5. februar

 

Israel som søgte retfærdighedens lov, har ikke grebet retfærdighedens lov. Hvorfor? Fordi de ikke søgte den ved tro, men ved lovgerninger. For de snublede over snublestenen. Rom. 9:31-32.

 

Se nu her hvad udvælgelsen udretter! Gud har udvalgt troens vej, ikke gerningernes. Gud har udvalgt "løftets søn", ikke "trælkvindens."

Søger nogen så på gerningernes vej, gennem ydmyghed eller i en eller anden tjeneste for Gud at opnå hans nåde, da skal han komme til at opleve at det bliver tungt, ja, totalt umuligt. For Gud har udvalgt troens barn. Det hjælper ikke at kæmpe mod Guds udvælgelse. For da vil det vise sig at den som virkelig "anstrenger sig for at få retfærdighed, ikke opnår retfærdighed." Mens den som ikke anstrenger sig for at opnå retfærdighed, han får den, - når han modtager den "i tro."

Den ældste søn, som "havde tjent faderen i så mange år, og aldrig nogensinde overtrådt hans bud", får ikke et kid. Mens den som havde sløset sin arv væk sammen med skøger, får fedekalven da han omsider erkender sin synd, vender hjem igen og tager imod nåden som nåde. Mange som er de første, skal blive de sidste, og de sidste de første.

Selvfølgelig kan en så underlig måde at styre på oprøre både himmel og jord. Ikke så rart at de som havde "båret dagens byrde og hede", kunne oprøres, blive bitre og knurre mod en så mærkelig regeringsform. De havde virkelig ofret sig og givet afkald på verdens lyst. De havde anstrengt sig til det yderste for at holde Guds bud og gøre gode gerninger.

Og så skulle de til sidst se toldere og skøger, som havde levet vildt og frit i synden, "gå før dem ind i Guds rige", gå ind i evangeliets og troens frihed, fryd og fred. Og her i livet rose sig af en fuldkommen retfærdighed og vidne om barneretten, - den bedste festdragt og ringen -. Mens de selv derimod, udmattet og opslidte som de er efter en livslang nidkær tjeneste, endnu ikke har hverken denne retfærdighed eller dette vidnesbyrd. Nej, ikke underligt at de blev oprørt over så underlig en måde at styre på.

Men hvad hjælper det! Sådan var det bestemt i Guds rådslutning helt fra før verdens grundvold blev lagt! Det er ikke let at kæmpe mod denne Herre som "har målt vandene i sin hule hånd, udmålt himmelen med udspændte fingre og opsamlet støvet på jorden i målekar!" Han er så alt for stor og mægtig, og har nøglerne til både helvede og døden, "han som åbner op og ingen lukker i. Som lukker i og ingen åbner op." Han forbarmer sig over hvem han vil.

Det kommer ikke an på noget menneskes vilje eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed, hvem som skal blive frelst. Gud udvælger hvem han vil! Og nu har det behaget ham at udvælge dem som tror på den enbårne Søns navn, og ikke dem som selv vil fortjene himmelen.

Dette er Guds evige udvælgelse. Han har udvalgt os i Kristus, udelukkende i Kristus, helt fra før verdens grundvold blev lagt.

Den som ikke har udvælgelsen klart for sig, men slider, stamper imod og stanger hovedet mod bjergvæggen der hvor der ikke findes nogen dør, kommer aldrig igennem. Til sidst, når han på det alvorligste jager efter retfærdighed, vil han tværtimod få at høre dette afvisende svar: "Tag det som er dit" - det du har fortjent - "og gå bort!"

Uanset hvor hårdt det føles, så er dette Skriftens klare tale: "Uddriv trælkvinden og hendes søn, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn. For alle som bygger på lovgerninger, er under forbandelse."

Gud udvalgte os i Kristus og gav sin Søn hen til pine og død for at sone vore synder og generobre frelsen for os. Da er der heller ikke noget, hverken i himmelen eller på jorden, som gælder for ham, uden hans Søns blod og lydighed.

Hans nidkærhed for Sønnens ære brænder som en ild, som en flamme ud over hele verden. Den opbrænder alt som rejser sig mod den, om det så var den allerstørste hellighed.

Kom aldrig frem for Gud, uden at du kommer i hans elskede Søns dragt! Ellers møder han dig som en fortærende ild. Kom aldrig frem for Gud i dit eget navn! Forsøg aldrig at få hans nåde - uden i Ham Gud har velbehag i! Alene i ham er du velkommen.

Du kan være så alvorlig i din gudsfrygt. Du kan bede flittigt og brændende. Du angrer dine synder. Du våger og strider mod dem. Du gør mange gode gerninger. Alt dette er godt og ret. Men gør dette og endnu mere godt, og du bliver alligevel fordømt. Det hjælper ikke, noget af dette, - så længe det alt sammen ikke er blevet som "affald" for dig. Og Kristus, Kristus alene er blevet hele din retfærdighed og trøst.

Sådan er udvælgelsen!