13. januar

 

For at vise sin retfærdighed, fordi Gud i sin langmodighed havde båret over med de synder som var gjort tidligere. Rom 3:25.

 

Det som her menes med Guds retfærdighed, det forklarer Paulus straks i følgende vers. Der siger han: "Sådan ville Gud vise (som et bevis på) sin retfærdighed i den tid som nu er, så han kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus" (svensk overs.: som er af Jesu tro).

At han er retfærdig, samtidig som han gør den retfærdig som tror, det er netop denne Guds retfærdighed som skulle bevises ved at han sendte sin Søn for at blive en blodbestænkt nådestol. Guds retfærdighed er dermed her hans retfærdighed som dommer. Med andre ord den retfærdighed han kræver.

Men det var på to forskellige måder Guds retfærdighed blev åbenbaret og vist frem gennem Kristi forsoningsdød. Den første (v.25) var Guds langmodighed gennem Det Gamle Testamentes tid, eller som Paulus siger; at "Gud i sin langmodighed havde båret over med de synder som var gjort tidligere." Det andet (v.26) er at han også fuldkomment benåder og "gør" den synder "retfærdig" som tror på Kristus.

Når det gælder det første forhold, synes apostelen at ville sige: I den gammeltestamentlige tid har Gud sparet synderne for den retsmæssige afstraffelse som loven kræver. For hvis Gud uden videre havde praktiseret sin altomfattende og straffende retfærdighed, og handlet med menneskene efter det de havde fortjent, så ville han have udryddet menneskene på jorden. Ikke bare ødelagt alle hedningefolk. Han ville også have gjort ende på Israel.

Men da ville også den nådens plan han har for hele menneskeslægten, og som ligger i den måde han fører Israel på, være blevet knust. Hele den tid som gik forud for at Gud sendte sin Søn til jorden, synes han at have "glemt" at straffe menneskene efter deres synder. Og hele verden var dækket i skyggen af hans "langmodighed."

Men når Kristus var kommet, skulle denne overbærenhedens tid være slut. Da kræver den guddommelige retfærdighed alle synderes berettigede og fulde straf fuldbyrdet i Den enbårne Søns død på korset. Da skulle det blive åbenbaret hvad som var grundlaget for Guds langmodighed.

Om det andet forhold siger Paulus: "Sådan ville Gud vise sin retfærdighed i den tid som nu er, så han kunne være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus" (svensk overs.: som er af Jesu tro). Her er der tale om noget ganske andet end bare overbærenhed. Her tales der om den uforskyldte nåde; at han gør den retfærdig "som er af Jesu tro." Hvordan det kan være en guddommelig retfærdighed at ret og slet retfærdiggøre syndere - det skulle Jesu forfærdelige og blodige død vise.

Åh, hvilke frydefulde ord dette er for vort hjerte! Apostelen siger Gud har stillet sin Søn frem som en nådestol i hans eget blod, så han kunne lade alle se at den retfærdighed han kræver, er opfyldt, når han retfærdiggør dem som har troen på Jesus.

Han har selv givet en lovgyldig soning, for at han samtidig selv "kunne være retfærdig og gøre den retfærdig" som tror. Hvis han ikke selv havde sat en fuldkommen opfyldelse og soning for alle vore synder i værk, så havde han ikke kunnet retfærdiggøre syndere, og samtidig selv alligevel være fuldkommen retfærdig.

For retfærdigheden krævede at syndere skulle straffes - ikke gøres retfærdige. Men nu, når en soning efter loven er sket, kan han samtidig selv "være retfærdig og gøre den retfærdig som har troen på Jesus" (er af Jesu tro).

"Juble, I himle! Fryd dig, du jord!" Nu ser vi at synderes benådning stemmer overens med det guddommelige retfærdigheds-krav! Og var det ikke sådan, så ville jeg aldrig kunne holde ud i troen på Guds nåde. Jeg ville blive overmandet af tanken på at Gud måtte blive træt af mine stadige synder.

Men nu har den store Herren Gud sørget for dette værk som gør at selve retfærdigheden kræver at vi benådes. For det ville ikke være retfærdig hvis Gud to gange skulle kræve opgør for den samme skyld! Hvis der ved Jesu blod er gjort op for alle vore synder, så skal dette ikke kræves af os, - så længe Gud er retfærdig og ikke forkaster de løsepenge han selv har bestemt for vore synder.

Gennem Kristi forsoning proklameres som i et skinnende lys at Guds retfærdigheds-krav opfyldes netop i benådning og retfærdiggørelse af syndere. "Aldrig har nogen set Gud. Den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han har forklaret ham." I ham lyser Guds dybeste egenskaber frem; hans uendelige barmhjertighed og hans fuldkomne retfærdighed.

Han gav retfærdigheden alt det den kunne kræve. For at hver synder som tror, kan være sikker på at de har Guds nåde og salighed. Ikke bare på grundlag af Guds barmhjertighed, men nu også på grundlag af hans retfærdighed. Nu skal vi indse at Gud ikke bare er nådig. Men også trofast og retfærdig, så han forlader os vore synder.

I stedet for at nøjes med bare at få en lille del af sit krav - presset ud af det sidste den fattige havde -, har Gud vendt sig med sit retfærdigheds-krav mod den rige garantist. Og har fået et fuldkomment opgør.

Kunne vi nu virkelig se det fuldkomne og store i den person som foretog dette opgør, betalte og sonede for os, -. Da må vi kunne sige at den guddommelige retfærdighed i allerhøjeste grad er blevet forherliget gennem hans død!