11. januar

 

Elsker du mig? Joh. 21:16.

 

Det er Herren selv som taler her, - han som skal dømme på den sidste dag. Ham som du beder til i din bøn. Åh, ville vi ikke krybe på vore knæ til Jerusalem, hvis vi bare kunne få lov at høre fra hans egen mund hvad det først og fremmest er han spørger efter!

Og nu hører vi altså at det er din kærlighed han spørger efter. Men vent nu lidt med dit personlige svar, - til du er helt klar over hvad han ligger i dette!

Læg mærke til at hans første spørgsmål er: Elsker du mig? – Ikke: Tjener du mig? Er du lydig mod mig? Bekender du mig? Men: Elsker du?

For det andet siger han ikke: Elsker du mit, men mig! Han siger ikke: Elsker du min kraft og mine nådegaver? Men: Elsker du mig - mig, som selve gaven til dig. Mig, sådan at jeg selv, i min person er hele din trøst og din frelse?

Når det gælder første del af spørgsmålet, så føler du dig måske sikker på at du har kærlighed til Jesus hvis du tjener ham og er lydig mod ham. For Jesus siger jo selv: "Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit ord. Den som ikke elsker mig, holder ikke mine ord." Og Johannes siger: "Dette er Guds kærlighed, at vi holder hans bud."

 Men vent nu lidt. Dette tager du nok for let på! Vi skal nok snart komme til at se, at det ikke er så sikkert at du elsker Jesus, selv om du på en måde tjener og er lydig mod ham, eller gør de gerninger han venter af dig. Nej, at "holde hans bud" er noget mere end dette.

Med Kristi egne ord skal vi vise at man kan være en særdeles god Kristi tjener, have et stort åndeligt lys, være rig på de mest hellige gerninger og have stor nidkærhed for Kristi sag -. Og alligevel ikke elsker ham på den rette måde. For i brevet til "englen for menigheden" i Efesos siger Herren udtrykkeligt at denne, som var en åndelig leder, ikke bare havde en sædvanlig kristen oplæring og lys over Ordet, men også et fint, prøvende blik; "Du har prøvet dem som siger de er apostle, og ikke er det, og du har fundet at de er løgnere."

Videre siger han lige så klart at denne leder, ikke var af dem som bare havde kundskab og store talegaver. Han havde også kraft og nidkærhed til hellig virksomhed. Ja, hans indsats i troskab mod Herren Kristi navn var så stærk at han også måtte lide for det. Og i alt dette havde han "tålmodighed."

For det tredje siger Herren at denne åndelige leder ikke bare var åndeligt oplyst og virksom med forkyndelse i al almindelighed. Men også at han sørgede for den rette kirketugt i sin menighed, og tog kampen op mod falske lærere.

Opsummer alt dette. Så vil du virkelig få et strålende billede af en Kristi tjener, langt ud over det som er sædvanlig. Og alligevel, på trods af alt dette får vi at høre at han havde forladt sin første kærlighed.

Og dette ene kendetegn gjorde at hele hans tilstand var sådan, at hvis der ikke blev en forandring, så ville Herren brat komme over ham og flytte hans lysestage bort fra sit sted. Af dette skønner vi at det at holde hans bud, er noget mere end bare at gøre visse gerninger efter hans bud. Og om du var en lige så åndelig, nidkær Kristi tjener som denne i Efesos, så har Herren altså fortsat dette spørgsmål til dig: Elsker du mig?

Så går vi til sidste del af vort ord i dag. Her sagde vi at du må stoppe op for ordet "mig", - "Elsker du mig", ikke "mit!" For det er netop i dette den ægte brudens kærlighed skiller sig fra skøge-kærligheden. Mange har en vis kærlighed til Jesus. Men bare når det går på fordelagtige ting som han virker i dem eller andre. De er aldrig blevet virkelig fortabte syndere, og så blevet frelst af ham, og indtaget ene og alene af hans kærlighed, eller af det han selv er i sin person. De elsker ham bare, som sagt, for gaverne som smager så godt. Det er dette som er "skøgekærligheden."

Nu taler vi ikke om så grove syndere som Judas Iskariot, som fulgte Jesus fordi han fik lov at passe på pengene. Eller Simon som drev med trolddom, og hvor det var det samme urene begær som gjorde at han ville forsøge at handle sig til Den Hellige Ånds gave for penge.

Nej, vi taler om det usandsynligt fine og hemmelige bedrag i vor egen naturs trang til selvforgudelse, som blev plantet i menneskeheden gennem den gamle slanges forførende ord: I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt. For helt fra den dag af har vi, oven i kødets lyster, altid haft en Adams natur som vil helliggøre sig selv. Det er dette menneskene ud fra sin natur altid tager sin tilflugt til når de kender til syndens grufuldhed.

På samme måde som troldmanden Simon ser de, at i Jesu navn gives overnaturlig kraft. At i ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjult, og kraft til helligt liv og gerninger. Og så bliver det trangen efter dette som gør at vi bliver en Jesu discipel, at vi elsker og følger, tilbeder og påkalder ham. Men hele tiden er blikket fæstet på denne kraft og gaverne. Ikke på hvad han har gjort og er i sin person.

Det han har gjort og er i sin person kan man nok samtidig erkende med sin forstand og lovprise med sin mund. Men hjertet er optaget med gaverne. Hjertets øje er bare rettet mod disse, ikke mod den korsfæstede.

Åh, måtte vi for Jesu skyld, og for vore sjæles frelse, blive så oprigtige at vi lagde nøje mærke til hvad vort hjerte først og fremmest sætter sin lid til! Er det selve nåden, forsonings-nåden, renselsen i Kristi blod? Det hjælper ikke at dit hoved og tungen er kristelig! Tænk grundigt over hvad dit hjerte først og fremmest er optaget med!