker på at vi skal være optaget med at bevise vor tro gennem et gudfrygtigt liv.

Vi har fået alt det vi trænger til liv og gudsfrygt. Så vi behøver ikke, på grund af vor egen svaghed, at være nogen syndens træl. Og vi har de allerstørste og mest dyrebare løfter fra Gud selv, som umulig kan lyve. Løfter som gælder allerede her i dette liv, som går ud på at vi får del i Guds natur, og skal leve med ham i evighed.

Skulle det da ikke, den lille tid vi endnu skal leve her i kødet, først og fremmest være vort højeste ønske bare at leve for Herren som har givet os alt dette? Bare leve til hans ære, bidrage til at han blev ophøjet. Og derfor lade det blive dette vi er optaget med; at vor tro må vise sig i et ærbart liv, et liv til hans ære! Bed Gud tilgive dig al din ligegyldighed! Bed om nåde til at leve et liv mere lig Kristus fra nu af!

Når Peter siger: "Lad deres tro vise sig i et ærbart liv", så er der med et ærbart liv tale om hellig nidkærhed, kraft og trang til det gode. Apostelen vil at vor tro ikke bare skal være en død tro, bare uvirksom kundskab, bare noget vi ved. Eller bare en slags god sovemedicin. Han formaner til at når vi tror noget så herligt som det Guds løfter indeholder, så skulle vi også, i hele vort daglige liv, opføre os som det passer sig for et så benådet og lykkeligt folk på jord.

På dette område ser vi ofte meget som er både sørgeligt og underligt. Vi ser mennesker som virkelig synes at have fået et nyt åndeligt liv. Men samtidig er det som om de ikke ved at den nåde de har taget imod, også skulle få sit udslag i deres liv, og føre til at det gamle menneske blev overgivet til døden.

Tværtimod ser vi bare hvordan de lukker øjnene for både den ene og den anden vanesynd. Som om de ikke ved at enhver synd må korsfæstes og overgives til døden. Hvis disse mennesker alligevel skulle vise sig at have åndeligt liv, så viser i hvert fald deres liv helt klart at de lever i en åndelig søvn.

Og det er egentlig fra denne konkrete tilstand apostelen vil vække os med disse ord om at lade vor tro vise sig i et ærbart liv; i nidkærhed og kraft, virksomt i vort liv.

Han siger også selv at det er det han er optaget med i dette brev: "Dette er allerede det andet brev jeg skriver til jer. I begge breve vil jeg ved påmindelse opvække jeres rene sind." Åh, måtte nu hver eneste en som læser dette, straks gå i sig selv og tænke efter om der også hos ham eller hende skulle findes noget af dette; noget af en kristens liv som man bare overser! En synd som du endnu ikke oprigtig korsfæster. For på disse områder vil det vise sig om der er nogen kraft i vor gudsfrygt; I dette at gøre alt det gode som er muligt i hver enkelt livssituation, og tage afstand fra, og korsfæste synden.

F.eks.: Du som tror, og har fået nåde, men måske bærer et hårdt og irritabelt sind i dig: Du må være opmærksom på dette! Du skal overgive dette til døden. Slip det ikke løs, men følg din Frelsers eksempel. Når han blev hånet, hånede han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overlod sig selv til ham som dømmer retfærdig.

Du som tror og er benådet, men bærer på store kødelige begær: Pas på! Hør apostelen Peters ord: "Jeg formaner jer som fremmede og udlændinge til at afstå fra de kødelige lyster som fører til krig mod sjælen."

Du som tror, og har modtaget nåden, men har et hjerte som er blevet indtaget af jordiske ting; det du ejer, din forretningsvirksomhed, osv., sådan at du først og sidst er optaget med at tale om disse ting: Vær klar over at dette er et dårligt tegn! For da er du ikke åndelig ædru og vågen. Og bliver du da ikke vågen, så vil disse torne kvæle den gode sæd i dig, så du bliver en falsk kristen. I hjertet er du jo jordisk. Bare i munden og i en vis udvortes kristelighed er du åndelig.

Du som tror og ejer alt dette herlige Gud har givet os i Kristus, men kan se disse mennesker gå i åndelig død og falsk sikkerhed mod en evig fordømmelse: Gør du ikke noget som helst for at opvække dem? Taler du med dem om alt andet, men ved inderst inde godt om den ulykke som truer dem? Åh, vågn op! Bed Gud om at få en oprigtig kærlighed! At den altid må arbejde i dit hjerte så det må blive om at gøre for dig at finde muligheder til at tjene dine medmennesker sådan at de bliver frelst!

Du som tror og har fået nåde: Du ser din fattige bror i en eller anden form for nød. Selv har du mulighed for at hjælpe ham, men du lukker bare din hjertedør til for dette spørgsmål. Hvordan går det med Guds kærlighed i dig nu? Her må du overgive dette dit kød til døden som vil beholde alt hvad du har bare til dig og dine.

Du ser at i sådanne forhold, er det du vil opdage hvad det vil sige at troen må vise sig i et ærbart liv, i hellig kraft og nidkærhed.

Og så siger apostelen at i dette skal vi bruge al iver. Bed Gud om hans Hellige Ånd til at få tro og inderlig kærlighed til at dette bliver åbenlyst i hele dit liv! Må Gud tilgive os alle vore mangler på dette område, - og så, gennem de store og dyrebare løfter han har givet os, fylde os med fryd og kraft! Så der virkelig kan ske en forvandling med os på dette område.