28. februar

 

Du må ikke slå ihjel. 2. Mos. 20:13.

 

Hvis vi lægger nøje mærke til Kristi forklaring af dette bud (Matt. 5), vil vi opdage at Guds blik og tanker går en del dybere end vore. At Gud ser på det indre menneske. At det er vor ånd, vort hjerte, vore inderste tanker den store Skaber og åndernes Fader har i tankerne.

I disse ord; "ikke slå ihjel", lægger han noget meget mere end bare dette at du ikke skal tage livet af et menneske. Det er ikke bare din hånd hans blik er rettet i mod. Men mod dig selv, hele dit væsen, dit hjerte, alt hvad der rører sig der inde. Det gælder din tunge, dine øjekast, dine hemmeligste tanker. Ja, din kærlighed - eller tankeløshed.

For han siger: Du må ikke slå ihjel. Og hvad betyder så dette du?

Det taler sikkert ikke om din hånd, din tunge, eller nogen anden bestemt legemsdel. Men ganske sikkert om hele mennesket. Og da først og fremmest om sjælen.

For hvis jeg siger: Du skal ikke gøre det eller det, så taler jeg jo ikke til hånden, men til hele personen. Ja, selv om jeg så formulerede det sådan: Din hånd må ikke gøre dette, så talte jeg jo egentlig ikke til hånden, men til dig selv, til din sjæl, din forstand og hjerte, som bestemmer over hånden, og bevæger den. For hånden er bare en tjener for sjælen, forstanden og viljen.

Så kan vi da forstå at Gud ser efter det indre menneske. Derfor betyder dette ord: Du må ikke slå ihjel, det samme som om han sagde: Ikke noget af alt det som findes i dig må slå ihjel.

Der findes vældig mange måder at slå ihjel på. Men uanset hvilken måde det gælder; det kan være med hånden eller med tungen, med hjertet, med tegn eller fagter, med ærgerlige øjekast, eller med ørene som bare lukker sig for andres nød, -. Så kaldes det alt sammen for at slå ihjel. For bag alt dette findes et hjerte med en holdning som gør at du i Guds øjne er en morder.

Skal vi så sammenfatte det som forbydes i det femte bud, har vi allerførst selve gerningen, det at slå ihjel. At ikke noget menneske, af sig selv, har ret til at forkorte et andet menneskes livstid. Ikke noget menneske, af sig selv, - det vil sige at hvis øvrigheden dømmer lovovertrædere til døden, da er dette ikke noget menneskes, men Guds gerning.

For Gud har givet udtrykkelige befalinger i sin lov om henrettelse af mennesker, og indsat øvrigheden til at fuldbyrde dette. Det hedder om øvrigheden at "den bærer ikke sværdet for ingenting. For den er Guds tjener, en hævner som skal bringe vrede over den som gør det onde."

Videre forbyder Gud også hver eneste, mindste begyndelse til drab. Om så ugerningen aldrig fuldbyrdes. Hjertets ophidselse og vrede kan sædvanligvis ikke skjules. Det afdækkes i hvert fald som regel gennem et mørkt ansigt, eller bitre ord og udfald. Men selv dette er ikke bare syndig i Guds øjne, men er også i virkeligheden et påbegyndt drab.

Kort sagt: Al tanke, tale eller gerning overfor vor næste, som er udsprunget fra et bittert, hadefuldt, misundeligt, hævngerrigt sind, et sind som mangler kærlighed, - det er i Guds øjne drab.

En far straffer f.eks. i ubehersket vrede sit barn. Det er ganske rigtig ham som har ret til at straffe barnet. Men han gør det ikke i kærlighed. Det er ikke i omsorgens nidkærhed for den bedst mulige opdragelse han gør det. Han gør det i vrede, i et ubehersket raseri.

Når dette sker tænker han ikke på den skade barnet kan få både på krop og sjæl. Han er bare optaget med at lade sit raseri få frit løb. Står denne far ikke her som sit barns morder?

Eller en hidsig mor lader sent og tidlig vreden gå ud over sit barn. Uafladelig og planløs banden og straf for stort og småt er dagligdags. Hun tænker aldrig på de brændende gløder som dermed bliver lagt, og som brænder, både på barnets åndelige og legemlige livskraft. Hvad er en sådan mor i Guds øjne? Nu taler vi om en mor som bare drives af sit ustyrlige sind. Hun er intet andet end sit barns morder!

Et andet sted raser en mand i vildt, ubehersket vrede mod sin kone, - hende som han i stedet skulle vise al mulig ømhed og forstand, tålmodighed og overbærenhed.

Eller en vanskelig kvinde plager sin mand med bitre og stikkende ord, med et tankeløst, koldt væsen, - dag og nat.

En gerrig og ubarmhjertig arbejdsgiver presser sine ansatte langt ud over det forsvarlige osv.

Hvad er så alt dette i Guds øjne? Ikke bare ind for Guds øjne, men også i praktisk gerning er alt dette ikke andet end påbegyndt mord! Og al denne vrede, denne skånselsløse bitterhed overfor medmennesker, - hvordan skal alt dette kunne behage den nådige, barmhjertige Gud?

Ind under dette som her er nævnt, som ret og slet er påbegyndt drab, hører også det at hindre sin næste i at blive reddet. Eller ikke at bidrage med hjælp til den som er i livsfare. Skriften siger at den som fratager nogen det han skal leve af, han dræber ham. Men dette betyder også at hvis du ser din næste i livstruende fare, men bare lukker dit hjerte til for ham, og ikke giver ham det han trænger til for at blive reddet, da gør du, i den grad du var i stand til at hjælpe, det du kan for at slå ham ihjel.

For hvis alle som blev stillet overfor dette menneske opførte sig på samme måde som dig, da blev dette menneske som var i livsfare også virkelig dræbt. Og da har du været med til dette drab. Lige så meget som den der ser sin næste er ved at omkomme i brand eller i vand, og ikke gør noget for at redde ham.