29. februar

 

For er vi blevet forenet med ham (svensk oversættelse: er blevet plantet ind med ham) ved en død som er lig hans død, så skal vi også blive det ved en opstandelse som er lig hans opstandelse. Rom. 6:5.

 

Egentlig: "Sammenvokset til hans døds og opstandelses lighed." Disse ord kan vi bedst forklare med et billede Kristus bruger. Han sammenligner sig selv med et hvedekorn som må dø og graves ned i jorden, før det kan bære frugt. På samme måde må også vi først dø og begraves med al vor egen evne og dygtighed. Før vi kan få et nyt, himmelsk liv, og blive et hvedekorn af det slags som den himmelske indhøster, er fornøjet med, og som han samler i sine lader.

Så længe mennesket selv endnu er og kan noget, er alt det det gør, selv dets mest kristelige liv, "født af kødet", og dermed afskyelig for Gud. Selv når det er på det bedste, er det smittet af selvforgudelsens arvelige belastning, og derudover med al vor forgiftede naturs afskyelighed.

Al vor egen kraft og evne, klogskab og aktivitetstrang må derfor blive slået ned og knust, hvis Gud skal få sin kraft åbenbaret på os. Det må komme til det punkt at synderen ligger der fuldstændig fortabt, skyldig, fordømt, afmægtig og rådløs. Og i denne sin fortabte tilstand kan høre Guds Søns stemme tale til ham udelukkende om barmhjertighed og nåde. Først da begynder det nye, sande liv i ham.

De egenretfærdige lovtrælle forstår ikke noget som helst af dette. For dem er dette bare tågesnak og dårskab. For de tror at når vi bare virkelig går ind for det, så bliver vi hellige og gode kristne. Kristi ord om at "uden mig kan I slet ikke gøre noget", skyder de bare fra sig.

Eller de opfatter det bare som at vi er afhængige af at bede om hans hjælp til alt det vi skal udrette. Men Herren siger ikke "uden at I beder til mig." Han siger: "Uden at I bliver i mig, som grenen på vintræet, kan I slet ikke gøre noget. Bliv i min kærlighed."

Rigtignok er det nødvendigt med bøn. Men med al vor bøn bliver der alligevel ingen sand helliggørelse, hvis ikke det sker på den måde Skriften selv lærer os: At du dør, bliver fortabt og hjælpeløs i dig selv, og får dit liv og din frelse udelukkende i Kristus, sammenvokset til hans døds og opstandelses lighed. Nej, det må ske på den rette måde. "Hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det bare alene igen. Men hvis det dør, bærer det meget frugt."

Men da er den rette helliggørelse derimod nok begyndt i dit hjerte, når dette er sket med dig og at du siger: Uanset hvor inderlig jeg anstrengte mig og sled for at opnå den rette retfærdighed og helliggørelse hos mig selv, står jeg bare tilbage og beskæmmes over al min slid. For omsider fandt jeg både min retfærdighed og helliggørelse i en anden, - bare i min Herre Kristus.

Jeg var indstillet på at gøre meget. Jeg kæmpede, jeg bad, jeg stillede store krav til mig selv. Men blev bare mere og mere ulykkelig, syndig og dømt. Indtil jeg indså at al min slid var ubrugelig, og lå der helt fortabt. Da kom Herren og gjorde mig levende. Jeg blev frelst og salig udelukkende i hans nåde.

Men ofte faldt jeg på ny ned i den gamle indbildning om at der jo findes nogen kraft og dygtighed hos mig selv. For jeg tænkte at dette var nu trods alt noget jeg selv måtte tage mig af, det med helliggørelsen.

Så begyndte jeg igen med eget slid. Jeg måtte have en vis tro, jeg måtte bede og kæmpe. Og dette troede jeg at jeg havde nok kraft til selv. Men så blev jeg på ny ubehjælpelig og fortabt. Kunne ikke tro, ikke bede, ikke en gang tænke - mere end det Herren hvert enkelt øjeblik virkede i mig.

Når jeg sådan på ny blev knust og død, så kom Herren igen med sit evangelium, og førte mig på ny ind på den faste grund som jeg var bøjet af fra, tilbage bare til hans nåde. Og da fik jeg på ny lyst og kraft til alt godt.

Har du det sådan, du som læser dette? Har du erfaret dette, og på denne måde fundet både din retfærdighed og din helliggørelse udelukkende i Kristus. Sådan at du erkender at du hvert øjeblik og i alle ting er totalt afhængig af ham. Da foregår der en sand dødelse af dit gamle menneske.

Og da bliver ikke bare synden bremset når det gælder dens udbrud. Da dødes også menneskets indre, selve hjertet og livet i det gamle menneske; den dybe, uendelige selviskhed, indbildningen om at der findes nogen som helst kraft og dygtighed i os selv.

Det er denne dybe selviskhed og indbildning som er selve livet og hjertet i det gamle menneske. Og fra denne kilde strømmer så en frygtelig syndflod ud i hele vor natur, sådan som hovmod, gudsforagt, kødelig tryghed, vantro, ligegyldighed, ulydighed, egenrådighed, fråseri, vrede, utålmodighed, falskhed, løgn, og lignende synd og afskyeligheder.

Skal denne gamle slangens gift så kunne bekæmpes og dræbes, da må nok først og fremmest egoismen, som sidder så dybt i os, brydes ned; indbildningen om at der findes nogen som helst kraft i os selv. Og det må nok ikke ske bare én gang, i selve omvendelsen. Men gennem hele vort liv, i den daglige omvendelse. På samme måde som loven første gang fik knust os, så vi bare beskæmmes over alt vort eget.

Sådan må vi også fortsat, igen og igen, blive knust og ydmyget så snart vi selv vil gøre noget, blive noget, eller opnå noget. For at vi aldrig skal få vor trøst og glæde i os selv eller noget som helst vi har deltaget med, - men bare i Herren Kristus selv.

Men så er faren der også for at vi bare skal blive liggende i vor elendighed, eller stoppe op i trældom og afmagt. Derfor er det lige nødvendigt at det nye menneske hele tiden næres og styrkes, "Åndens sindelag er liv og fred." Gennem evangeliet må vi også hele tiden blive trøstet og renset i vor samvittighed, frelst og lykkelige i nåden. På denne måde bliver det altid en sand og levende helliggørelse, virket af Ånden. Ikke bare noget selvgjort, dødt og ydre.