26. februar

 

Så sagde Gud: "Lad os gøre mennesker i vort billede, efter vor skikkelse." 1. Mos. 1:26.

 

Det første og mest bemærkelsesværdige i denne beretning er, at Herren siger: Lad os - lad os gøre mennesker. Her antydes det at det sker i et samråd. Herren sagde altså ikke: Jeg vil gøre mennesker. Men: Lad os gøre mennesker.

Al den øvrige mangfoldighed blev skabt uden noget sådant samråd, men bare på Almagtens befaling. Men når Gud ville skabe mennesket, da blev der holdt en rådslagning.

Men hvem er det så Herren rådslår med? I dette samråd var utvivlsomt alle tre personer i Guddommen tilstede. Nu skulle den skabning blive til som ikke bare skulle få et jordisk og forgængeligt legeme, men også en udødelig sjæl, skabt af Guds egen Ånd. Og med et evigt samliv med Gud i himmelen som mål.

Herren siger: "Lad os gøre mennesker i vort billede, efter vor skikkelse." Men den evigt forudseende Gud så samtidig menneskets fald, og al den synd og elendighed som skulle strømme ud fra dette. Derfor ville han ikke slippe denne vigtige skabning ud af sin hånd før han havde holdt rådslagning om dette, og Sønnen, det evige Ord, havde taget på sig at være vor frelser.

Det næste som er bemærkelsesværdig omkring skabelsen af mennesket, er at det blev skabt på en helt anden måde end alle de andre skabninger, selv de højest udviklede dyr. Lægger vi mærke til udtryksformen, ser det ud som om Gud ikke handlede ved direkte skabning af disse, men med sit almagts Ord i stedet virkede ind på kræfter som var nedlagt i naturen. For når fiskene og dyrene blev skabt, hedder det: Det skal vrimle af levende skabninger i vandene! – Jorden skal frembære levende skabninger!

Derimod når mennesket skulle skabes, da var ingen sådanne naturkræfter med. Da virkede Gud suverænt og direkte. Da er det et værk alle personerne i Guddommen er forenet i. Da hedder det: Lad os gøre mennesker!

Mennesket er altså hverken født af vandet eller af jorden, som enkelte hedningefolk tidligere påstod de var dannet af. Mennesket er på en suveræn og direkte måde skabt af Gud.

Endnu mere bemærkelsesværdig bliver denne skabelse når vi lægger mærke til hvad menneskets to dele, sjæl og ånd, er lavet af. Der hedder det i kap. 2:7: "Og Herren Gud formede mennesket af jordens støv, og han blæste livets ånde ind i hans næsebor. Og mennesket blev en levende sjæl."

Læg først og fremmest mærke til dette: "Gud formede mennesket." Det var Guds eget værk, og blev da også det allermest underfulde kunstværk på jorden. Og Gud formede menneskets legeme til en evig påmindelse om at vi er støv og jordens kryb.

Derfor fik det første menneske også navnet Adam, som betyder af jord, jordisk, eller jordbarnet. For at vi aldrig skulle glemme hvor forgængelig legemet og dette jordiske liv er, og altid søge det som gælder sjælen og evigheden.

"Og Gud blæste livets ånde ind i hans næsebor." En ophøjet og skøn oprindelse! Den udødelige sjæl, evighedsbarnet, som blev formet med et evigt liv hos Gud som mål, er så direkte skabt af Gud at Skriften siger at Gud blæste det ind i mennesket.

Her må vi bryde ud, som David: "Jeg vil prise dig, Gud, fordi jeg er formet på underlig vis." Her er grunden til at Paulus kunne sige: "For vi er også hans slægt." Så har vi set hvordan både legemet og sjælen, jordbarnet og evighedsbarnet, begge er Guds direkte og suveræne værk.

I tillæg finder vi det tredje og allermærkeligste forhold; dette at Gud skabte mennesket i sit billede. Dette har Herrens Ånd særligt villet gøre os opmærksomme på gennem en stadig gentagelse af dette forhold. For sådan læser vi ordene: "Lad os gøre mennesker i vort billede, efter vor skikkelse. – Så skabte Gud mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han ham." Her gentages det med flere forskellige udtryk at mennesket skulle være Guds billede, eller skikkelse.

Selv om vi aldrig her i livet fuldt ud kommer til at forstå dette Guds billede, så står dette underlige faktum alligevel fast; at mennesket blev skabt i Guds billede. Og i dette ligger det noget uendelig stort. Derfor kunne Guds Søn også komme og blive menneske, blive vor bror, lig sine brødre i alle ting, og "skammer sig ikke over at kalde dem brødre."

Han kom for at genoprette det gudsbillede som blev ødelagt i syndefaldet. Derfor skal vi også gennem Ham endnu få lov at komme til samme herlighed som vi i skabelsen var bestemt til.

Gennem den nye fødsel, den nye skabelse, bliver vi straks nye skabninger i Kristus, og får del i Guds natur. Og det nye menneske skal daglig fornyes til kundskab efter billedet af Ham som skabte det.

Men fuldstændig genoprettet bliver Guds billede aldrig i os før vi i opstandelsen får nye, rene og udødelige legemer, og Kristus bliver åbenbaret i alle dem som tror. Som Johannes siger: "Elskede, nu er vi Guds børn. Og det er endnu ikke åbenbaret hvad vi skal blive, men vi ved at når han bliver åbenbaret, skal vi blive lig ham, for vi skal se ham som han er."