12. januar

 

Derfor døde jo Kristus, stod op og blev levende igen, for at han skulle være Herre både over døde og levende. Rom. 14:9.

 

Dette er altså Guds børns salige tilstand til enhver tid; enten de lever eller dør, så hører de Herren til. Og dette er frugten af hele Kristi frelsesværk, hans død og opstandelse, og at han nu lever som ypperstepræst og konge i al evighed.

 Det var dette som var selve hensigten og målet med hele hans forsoning; at han skulle købe os tilbage fra syndens, dødens og djævelens herredømme. Skulle få magt til at benåde, til at frelse, og så eje os som borgere underordnet ham i hans kongerige her i livet og i al evighed.

Ja, som vi læser det her: "være Herre over os." Ikke bare mens vi lever på jorden, men også efter vor død, i det evige liv. Det er dette som menes med at "derfor døde jo Kristus, stod op og blev levende igen, for at han skulle være Herre både over døde og levende."

Her er en klar parallel i at Kristus både er død og på ny blevet levende, og dette at både levende og døde skal leve under hans herredømme. Det er jo helt klart for os at både hans død og hans opstandelse var nødvendig for at noget menneske kunne blive frelst. Og at den som er frelst og benådet, derefter tilhører Herren, først i sit liv her på jord, og det samme efter sin død. Alt bare på grund af det samme frelsesværk; Kristi død og opstandelse.

Dette er klart nok hovedsagen. Men med sit ordvalg har apostelen også vist os den vej som først hovedet, og derefter lemmerne skulle gå. Kristus skulle først leve på jorden. Så dø. Og derefter stå op igen og leve for evigt. Den samme vej skal også vi gå. For hvert skridt skal vi høre Herren til. Først i vort liv her på jord, så i vor død, og til sidst i det evige liv.

Her siger apostelen at gennem sin opstandelse fik han ret, eller magt til "at skulle være Herre", eller "hersker", over os. Dermed har Paulus også forklaret hvorfor Guds børn aldrig mere skal "leve sig selv"*, men i hele sit liv og fremfærd anse sig som hans ejendom og hans tjenere. Han er vor rette Herre, den som har købt os fri, og dermed ejer os. Derfor er det også ham som skal regere over os. Og det ikke bare her i livet, men også i vor død og i al evighed.

Sådan har vi jo også i vor børnelærdom lært at forstå vor trosbekendelse om Kristus: "Jeg tror at Jesus Kristus, sand Gud og sandt menneske, er min Herre, som har genløst og købt mig, fortabte og fordømte menneske, fra alle mine synder, fra dødens og djævelens magt. For at jeg skal være hans egen, leve under ham og tjene ham i hans rige i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed. Ligesom han er stået op fra de døde og nu lever og regerer i evighed."

Det er dette som er meningen med ordet i dag, og summen af hele Guds evangelium. Og dette er grundvolden for vort hellige samfund med Gud. Det er kilden alle Guds børns liv og lyst springer ud fra, så vi i alle ting spørger hvad som er Herrens vilje, som kan fremme hans navn og ære. Kort sagt: At leve for ham.

Paulus siger også: "Han døde for alle, for at de som lever ikke længere skal leve sig selv, men ham som døde og opstod for dem"*. Når Kristus døde i stedet for alle, da må jo også alle de han døde for, ikke længere leve som selvstændige mennesker, totalt uafhængige og uforpligtende overfor ham. Men nu leve som lemmer i ham. Som de som tilhører ham. Som underordner sig ham, og skylder at tjene ham. Derfor er han død for alle. Måtte Herren åbne hjerterne hos os alle sammen for netop dette!

Er det sandt at Guds Søn er blevet menneske for vor skyld? Har ofret sit liv for os gennem stærke råb og tårer, for at vi skulle leve for ham! For hans skyld skulle vi få en evig nåde, på trods af alle vore synder! Og til sidst arve det evige livs salighed!

Skulle vi da ikke give hele vort liv til ham, leve for ham, til hans ære, i hans tjeneste, til hans velbehag, i alt det vi gør og foretager os? Ingen mennesker har ret til at leve her på jorden uden at leve for ham som har købt os tilbage fra den evige død og fordømmelse. Det er bare så stor en sorg at selv de som virkelig ønsker at give sig til Herren med hele sin ånd og liv, alligevel ikke er i stand til at leve mere fuldkomment til hans ære i hans tjeneste.

Men tænk da hvor meget mere grusomt at ikke en gang ville leve til hans navns ære, men fuldt bevidst bare leve sit eget liv ud! Dette er jo helt konkret den ufrelstes liv, som Luther taler disse stærke ord om: "Fordømt til det dybeste helvede er det menneske som lever for sig selv."

Alle kan se hvordan verdens børn virkelig lever et sådant fordømt liv, når de er totalt fri fra tanken om at skulle leve til nogen ære og velbehag for Herren. Når hele deres liv bare går ud på at bruge tanker, ord og gerninger til at tilfredsstille sin egen lyst. De "fornægter den Herre som købte dem", selv om de med munden bekender sig til ham. På samme måde lever de som er åndeligt døde.

At et menneske virkelig lever for Herren, er et underværk bare af Guds nåde gennem den nye fødsel. Men de som står imod denne nåde som kalder dem til omvendelse, vil blive stående under den faldne naturs herredømme.

De lever for sig selv, og lever på eget ansvar. Og de som lever på eget ansvar, de skal også dø på eget ansvar. Skal klare sig selv i døden og i dommen. Bare de som "lever i Herren", skal også "dø i Herren."

 

 

*Læg mærke til denne gengivelse af 2Kor 5:15, som COR’s svenske Bibel - og gamle norske Bibler - havde. Mens dagens norske Bibler har: "ikke skal leve for sig selv… men for ham ." (Oversætters tilføjelse).