10. januar

 

Hvilken lod og del har den troende med den vantro?… Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren. 2. Kor. 6:15,17.

 

Har Kristus i sin store barmhjertighed udvalgt dig af verden og kaldet dig til at være hans discipel og ven, til at leve med ham. Leve dette salige, herlige og inderlige samfund, forenet med ham. Åh, så følg ham da også i alvor, oprigtighed og troskab! Hverken ham selv, din sjæls brudgom, eller dit evige vel, tillader noget dobbeltliv hvor du deler dig mellem Gud og verden, mellem Kristus og Beliar.

Du må vælge! Det er ikke muligt at dele sig. Adskilt er adskilt! Kristus er Kristus, og verden er verden. Guds venskab er én ting. Verdens venskab er noget helt andet. Disse kan aldrig forenes. Derfor må du altså vælge.

Er det måske for tungt at følge Jesus og miste verdens venskab? Da skal du hellere lade det være, og følg i stedet verden. Det er meget lettere og behageligere (for kødet). Og du opnår netop lige meget med det, som at du forsøger at dele dig. Ja, meget mere. For i sidstnævnte tilfælde mister du begge. Du får ikke lov til fuldt ud at nyde verden, og heller ikke Guds venskab her i livet. Og du får heller ikke lov til at opleve himlens glæde i evigheden.

Men hvordan, og på hvilke områder er det vi skal skille os ud fra dem som ikke tror? Vi forudsætter at du er født på ny, og dermed allerede skilt ud fra dem i hjertet og måden at tænke på. Da har du andre tanker end dem i åndelige forhold, og en anden lyst i hjertet end dem. Du elsker det de hader, og du er bange for, og hader, det de elsker. Men da må følgen jo også blive at du skiller dig fra dem i alt som har med dette indre forhold at gøre, eller som indvirker på det.

Du må da skille dig ud fra deres ydre væsen, i ord og gerninger. Ja, fra alt det som fører eller frister til synd. Enten det nu er fornøjelser, selskaber eller andre ting. Du må altså skille dig fra de vantro i tale, i opførsel, i handlemåde, i valg af omgangskreds og underholdning.

Ser eller hører du f.eks. nogen ubetænksomt falder i fristelse til at se på, høre eller tale om noget som bare er en forlystelse for kødet. Da bør du som er en Kristi discipel og Den Hellige Ånds tempel, gøre noget ganske andet. Du skal lade dit hjerte være en lukket have, bare åbnet af din sjæls kæreste. Som Job skal du "gøre en pagt med dine øjne", om at du ikke skal se efter det som er en lyst for kødet.

Du skal ikke deltage med din tunge i unyttig og smålig tale. Men hellere tale om Herrens veje og velgerninger, der hvor det er muligt. Eller tal selv stille med din Gud. Når andre, som samtidig vil være kristne, uhæmmet tramper på Guds bud, misbruger hans store og hellige navn, eller vanhelliger den hviledag han har indstiftet, da skal du være anderledes. Du skal frygte og elske din Gud så du ikke vil gøre hans bud imod.

Her taler vi om at gå ud fra verden. Derfor nævner vi ikke de synder som selv blandt moralsk bevidste verdens mennesker betragtes som synd, som f.eks. ulydighed, hidsighed, had, seksuel umoral, uærlighed m.m. Men når det gælder sådanne ting som disse betragter uskyldig, og forsvarer, så lad det være din regel at du aldrig lader skikke eller folkemeninger, men bare Guds ord, Kristi og de helliges eksempler afgøre om du skal dømme en handling som syndig eller uskyldig.

En sammenkomst eller underholdning kan i sig selv synes at være ret så uskadelig eller uskyldig. Men du mærker at ånden her ikke er i pagt med nådens Ånd. Du indser at din Herre Kristus ikke vil stå sammen med dig i dette. At du ikke kan bede ham med dig til dette, ikke kan gøre dette eller hint i hans navn. Eller du ved at dit indre menneske mere taber end vinder på dette. Åh, hold dig da langt borte fra sådant! Her gælder apostelens ord: "Tag ikke del i mørkets ufrugtbare gerninger, men afslør dem hellere."

Når der her tales om omgang med andre mennesker, vil alle indse at det ikke er meningen at du skal bryde med det naturlige fællesskab som f.eks. dit daglige arbejde knytter dig til. Der gælder det bare om at vi skal tage afstand fra deres synder.

Nej, spørgsmålet drejer sig om hvilken omgang du selv vælger dig. På det område må du "skille dig ud" fra dem og fra det som er i strid med din Herre. Men, vil nogen så sige, er dette ikke at hade mennesker? Skal vi ikke elske alle mennesker? Jo, men elske på samme måde som din Herre elskede! Han elskede ganske rigtigt alle, og han elskede dem så højt at han gav sit liv for dem. Men han havde aldrig noget fortroligt samfund med sin Fars og sit riges fjender.

Gør så du det samme! Elsk dem, gør alt det du kan for dem, gør godt mod alle! Men tro bare ikke at det er din pligt at have noget tillidsfuldt samfund eller enighed på alle områder med din Herres fjender. For en sådan enighed på alle områder forudsætter at du skal kalde det gode ondt, og det onde godt.

Tænk om Jesu disciple ind i mellem havde opsøgt sin Herres fjender, de skriftlærde og farisæerne, og havde et tillidsfuldt venskab med dem! Havde dette været troskab mod Jesus? Judas gjorde det - og det endte med at han forrådte sin Herre og overgav ham i deres hænder.

Men du synes måske at de slet ikke må opfattes som Kristi fjender, når de f.eks. er så hyggelige og gode mennesker? Prøv da bare! Hvis disse dine venner ikke tåler at du taler varmt om din Herre, da ved du hvem du er sammen med. De er Herrens fjender!

I sådanne sammenhænge må du enten vidne med hele dit liv og din tale om hvem du tilhører og tjener. Og da vil du såre sådanne omgivelser. Eller du vil med en undvigende opførsel fornægte og såre din Herre og din samvittighed.

Vær klar over dette, du som frivillig trækker ind til Kristi fjenders kulild! (Joh 18:18).