25. februar

 

I børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for dette er velbehageligt for Herren. Kol. 3:20.

 

Denne lydighed der tales om her, gælder altså overfor vore forældre og alle andre foresatte, som jo også kommer ind under dette.

Og denne lydighed strækker sig så langt at den ikke tillader mere end en eneste undtagelse; nemlig om lydighed mod forældre skulle komme i strid med lydighed mod Gud. For da hedder det at "vi skal lyde Gud mere end mennesker", og "den som elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd." Med denne eneste undtagelse er regelen denne: "I børn, adlyd jeres forældre i alle ting, for dette er velbehageligt for Herren."

På samme måde formanes alle tjenere til at "være lydige mod dem som er deres herrer efter kødet, i alle forhold. Ikke med øjentjeneste, som dem der bare vil gøre mennesker tilfreds, men som Kristi tjenere som vil gøre Guds vilje af hjertet. Gør jeres tjeneste med velvilje, som for Herren og ikke for mennesker."

Når det gælder vort forhold til myndighederne, hedder det ligesådan: "Hvert menneske skal underordne sig de styrende myndigheder." "Underordne jer al menneskelig ordning for Herrens skyld, enten det er under kongen som den øverste, eller under befalingsmænd, fordi de er sendt af ham."

Og til sidst, når det gælder lærere, har Guds ord også sine formaninger og forskrifter: "I skal lyde jeres vejledere og rette jer efter dem."

Så husker vi altså også at lydigheden har en vis grænse den ikke må overstige. Lydigheden mod forældre, myndigheder og lærere må ikke føre til ulydighed mod Gud, hans ord og samvittigheden.

Skulle vore overordnede da gå så langt at de forlanger en lydighed af os som kommer i konflikt med Guds klare Ord og en vågen samvittighed, da må vi ydmygt, men bestemt, sige vi ikke kan gøre dette. Så får menneskene kalde det ulydighed, oprør eller hvad de vil.

Men inden for denne grænse som bestemmer hvor langt forældreret og myndighedernes magt strækker sig over os, er vi skyldige til en uindskrænket lydighed. Og der findes ikke noget område som der gives så mange alvorlige og hjertelige formaninger om, som netop denne lydighed.

Selvfølgelig kan denne lydighed af og til virkelig koste os. Når f.eks. de som har ret til at beordre os, misbruger denne ret og kræver hårde og uretfærdige tjenester. Eller en overordnet viser stor uforstand, sådan at den som skal udføre ordren ser en langt bedre løsning på denne sag hvor han nu bare skal adlyde og handle. Men så længe opgaven vi får, ikke strider mod Guds ord og samvittigheden, er vi skyldige til villigt at adlyde, "ikke bare de gode og milde, men også de vanskelige."

Det eneste den som skal adlyde kan tillade sig, er i en ydmyg og sagtmodig ånd at komme med sine indvendinger. Men hvis dette ikke ændrer situationen, da må vi adlyde, selv om vi dermed også må lide uret, og måske indser at vi kunne gennemføre samme opgave på en langt mere viselig og fornuftig måde.

For Herren har i dette forhold ikke pålagt os først at foretage en kritisk vurdering af fars og mors vilje med os -! Men at adlyde, - i alle ting lyde dem.

Det som kan se så hårdt og vanskeligt ud i dette Gud her pålægger os, bliver forvandlet til fryd, og det bitre bliver sødt, bare vi får nåde til at huske, at på denne måde gør vi Herrens vilje. I dette tjener vi Herren, og ikke mennesker. Og vor lydighed mod lunefulde forældre, hårde overordnede og uretfærdige myndigheder, er godt og velbehageligt for Herren -!

Siger vi ikke at hvis vi bare kunne være sikre på hvordan vi kunne tjene Herren, og gøre noget som virkelig er godt og velbehageligt for ham, så var vi villige til at tåle de største prøvelser? Bare vi så også kunne sige: Nu ved jeg at jeg har gjort noget Gud selv har sagt jeg skal gøre, og som derfor selvfølgelig er velbehageligt for ham.

Du, dette kan vi jo alle sammen gøre hver eneste dag uanset hvor ubetydelig en stilling vi har i samfundet. Bare du lydig udretter det din far eller mor, din chef eller myndigheder kræver af dig. For i dette forhold har Herren jo klart ladet dig vide hvad der er hans vilje, at han vil have det sådan. Og en sådan lydighed har han selv sagt, er til hans allerstørste velbehag.

Derfor, som Luther siger, "om du så bare gjorde noget så småt som at feje gulvet eller tage et halmstrå op, bare du gør det i lydighed mod dine forældre eller andre foresatte, og ellers gør dette i tro og kærlighed. Så er disse ydre set bagatelagtige gerninger gode og langt større i Guds øjne end om du uden at Gud havde befalet dig det kunne gøre det under at omvende hele verden."

Så skarpt bør vore gerninger bedømmes ud fra det Gud klart har åbenbaret for os gennem sit ord. Der har han ladet os kende hans vilje, så vi kan vide om vore gerninger er velbehagelige for Gud, eller ikke.

Det er altså om at gøre at det bliver ud fra Guds ord vi vurderer vor lydighed mod forældre og alle foresatte. Da vil denne lydighed nok blive let og herlig for ånden; den villige ånd, og for samvittigheden. Ja, en herlig gudstjeneste. Selv om det nok for kød og blod mangen en gang kommer til at koste.

For hvad kan vel gøre mit sind mere lykkelig og min tjeneste mere kær, end når jeg kan sige om det jeg gør at "dette har Gud selv sagt jeg skal gøre. Dette er godt og velbehageligt for Ham, det ved jeg helt sikkert!"