14. januar

 

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din kraft, og af hele dit sind. Luk 10:27.

 

Dette er det første og største bud. Og hvad skulle vel være mere selvfølgeligt end at vi netop skal elske Gud sådan?

Er det ikke både sandt og ret at hvert pulsslag, hver tanke, al vor kraft, hele vort sind og alt hvad vi kan tænke os, krop, sjæl og hele vort liv, skulle tilhøre ham, alt sammen? Hvert et øjeblik skulle være optaget med ham!

Der burde ikke gå en time af vort liv uden at vi med kærlighedens længsel i vort hjerte så på ham, spurgte efter hvad som var hans vilje, og var opmærksom på hvert mindste vink fra ham.

Noget mindre burde sandelig ikke kunne forventes af skabninger som fra først af blev til efter Guds billede. Og det er dette som ligger i ordene: "elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af al din kraft, og af hele dit sind."

For dette at du skal elske Gud af hele dit hjerte, vil jo netop sige at du oprigtig og uden skuespil virkelig elsker ham. At det er ham dit hjerte først og fremmest strækker sig efter. Så det overskygger alt andet, og bliver grundlaget alle andre forhold i livet bedømmes ud fra.

For vi ved at mennesker er sådan lavet at de aldrig på samme tid kan have lige stor kærlighed rettet mod to forskellige mål. Altid vil et af dem stå højest, sådan som vi ser Jesus taler om i Mat 6:24. Og så er det altså dette mest betydningsfulde for dit hjerte, det du allermest tænker på, inderligst længtes efter og har din trøst i, det som fryder dig mest, osv. - det er dette Herren Gud vil være for dig. Det er dette "elske Gud af hele dit hjerte" taler om. Det som videre nævnes i dagens tekst er egentlig bare en videreførelse af det første, en udvikling som da altid følger.

Når vi har tilføjelsen "af hele din sjæl", vil det derfor sige at når du elsker Gud af hele dit hjerte, da giver du ham også hele dit liv. Sådan at det som smager dig bedst, som er din ære og dine nydelser, ja, selve livet, bliver noget du kan undvære, - bare du har ham!

For ordet "sjæl" skildrer i Skriftens eget sprog sædvanligvis det legemlige liv og alt det som foregår i vore naturlige sanser. Når altså kærligheden til jordiske ting, eller til noget i dig selv, begynder at drage dig. Eller frygt for lidelse vil drive dig bort fra Herren. Da vender du straks blikket bort fra dette, og siger: Lad mig miste hvad som helst, og lad hvad som helst ramme mig, hvis jeg bare må have dig, Herre! Da spørger jeg ikke efter mere, hverken i himmel eller på jord!

Så hedder det videre: Af al din kraft. Det vil sige at alle dine evner altid er optaget med Gud. Med at tilbede ham, tjene ham. At dine tanker altid drejer sig om ham. At din evne til at lære, dit sind bare lader sig engagere af det som er af Gud. At dine øjne ser, dine ører lytter bare efter det som er af Gud. At din tunge altid vil tale om ham, dine hænder strækker sig efter noget de kan gøre for ham.

Til sidst hedder det: af hele dit sind, eller egentlig "eftertanke." Dette taler til os om den kærlige omsorg som i alle forhold i livet søger efter at leve sådan som Gud vil, og tjene ham vi elsker på bedste måde. Med andre ord altid at være optaget med hvad han som vi elsker, ønsker og vil. Sådan at det som er hans ønske, også altid er det som er ret, er det bedste, og det som også smager bedst - for den som elsker ham.

Læg altså mærke til hvad som ligger i dette at elske Gud af hele sit sind! Det er at ikke kende nogen som helst anden rettesnor eller norm for hvad som er godt, som er ret eller hvad som kan glæde, - end Guds ord og vilje. Sådan at bare det er noget Gud vil, noget han lægger til rette eller sender, om det så i sig selv er aldrig så bittert for mig, bliver det alligevel straks kært og dyrebart for mig. Bare fordi den kærlige Gud vil dette.

Og sidst, men ikke mindst: Alt dette må være drevet af din egen lyst! For at elske af hele sit sind er nøjagtig det modsatte af bare at gøre noget på kommando, eller af tvang.

Om det da altså koster, om du oplever det tungt, når du skal gøre eller lide noget for Guds skyld, så du må kæmpe med en modvilje i dig selv, da elsker du ikke Gud af hele dit sind!

For du skal jo elske Gud i den grad at hvad som helst han sender på din vej, så er det altid lige dyrebart og kært for dig. Fordi du ved dette er hans gode vilje. Selv om det i sig selv var det værste du kunne tænke dig, f.eks. at det kæreste du havde på jord blev taget fra dig. At al din jordiske lykke blev ødelagt, eller dit gode navn og rygte totalt blev knust, osv. Og når sådanne ting sker, er det i sig selv bittert. Men bare fordi det er din Guds velbehagelige vilje skal alt sammen være kært og godt for dig.

Det er dette vi lærer af budskabet om at elske Gud af hele dit sind. For hvordan skal man kunne elske Gud af hele sit sind, og samtidig ikke elske det som er Guds vilje, men i stedet vise modvilje mod et bud han har givet, eller mod en lidelse han har sendt?

Hvis bare du elsker Gud af hele dit hjerte - af hele din sjæl - og af hele dit sind, vil alt som er Guds vilje jo være lige kært for dig. Enten det smager godt eller bittert. Bare han vil det!